Prøv avisen

Kieslowskis filmtrilogi kaster lys over dagens Europa

Den tredje film i Krzysztof Kieslowskis trilogi, ”Rød”, med blandt andre skuespillerinden Irène Jacob, viser blandt andet, at vi er nødt til at binde os til andre mennesker i stedet for at afvise dem, mener lektor Erik Svendsen. Foto: Scanpix

Den polske filminstruktør Krzysztof Kieslowskis Trikolore-trilogi, ”Blå”, ”Hvid” og ”Rød”, har repremiere i dag i flere biografer. Filmene tematiserer nutidens konflikter i EU, mener iagttagere, der også understreger trilogiens fokus på eksistentielle spørgsmål som afgørende

En kvinde med kortklippet, mørkt hår bladrer i en stak papirer. Hun udvælger ét, lægger det på bordet og lader sin hånd hvile ud for en linje af noder, da pompøs musik og græsk sang – en forkortet version af Paulus’ Første Korintherbrev, kapitel 13 – i det samme bryder ud.

”Song for the Unification of Europe” (Sang for foreningen af Europa) hedder musikstykket, som ledsager de sidste minutter af den afdøde polske filminstruktør Krzysztof Kieslowskis ”Blå”, den første film i den såkaldte Trikolore-trilogi fra 1993-1994 ”Blå”, ”Hvid” og ”Rød”.

Dette efterår, begyndende fra i dag, har trilogien repremiere i flere biografer landet rundt, og Europa spiller netop en væsentlig rolle i alle tre film, der med deres farver henviser til både det franske flag og til værdierne frihed, lighed og broderskab.

”Det, der gør filmene interessante i dag, er, at de handler om tre vestlige værdier og om, hvordan EU lever op til de værdier,” mener lektor Erik Svendsen fra Roskilde Universitet, der i 1996 udgav bogen ”Kieslowskis kunst”, som gennemgår filminstruktørens samlede produktion.

Da filmene kom frem, var de en slags hyldest til EU, en skildring af Den Europæiske Union som et grundvilkår for det moderne menneske, forklarer Erik Svendsen. Det var dengang, EU ikke var i vanskeligheder, som han siger.

”Det, vi forstår ved frihed, er forkert, siger Kieslowski i ’Blå’, for frihed er at vælge andre, ikke at være fri for andre. I ’Hvid’ viser han, at lighed ikke eksisterer, og i ’Rød’ forsvarer han kun broderskab på den præmis, at mennesker er ulige. Det er interessant at se i forhold til den politik, vi p.t. fører i EU, og det menneskesyn, der bliver hyldet.”

Filmen ”Blå” handler om, at mennesket ikke kan leve alene, eksemplificeret ved karakteren Julie, som efter et stort tab må forsone sig med de fejl og mangler, som mennesker rummer. ”Hvid” tager i stedet fat i, hvordan vi behandler folk, som ikke tidligere var en del af Vesteuropa, for hovedpersonen, som er polak, får det svært i Frankrig, da han bliver skilt fra sin franske kone. Og ”Rød” er det, Erik Svendsen kalder ”syntesen”.

”Den foregår i Schweiz, som jo er et særligt land i europæisk historie, da det repræsenterer dét at træde uden for fællesskabet. Filmen siger, at vi er nødt til at binde os til andre mennesker. Vi kan ikke bare afvise dem,” siger Erik Svendsen.

”Der er noget profetisk over filmene, for de tematiserer de basale konflikter, vi har i EU i dag: folk, vi ser som fremmede, og hvordan EU skal forvalte sine pund. Trilogien er altså vigtig, fordi den kaster lys over de problemer, Europa står over for i dag.”

Han peger dernæst på trilogiens religiøse referencer som relevante for en tolkning af filmenes budskab.

”Kieslowski var katolik, men ikke på en særlig konform måde. For at læse hans univers skal man acceptere, at der findes noget metafysisk. Han postulerer, at der er relationer, som vi ikke kan se, men som betyder noget for os.”

Tue Rolighed Lauridsen, sognepræst i Helleruplund Sogn, har i mange år brugt ”Blå” i sit arbejde med kommende konfirmander, da filmen i hans optik ”giver en fantastisk beskrivelse af sorg og af, hvordan man er nødt til at binde sig til noget her i tilværelsen, når livet presser sig på fra alle sider”.

Han mener dog, at Kieslowski er mere eksistentielt anlagt end dogmatisk kristen.

”Når jeg har konfirmander, er det desværre ofte sådan, at en tredjedel har oplevet at miste en forælder. Og ’Blå’ viser så fint, hvordan hovedpersonen Julie prøver at fornægte livet og skubbe alt væk, da hun mister. Men det kan hun ikke. Hun er nødt til at beholde noget i sit liv. Absolut frihed for mennesker eksisterer altså ikke, for som K.E. Løgstrup siger, er vi mennesker kastet imod hinanden i et fællesskab.”

Også filmekspert og lektor emeritus ved Københavns Universitet Peter Schepelern fremhæver Kieslowskis fokus på eksistens.

”Han var en kunstner, som var omgærdet af en enorm respekt og begejstring, ikke mindst fordi han tog store dybe og åndelige, måske endda religiøse emner op.”

I Schepelerns optik er det dog mest af alt tilværelsens tvetydighed og blandingen af skæbne og tilfældighed, der har draget Kieslowski i arbejdet med trilogien.

”Udgangspunktet for Kieslowskis værker var ofte at tage fat i nogle stærke, overleverede statuariske rammer, der inspirerede ham. Som frihed, lighed og broderskab eller De Ti Bud i tv-filmene ’Dekalog’.”

Peter Schepelern mener, at trilogien dels er relevant at gense, fordi ”det er smuk filmkunst”. Dels fordi den er menneskeligt og eksistentielt bevægende.

”Og det er vigtigt, at der findes sådan noget kunst. Der er masser af kunst, der vil have os til at føle alt muligt, men Kieslowski hører til den inderkreds af store fortællere, som bruger sin fortællekunst til at sige noget mere dybt, eksistentielt og filosofisk om, hvad det er at være menneske,” forklarer han og fortsætter:

”Trilogien er vigtige europæiske film, som også hører til den optimisme, der kom efter Berlinmurens fald. Det var den optimisme, der var forbundet med at se, at mennesker kunne rejse fra det ene til det andet sted. Fra at have været ’dem derovre’ og ’vi herovre’ mødtes de to verdener. Det var en flot og stimulerende tanke, at vi kunne være et forenet Europa.”

Spørger man lektor Erik Svendsen, om Kieslowski i 2016 er en filminstruktør af stor betydning, er svaret ”ja og nej”.

”Nogle instruktører er et produkt af deres tid, og det gælder også for Kieslowski. Hvor nogle af hans film er bundet til forandringer i Polen, er både trilogien og tv-filmene ’Dekalog’ hævet over det aktuelle,” forklarer Svendsen.

”Filmsprogligt er han speciel, fordi han både er realist og symbolist, og for et vist segment af filmpublikummer vil Kieslowski altid være én, man er optaget af. Jeg mener, at han er indlysende nødvendig, hvis man skal skrive filmhistorie, for han er afgørende for at forstå europæiske forhold i slutningen af 1980’erne og 1990’erne.”