Prøv avisen

Kim Larsen har stadig drømmene med til dig

Kim Larsen har i over 45 år været været dansk kulturs åbenmundede rock-, pop-, vise- og salmesanger. Økonomisk velbeslået antimaterialist og anti-sundhedsapostel med en særlig evne til at omsætte danskernes barnlige, nostalgiske drømme til sange. - Foto: Scanpix. Collage: Ole Munk

I dag fylder Danmarks mest markante og rapkæftede popsanger 70 år. I fire et halvt årti har han lagt stemme og musik til danskernes drømme om fællesskab og de gode gamle dage

Nytårsdag 1977. Statsminister Anker Jørgensen (S) toner frem på tv og citerer med gravalvorlig mine: ”Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser”. Han tilføjer, at ”sådan synger en af de kendte, unge sanggrupper for tiden. Og mon ikke de udtrykker noget centralt i menneskets opfattelse af tilværelsen netop nu? Jeg tror det.”

Sanggruppen blev ikke nævnt ved navn dengang i statsministerens nytårstale, men det var også unødvendigt. Alle kendte Kim Larsen, som havde skrevet den citerede sang, ”Østre Gasværk”. Og bortset fra Anker Jørgensen vidste de fleste, at sangen ikke var skrevet til hans rockgruppe, Gasolin', men derimod som titelsang til en række tv-udsendelser for Danmarks Radio.

Præsten og forfatteren Johannes Møllehave har siden fortalt, hvordan han selv havde skrevet et bud på en titelsang, som var fuld af fiffige og finurlige rim og ordspil, men som blev fejet totalt af banen af Larsens simple og ligefremme, næsten rimløse ørehænger om den kolde tid i 1970'erne.

I dag fylder Kim Larsen 70 år, og selvom han naturligvis ikke længere er lige så ung, er han mindst lige så kendt som dengang. Og på et plan kan man sige, at han igennem fire et halvt årti flere gange har formået at udtrykke ”noget centralt i menneskets opfattelse af tilværelsen”. Men hvis man spørger Henrik Marstal, musikforsker, musiker og forfatter, var tilføjelsen ”netop nu” skudt en smule ved siden af.

”Der var nok noget lettere populistisk over, at Anker Jørgensen citerede Kim Larsen, fordi det dengang var så usædvanligt, at en statsminister skulle citere en rocksanger. Der kan være noget om, at Kim Larsen indimellem har været god til at fornemme, hvad der rørte sig, men han har aldrig besiddet den evne til at pejle den helt aktuelle tidsånd, som for eksempel en Steffen Brandt har,” siger han og uddyber:

”Fra hans største salgssucces, 'Midt om natten' fra 1983, og frem har sangene udtrykt en længsel efter trygheden i tiden, inden verden gik af lave, og det vil i Larsens optik sige før 1960. Det er en erindring om en svunden tid, der dominerer,” påpeger Henrik Marstal, som tilmed tilføjer, at han tvivler på, om Larsens 1950'ere overhovedet har fandtes i virkeligheden.

Hvad Kim Larsen til gengæld har formået, er ifølge Henrik Marstal at ”bidrage til soundtracket til alle danskeres liv” ved hjælp af en lang række ”utrolig klare, medrivende og en lille smule banale sange”. Han har aldrig søgt det kunstnerisk avancerede eller frygtet det simple og sentimentale. Derimod har han haft en sjælden evne til at gå rent ind i den del af den danske nationalkarakter, som er barnlig, drømmende, fællesskabssøgende og nostalgisk.

Allerede i sangen ”Hvis din far gi'r dig lov” fra albummet ”Værsgo” (1973) fortæller han pigen i sangen - og med hende alle os andre: ”Det er mig, der har drømmene med til dig”.

”Man kan afgjort sige, at det, Kim Larsen har gjort, er, at han har taget os med på drømmerejse gennem de seneste 45 år,” siger Henrik Marstal.

LÆSERNE FORTÆLLER:Rabalderstræde, Langebro, Det er en kold tid. Hvilken Kim Larsen-sang vækker gode minder hos dig?

Men selvom statsministerens karakteristik af Kim Larsen måske var upræcis, så var det meget symbolsk, at det netop var ham, der blev hevet hele vejen op fra populærkulturelt gadedrengeniveau til regeringslederens vigtigste tale til befolkningen.

For det karakteristiske ved Kim Larsen er, at han siden 1969 har overskredet en lang række af det danske samfunds sociale og kulturelle skel og placeret sig hen over det hele: skellet mellem finkultur og lavkultur. Skellet mellem hippie-utopi og kommercialisme. Skellet mellem moderne amerikanskinspireret populærmusik og dansk vise-, højskole- og salmesangstradition. Og inden for den nyere musik skellet mellem selvbevidst, smart rock'n'roll og folkelig, simpel dansktopmusik.

Selvom han nok har været stolt af at få en håndfuld sange med i Højskolesangbogen og et helt album - førnævnte ”Værsgo” - med på Kulturministeriets kanonliste over nationens vigtigste kunstværker, så har han aldrig brudt sig om at få svulstige betegnelser som ”nationalskjald” klistret på sig, Han foretrækker ”popsanger”. Han har også høfligt, men bestemt takket nej til at få så vel et ridderkors som Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Men ifølge Søren E. Jensen, præst, journalist og forfatter til en teologisk artikel med titlen ”Kim Larsens Halleluja”, er Larsen ganske vist ingen stor tekstforfatter, men alligevel en sand kunstner, hvis unikke position i de seneste års danske kulturhistorie hænger sammen med, at han gennem sin lange karriere netop har favnet det hele.

”Da Gasolin' i 1979 spillede salmen 'Dejlig er jorden' i et arrangement, der var ren 'Jimi Hendrix møder B.S. Ingemann', var der ingen, der blev forargede. Dengang skulle progressive rockbands ellers holde sig langt væk fra kristen forkyndelse, og kirken var fremmed over for rock. Men i Kim Larsens mund virkede det så selvfølgeligt,” siger Søren E. Jensen.

I 2004 lavede han sammen med sit nuværende band, Kjukken, albummet ”Sange fra glemmebogen - jul og nytår” og indspillede her Grundtvigs ”Et barn er født i Betlehem” i et lige så rocket, indtrængende, respektfuldt-respektløst arrangement.

”Den indspilning skal man høre. Kim Larsen brøler omkvædets 'halleluja' ud på en måde, som kun han kan gøre. Hvis der er noget, Kim Larsen kan, så er det at sige 'halleluja', så det ikke virker frelst, men indtrængende,” siger Søren E. Jensen.

Pointen med dette ”halleluja” er dels, at Kim Larsen ikke bare har højskolekultur og salmetradition, men også kristentro med i sin personlige bagage, Men han har aldrig haft et direkte forkyndende eller missionerende sigte. Den anden del af pointen er, at halleluja er et stærkt, lydmalende ord, som betyder noget, men ikke noget konkret. Omtrent sådan er det ifølge Søren E. Jensen med hele Kim Larsens produktion.

”Min overordnede tese er, at Kim Larsens tekster ikke er indhold, men udtryk. Det ligger i hele popmusikkens væsen, at teksten ikke behøver rumme de store dybsindigheder, men lykkes ved hjælp af andre virkemidler. Når Kim Larsen synger 'Halleluja', 'Alla-tin-gala' eller 'Umana', behøver vi ikke forstå, hvad han siger, det fungerer alligevel,” siger han og tilføjer:

”Tilsvarende kan han slippe af sted med at begynde en sang med et så dårligt rim som: 'Rabalderstræde er en gade'. Det bliver alligevel et godt nummer, fordi det bliver sunget godt.”

Sammen med Kjukken har Kim Larsen indspillet en sang, der direkte hedder ”Halleluja” og er dedikeret til den afdøde digter - og buddhist - Dan Turèll. Sangen rummer linjer som ”Livet det er din kære følgesvend, halleluja. Men døden ka' også komme som en ven, halleluja.”

Større gennemslagskraft har Kim Larsen haft med ”Om lidt” fra 1986, som for mange danskere synes at udtrykke ”noget centralt i menneskets opfattelse af tilværelsen”. Sangen blev skrevet sammen med Leif Sylvester Petersen som afslutningsnummer til en cirkusforestilling, men er blevet en meget ønsket sang i forbindelse med begravelser:

”Om lidt bli'r her stille, om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?” spørger Larsen så barnligt-banalt-velfungerende, som kun han kan. Selv har han aldrig tænkt sangen som en salme, men har intet imod, at den bruges som sådan, fortalte han Søren E. Jensen, da denne for nogle år siden interviewede ham til DR-radioprogrammet ”Folk og kirke”.

”Jeg spurgte ham også, om han kunne tænke sig, at den blev spillet til hans egen begravelse. 'Aldrig i livet', svarede han straks,” fortæller Søren E. Jensen.

Han fortæller også, hvorfor det er utænkeligt, at Kim Larsen trods de 70 år skulle være på vej på pension. Der er ingen udsigt til, at han - skønt for længst økonomisk sikret - skulle holde inde med at stå op om natten og gå ud i sit køkken og komponere, hver gang en idé melder sig:

”Hans guitarist fra Gasolin', Franz Beckerlee, fortalte mig engang, at Kim Larsen stadig drømmer om at skrive sin 'Yesterday'. Alle de sange, han endnu har skrevet, er kun de næstbedste. Han tror på Helligånden, og han tror på, at Helligånden på et tidspunkt vil skænke ham den sang, som står helt rent i udtrykket.”

LÆSERNE FORTÆLLER: Rabalderstræde, Langebro, Det er en kold tid. Hvilken Kim Larsen-sang vækker gode minder hos dig? Tryk på "kommenter" og del din historie

Han har skabt soundtracket til mange danskeres liv - og måske også til dit? I dag fylder Danmarks mest markante og rapkæftede popsanger 70 år. Stort tillykke, Kim Larsen!

Posted by Kristeligt Dagblad on Friday, October 23, 2015