Umberto Eco har engang sagt, at en forfatter burde afgå ved døden, så snart han er færdig med sit værk, for det synes at være den eneste måde, hvorpå han kan undgå at forstyrre sin teksts videre liv.
Bemærkningen forekommer i den lille Efterskrift til Rosens navn, der som titlen antyder netop er, hvad Eco egentlig gerne ville undgå, nemlig en , hvor forfatteren udtaler sig om sit værk succesromanen Rosens navn.
LÆS OGSÅ: Forfatterfyrster i dyst
Ecos betænkelighed aktualiseres af genudgivelsen af en række af Søren Kierkegaards selvreflekterende skrifter i 16. bind af den nye store Kierkegaard-udgave. Bindet indeholder utrykte skrifter fra perioden 1848-52. I særdeleshed for et forfatterskab, der er så finurligt konstrueret som Søren Kierkegaards, ligger der en fare i, at forfatteren på et senere tidspunkt begynder at forklare, hvordan man egentlig skal læse teksten.
Kierkegaard synes da også at have haft sine reservationer. Allerede i 1848 skrev Kierkegaard Synspunktet for min forfattervirksomhed. Det var oprindeligt beregnet til at skulle ledsage genudgivelsen af Enten-Eller, men skriftet blev efter hans vilje først udgivet i 1859, fire år efter hans død.
Selvom der ligger en god del modernistisk tekstteori imellem Kierkegaard og Eco, havde allerede Kierkegaard gjort ganske meget for at nedbryde forestillingen om forfatteren som en stor docerende skabergud.
Hans leg med pseudonymer er meget andet end et smart markedsføringstrick. Kierkegaard ønsker at give stemmer til forskellige positioner hvoraf ingen er ham fremmede og netop derfor indebærer udgivelsen af det selv-kommenterende skrift en særlig risiko for at slå betydelige dele af forfatterskabets dynamik ihjel.
Det store spørgsmål lyder: Hvilken af forfatterskabets stemmer er faktisk Kierke-gaards egen? Spørgsmålet er måske nok forkert stillet, men det er svært at undgå at stille, og når Kierkegaard endelig træder frem og kommenterer på forfatterskabets helhed, er det da også svært at lade være med at tage stilling til dette spørgsmål.
Da Kierkegaard valgte ikke at udgive Synspunktet for min forfatter-virksomhed i sin levetid, kom han i en vis forstand til at indfri Ecos krav til den ideelle forfatter: Han døde i tide! Lige lidt hjalp det dog, for selv som en stemme fra graven kaster Synspunktet uundgåeligt sin skygge over hele forfatterskabet.
Synspunktet kan ikke undgå at blive et væsentligt argument i de tolknings-stridigheder, forfatterskabet efterlader så rigeligt rum til. Det helt grundlægende spørgsmål, som allerede åbnes med Enten-Eller: Hvad vil denne forfatter? Er han en æstetisk forfatter? Er han en etisk forfatter? Er han en religiøs forfatter? besvares faktisk rimeligt entydigt i Synspunktet.
Den, der søger at forstå forfatterskabet uden om den religiøse totalitet, har ikke forstået noget som helst, gør Kierkegaard hurtigt klart, og den bemærkning er der tydeligt nok ganske mange senere tolkere, der har overset eller valgt at overse. Det betyder dog ikke, at Kierkegaard selv sympatiserer med enhver religiøs læsning. I Synspunktet er det meget vigtigt for ham at fastholde forbindelsen mellem den religiøse forfatter og den æstetiske forfatter.
Forfatteren var som det konsekvent hedder i stilistisk tredje person lige fra begyndelsen en religiøs forfatter, og han var lige til det sidste æstetisk produktiv. Det er Kierkegaard meget om at gøre at fastholde denne forbindelse imellem det æstetiske og det religiøse. Derimod er det er bemærkelsesværdigt, at den etiske forfatter stort set overses i Synspunktet.
Synspunktet synes altså faktisk at lukke for visse læsninger af Kierkegaards forfatterskab, og i den forstand kan man godt, i pluralismens hellige navn, fristes til at mene, at forfatterskabet havde stået sig bedre uden denne kommentar. Men når nu skriftet findes, bliver man naturligvis nødt til at forholde sig til det.
Lykkeligvis efterlader Kierkegaard dog også i Synspunktet omtrent lige så mange gåder, som han besvarer. Synspunktet for min forfatter-virksomhed må tages i betragtning, men det bliver aldrig nogen autoritativ manual for læsning af Søren Kierkegaards forfatterskab, og det kan man kun glæde sig over.