Prøv avisen

Alle tiders Kierkegaard

Joakim Garff: Alle tiders Kierkegaard. 200 år med en global dansker. 267 sider. 270 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

Alle tiders Kierkegaard er en flot afrunding af det store jubilæumsår, hvor læseren befinder sig i lærd selskab med både Joakim Garff og Søren Kierkegaard

200-året for Søren Kierkegaards fødsel har givet os Kierkegaard i enhver afskygning, sågar en særlig kaffekop, produceret af Kristeligt Dagblads Forlag til ære for hosekræmmeren og storkøbmandens søn. Så kan vi overhovedet klare mere Søren Kierkegaard?, spørger Joachim Garff i slutningen af Alle tiders Kierkegaard.

Det kan vi godt, for Garffs greb om Søren Aabye Kierkegaard er originalt: Metoden består i at introducere hvert eneste år med et fænomen, en begivenhed, en skelsættende udgivelse fra året og derpå ledsaget af et Kierkegaard-citat. To sekler giver 200 tekster, og nok er det letlæst, men fordøjes lettere i mindre bidder for at få det fulde udbytte. Læseren får altså både realhistorie og Kierkegaards tekster, der falder i mange kategorier, for Garff tager fra alle dele af forfatterskabet og de posthumt udgivne optegnelser: Snurrige, inderlige, ironiske, allegoriske, rasende, i vekslende grader lidenskabelige, men lunkne er citaterne aldrig.

LÆS OGSÅ: Kristendom er ikke bare en forsagelse af verden

Det lyder jo vældig smart. Men for den læser, der har brug for at stifte bekendtskab med eller blot vil genopfriske kendskabet til Kierkegaard og hans samtid, er der faktisk noget at hente. Bogen falder nemlig i to dele, dels perioden med Kierkegaards liv, dels ånds-, kultur-, danmarks- og verdenshistorien i årene efter hans død.

For hvert af Kierkegaards leveår (1813-1855) er der således righoldige detaljer om opvækst, forholdet til Regine Olsen, tænkning og levnedsløb, forud for et nøje udvalgt citat. Den del af bogen kan på mange måder læses biografisk, for citaterne fra journaler, efterladte papirer og udgivelser illustrerer sammenhængen mellem liv og tænkning.

Garffs styrke er det store overblik, han evner at formidle, uden at forfalde til at spille lommepsykolog. Garff fremholder snarere citater, hvor Kierkegaard træder frem, uanset om jeget så er forfatterens jeg eller et pseudonym fra Kierkegaards snurrige æskesystemer.

I årene efter filosoffens død er vægten på den almene historie, selvom der er flere afstikkere til familie og tænkning. Eksempelvis broderen, den grundtvigske biskop P.C. Kierkegaard, om hvem den stridbare filosof havde ganske lidt pænt at sige, heriblandt kom med beskyldninger for misundelse og litterært tyveri.

Om N.F.S. Grundtvigs kristendom fremgår det i øvrigt af en journaloptegnelse fra 1847, der citeres i forbindelse med 1872, året for Grundtvigs død: Den dybere, inderlige Smerte, der i stille Veemod forligte sig med Gud, kjender Grundtvig slet ikke, og just den er Psalmesangens ægte Tone (...) Grundtvig er en jodlende Friskfyr, eller en brølende Grovsmed.

Vi kommer vidt omkring i bogen. Romantikkens åndshistorie får vi med, Poul Martin Møller. Det tidligt moderne hos Schopenhauer, Dostojevski, Nietzsche og mange flere. Det er godt lavet og hele tiden med en Kierkegaard-relevans også der, hvor Garff bruger filosoffen til at bejae egen modernitetskritik.

Den ellers altid afbalancerede, velskrivende Garff kommer dog galt af sted én gang, nemlig i året 1818, Karl Marx fødselsår, idet Garff skriver: Marx og Kierkegaard stiftede aldrig bekendtskab med hinandens værker, men vendte sig begge kritisk mod det totalitære. Det er en bemærkelsesværdig betragtning, da Marx begreb om proletariatets diktatur handler om, at ejendomsretten sættes ud af kraft, og den politiske magt tildeles en lille gruppe i samfundet.

I denne tænkning er proletariatets diktatur en fase mellem det, Marx betegner som nødvendighedens og frihedens rige. Denne sælsomme kobling af totalitarisme og utopisme synes uforenelig med Kierkegaards besindelse på gudsforholdet, hin enkelte, den personlige valgsituation og i øvrigt til Kierkegaards afstandtagen til en mestertænker som Hegel, der sammesteds citeres af Garff.

Alt dette ufortalt er Garff en kultiveret stemme. Flere steder beskriver han det moderne mediesamfund, og her er Kierkegaard en kritiker af det, der senere skal blive den moderne presses mest tabloide dele.

Garff har også et godt øje for det moderne karrieremenneskes stressen rundt, for smartphones og nettets fristelser. Sjælelig tomhed og fortvivlelsen, der lurer bag den smilende maske, kan Kierkegaard tale om med Garffs fine iagttagelser som bagtæppe.

Der er gode, kulturkonservative, betragtninger, der indrammer tidens snak, tomhed og pjat, og også der kan man bruge Kierkegaard som et brækmiddel. Garff kan nogle steder fremstå lidt vel tilbagelænet i synet på den moderne verden, der frembringer den velstand, der er et fundament under stat og samfund, og gør, at der er råd til at bruge offentlige penge.

Men det skygger ikke for, at Alle tiders Kierkegaard er en flot afrunding af det store jubilæumsår, hvor læseren befinder sig i lærd selskab med både Garff og Kierkegaard.

Jesper Beinov er kultur-, debat- og navneredaktør ved Berlingske