Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?
Jeg har altid været fascineret af lukkede, hemmelige rum. Fængselskultur beskæftigede jeg mig allerede med i 2004, da filminstruktør Annette K. Olesen og jeg skrev manuskript til hendes dogmefilm, ”Forbrydelser”. Dengang besøgte jeg Nyborg Fængsel, og jeg var helt blæst bagover af at komme ind i et hus med så tyk og tung en karma. Dér samles et utal af ugerninger, skyld, skam og selvhad. Der blev ved med at være aspekter ved fængselskulturen, som jeg havde lyst til at vende tilbage til.
Mit udgangspunkt for denne roman var faktisk kærlighed. Kærlighed som ufrihed og alt det forkerte og ulovlige, som vi gør i kærlighedens navn. Måske er der i romanen en bagvedliggende erkendelse af, at absolut frihed ikke findes. Én ting er, at vi fødes med en etnicitet, en seksualitet, en krop, et temperament og på sin vis hænger på de kort, som vi er blevet tildelt. Men vi søger også noget at være bundet af gennem livet: et anker i tilværelsen, et sted at høre til, at være nogens. Noget af det mest grundlæggende ved os mennesker er, at vi gerne giver afkald på frihed for ikke at være alene i verden.
På hvilken måde er bogen blevet anderledes end den, du forestillede dig at skrive?
Det var svært at komme uden om volden, og romanen blev voldsommere, end jeg havde forestillet mig. Måske jeg burde have set det komme, for fængslet er sin egen krigszone. Det er ikke mærkeligt, at fængselsbetjente rammes af posttraumatisk stress, udbrændthed og tidlige afgange. Det er et hårdt sted at være hver dag. Ikke fordi alle dage er voldelige, men fordi volden altid lurer som en mulighed, der står på spring.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
Det er svært for mig at nævne en konkret bog. Generelt er jeg glad for realismen – fortællingerne fra vores tid og det levede liv. Det behøver ikke være spektakulært. Når det gælder fantasy, sci-fi og opdigtede sofistikerede seriemordere, er jeg svær at trække til truget. Det, jeg inspireres af, er virkelighedens historier, og der er nok at tage af.
Når man skriver realisme, kan man ikke undgå at berøre samfundspolitiske spørgsmål. Det gode ved at skrive romaner er, at man kan rejse spørgsmål uden at give svar. Inden jeg besøgte et fængsel for første gang, var jeg optaget af spørgsmål om, hvordan man straffer i et demokrati, hvad man som samfund stiller op med dem, der agerer med vold og så videre. Men i det sekund, jeg træder ind ad fængslets dør, er det menneskeskæbnerne, de levende personer foran mig, der trækker i mig.
I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.