Søren, hvad er det, du skjuler for mig? Du har en hemmelighed, det er jeg ikke i tvivl om, et allerhelligste, som du i dit tungsind tager din tilflugt til, og hvortil du ikke giver mig adgang.
Sådan spørger Regine sin forlovede, Søren Kierkegaard, men hun får intet svar, før det hele er forbi, og hun, 10 år efter at deres forlovelse er ophævet, skal rejse til Vestindien med sin mand. I en teatralsk og gribende afskedsscene i Frederikskirkens ruiner taler de to med hinanden for sidste gang, og da antyder han, at hans forhold til sin far og til troen gjorde det umuligt at ægte hende og gøre hende lykkelig.
Her forvandler hun sig også fra den jordiske kvinde til den himmelske moder, og den forvandlede kærlighed imellem dem besegles. De er hinandens for evigt. Der er så at sige lyst for dem i himlen.
Hemmeligheden i Kierkegaards liv ligger i hans forhold til faderen, sådan som Kierkegaard-specialisten Peter Tudvad fremstiller det i sin debutroman, Forbandelsen.
Det er med faderen, alting står og falder troen, håbet og kærligheden. Er han en kærlig, men streng fader, eller er han et vanvittigt monster, der ødelægger sine børns liv?
Faderen har i hvert fald forkvaklet Kierkegaards forhold til egen sanselighed, lyst og seksualitet, så han havde taget uoprettelig skade af den opdragelse, han havde fået, og var blevet så bange for sin egen brynde, at hans lem fyldte ham med en sådan skam, at han end ikke var i stand til at tisse, hvis nogen så på.
Modviljen til at hengive sig til Regine ligger i denne seksualangst, men endnu mere i det alvorlige forhold, at kærligheden til Regine overskygger kærligheden til faderen og Gud og dermed opfattes som syndig.
LÆS OGSÅ: Kierkegaards centrale tanker om personlig tro
Søren Kierkegaard liv og levned vil være de fleste læsere bekendt i store træk. Man har hørt om hans opvækst i København og hans fantasivandringer med sin far. Man kender til hans forlovelse med Regine og til hans ekstraordinære produktivitet. På bare tretten år havde han et forfatterskab bag sig, der ikke bare provokerede hans samtid, men også hans eftertid. Og dertil kom så hans kirkekamp, hvor han ene mand gik i rette med embedsværket og den forlorne kristendom.
Når Peter Tudvad giver sig i kast med en roman om Kierkegaard, gælder det derfor ikke i overfladisk forstand fortællingen om Kierkegaards liv, men fortolkningen af det.
Vi ved jo godt, at han ikke fik Regine, og at han overlevede sin gamle far, omend han kun blev 42 år gammel.
Langt hen ad vejen fortæller Tudvad da også en historie, som man i store træk kender. Men man kan nok sige, at han mod slutningen af den knap 500 sider lange roman lader en bombe falde. Den falder som lyn fra en klar himmel og sætter de foregående 400 sider og Kierkegaards liv, tro og selvforståelse i et nyt lys. At det har noget med faderen at gøre, kan jeg godt afsløre her, for alt i Kierkegaards liv har med ham at gøre. Moderen hører man stort set intet om.
Faderen er den centrale skikkelse. Han har som dreng forbandet Gud og tror derfor, at der hviler en forbandelse over ham og hans slægt i fire led. Som straf skal han overleve sine børn, hvad han, på nær to, også gør, da Søren og broderen Peter kan lægge ham i graven.
Hvad faderen ikke tror på, er Guds nåde og tilgivelse. Den tror Kierkegaard heller ikke på, når det gælder ham selv, men nok når det gælder andre.
Han er undtagelsen, der så at sige bekræfter reglen.
At forbandelsen bliver gjort til skamme, da han ikke dør før faderen, som denne har profeteret, gør ingen forskel. Forbandelsen står ved magt, omend den nu giver sig udtryk i, at Kierkegaard ikke får eller måske rettere: ikke kan modtage troens nådegave. For ham bliver troen en umulig opgave, som man må og skal påtage sig. Således lægger han også op til en teologisk tvist med grundtvigianerne. Det er ikke mindst de teologiske diskussioner, som fylder i romanen. De er interessante nok, men de er også ved at tage livet af den. Der er langt flere ord end gerninger, og det er ikke kun en synd i teologisk forstand, men også i æstetisk hvis man antager, at det i en roman mere gælder om at vise og anskueliggøre end om at forklare og udlægge.
Kierkegaards forfatterskab handler om muligheder. Tudvad griber en mulighed, som er langt ude, men dog inden for sandsynlighedens grænser. I fiktionens form kan han afprøve, hvad der ellers ville være et urimeligt tankefoster. Men de muligheder, som den æstetiske form tilbyder, kan, vil eller mægter Tudvad ikke at bruge. Han nævner dramatikeren Scribe, som roses for sin evne til at opbygge en intrige og at lade replikker give et signalement af sine figurer. I Tudvads roman taler personerne langt hen ad vejen, som om de læste op af en bog, hvad der også understreges af det arkaiserende sprog, som Tudvad benytter sig af. Den sanselighed og plasticitet, som den æstetisk form kan give, er os kun forundt i ganske få scener i romanen. Og når sproget igennem metaforer skal give tanker og følelser et konkret udtryk, så rykker Tudvad mest ud med forslidte blomstermetaforer. Hans styrke ligger klart nok i det filosofiske og teologiske. Her boltrer han sig suverænt og formulerer sig klart.
Med sin roman forsøger Tudvad at nærme sig det, der kunne have stået i den berømte note, som Kierkegaard angiveligt skulle have fjernet fra sine journaler. Den skulle være den skrift i hans inderste, som kunne forklare stort som småt i hans liv. Det er klart, at sådan en note er en mægtig spore for fantasien. Hvori kunne den dog bestå? Hvad er det, der har brændt så hedt og hemmeligt på i Kierkegaards liv? Det er et inciterende spørgsmål.
Men man må også spørge, hvad Tudvads egen hemmelige note mon kan være. Hvad er det, der brænder så voldsomt på, at der må fortælles en roman om Kierkegaard? Det er jeg ikke klar over efter endt læsning. Ser man på en historisk-biografisk forfatter som Henrik Stangerup, så var man aldrig i tvivl om, at hans biografiske romaner gjaldt liv og død for ham selv. Han spejlede sig uhæmmet i sine figurer, og det kom der stærkt engagerede og udfordrende romaner ud af.
I Tudvads roman mærker jeg ikke samme brændende eksistentielle engagement og nødvendighed og ved derfor dybest set ikke, hvad jeg skal med den forbandede historie. Er det bare en leg med muligheder, en mønstring af teologiske forskelle og konflikter, eller ligger der en alvor bag, som jeg bare ikke kan se? En hemmelig note, der er blevet borte for mig? Jeg må vide og mærke, at der er noget på spil for Tudvad og dermed for mig selv, og at der ikke bare tales om tro og tvivl for halvandet hundrede år siden, men at det er lige nu, vi er på herrens mark eller ude på de 70.000 favne.