En mandsstemme bryder ind i den dæmpede småsnak, der altid finder sted blandt publikum før en forestilling. I et hjørne af lokalet står en computer opslået på et bord og afspiller brudstykker af sætninger. Sætninger om ægteskab, parforhold og kærlighed. Først langsomme og overbevisende, så forvirrende og i rivende fart. Selvmodsigende som Søren Kierke-gaard og støjende som tankemylderet i et moderne menneskes hoved.
De mange ord danner optakt til aftenens show i Kolding, Kierkegaard Comedy Show et dødsensalvorligt comedy show om kærlighed, sex og parforhold. Forestillingen er en blanding af komik, foredrag og one-man-teater, og den markerer starten på to måneders Kierkegaard-festival på Koldingbibliotekerne.
LÆS OGSÅ: De ti vigtigste ting at vide om Søren Kierkegaard
Jeg har lavet showet, fordi jeg gerne vil give folk en oplevelse af, hvordan jeg bruger Søren Kierkegaards forfatterskab i min dagligdag. For Søren Kierkegaards forfatterskab skal bruges. Man skal ikke læse ham for at bestå eksamener eller skrive bøger eller for at være klog at høre på til middagsselskaber. Søren Kierkegaards forfatterskab skal leves, fastslår skuespiller og Kierkegaard-fortolker, Claus Damgaard.
Han har beskæftiget sig med Kierkegaards forfatterskab i 12 år, og han møder ofte de samme reaktioner, når han fortæller om sin lidenskab: Er livet ikke for kort til det?, Er han ikke lidt for tung i det?, og Er jeg mon klog nok til at læse hans bøger?.
Efter min mening har vi i Danmark en misforstået højtidelighed omkring Kierke-gaard, som skræmmer folk væk. Vi har haft en tendens til at teoretisere hans visdom i stumper og stykker i stedet for at leve den. Måske fordi det har været nemmere og mere bekvemt for os at lave hans ord om til lærd viden og parkere ham dér. Det tror jeg ikke, at han ville have brudt sig om. Da han levede, gav han udtryk for, at han var ked af, at hans samtid ikke benyttede ham noget mere, forklarer Claus Damgaard.
Men Kierkegaard forudså også, at der ville komme en tid, hvor vi ville være så forvirrede og desperate, at vi ville begynde at gøre god brug af så radikale virkemidler, som han præsenterer os for.
Nu, i år 2013, er forholdene så rigeligt desperate og forvirrede. Jeg tror, at vi nu er klar til virkelig at bruge Søren Kierkegaards forfatterskab i vores liv. Jeg er i hvert fald selv så rigeligt desperat og forvirret, siger Claus Damgaard til sit publikum.
Ofte går jeg rundt og prøver at tænke mig frem til, hvad der vil være det bedste for mig at gøre i en given situation. Og uanset situationen har jeg altid en overflod af viden til min rådighed om, hvad jeg skal gøre. Søren Kierkegaard skrev engang: I vor tid tror man, at viden gør udslaget. Men at eksistere er noget ganske andet end at vide. Han oplevede, at vores intellektuelle viden hæmmer os, fordi vi støjer for en større og mere uforstandig intelligens, når vi forsøger at tænke os frem til, hvad vi skal gøre i en bestemt situation.
Og skulle vi ikke kunne tænke os frem til resultatet, er der masser af folk, der gerne vil hjælpe os. Claus Damgaard bevæger sig på scenen hen til et medbragt metalskab. Han bøjer sig ned og hiver en bog frem fra dybet:
Lev dig lykkelig med positiv psykologi, læser han op fra bogens forside, alt imens han trækker den næste bog ud af skabet:
Syv gode vaner, messer Claus Damgaard, mens han med hurtigere og hurtigere bevægelser hiver bøger ud om at slippe sukkervanerne, leve kernesundt, trække vejret, udvikle sine børns følelsesmæssige intelligens, få en pilateskrop, rydde op i sit rod, udleve sin passion, blive autentisk og, og, og
Mange af os har måske uden rigtig at være klar over det travlt med at leve op til et eller andet idealbillede. Alle de selvhjælpsbøger er i mine øjne et symptom på, at vi er forvirrede. Jo mere viden vi forsøger at tilegne os, jo mere støjer det og kommer til at stå i vejen for det, som Kierkegaard kalder for den sande intuition og for den sunde og ægte følelse. Ved at prøve så hårdt bliver vi snarere en karikatur.
Men hvad er det gode råd så? Claus Damgaard griner og siger som Kierkegaard: Jeg har et svar. Fortvivl.
I et videbegærligt samfund er sådan et svar naturligvis ikke fyldestgørende, så Claus Damgaard får lov at uddybe Kierkegaards ord:
Kierkegaard ville have os til at give slip på alt det bagatelleri, som han kaldte det. Det hele handler om at hengive sig give sig hen til livet men først og fremmest må jeg give slip eller med et mere dramatisk udtryk afdø. Ikke i bogstavelig forstand, men ved at trække mig tilbage. Jeg må kunne give afkald, udgå af livet, for i sandhed at indgå fuldt ud i det.
Det handler meget om at hengive sig. Det værste, Søren Kierkegaard vidste, var, når vi havde så travlt med at opnå noget, at det stod i vejen for os. Jeg synes, at han giver et godt bud på, hvordan vi får åndelighed og spiritualitet ind i dagligdagen og ikke kun, når vi tager på retræteture til Indien.
På scenegulvet demonstrerer Claus Damgaard, hvordan han fører dialoger med den lille Kierkegaard, som han forestiller sig sidder på hans skulder. Eller rettere skuldre. For Kierkegaard modsiger sig selv gang på gang. Når hans ene jeg hvisker ét i Damgaards højre øre, hvisker han umiddelbart efter det modsatte i hans venstre.
Det er jo det, der er så dejligt ved Søren Kierkegaard. Bedst som man tror, at man har fat i ham, smutter han fra én. Han vil ikke begribes. Han kommer ikke med svarene, men driller og stimulerer mig til selv at finde ud af, hvad der er sandt for mig. Han inspirerer mig til at lege med livet og til at prøve alle de modsatrettede muligheder af.
Spørgsmålet er, hvordan Kierkegaard ville se på verden, hvis han havde levet i dag; på, hvordan folk går ned med stress på stribe, og på, hvordan vi lever i delefamilier med dine, mine og vores børn?
En del af ham ville nok synes, at det er noget forfærdeligt roderi. Men en anden del af ham ville vel tro på, at der var en form for fornuft i tingenes orden. At der måske var en mening med det hele, som han ikke kunne tænke sig frem til. Han skrev jo også om, at opgaven var at se gaven i opgaven: Det er ikke opgaven at finde den elskelige genstand, men opgaven er at finde den nu engang givne eller valgte genstand elskelig. For som han sagde: Livet forekommer mig ofte at være en rodebutik. Men der er en fornuftig tingenes orden i rodebutikken.