Kim Larsen-musical er hverken et nostalgisk genhør eller en nyskabende fortolkning

Kulturarven sættes i kitschet scene i Tivoli, når ”Midt om natten” bliver til musical med masser af lir

Musicalen har allerede solgt 100.000 billetter. Det er Kim Larsens fortjeneste. Men som hyldest til nationalskjalden falder musicalen igennem. For man hylder ikke ved blegt at gengive sange, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Musicalen har allerede solgt 100.000 billetter. Det er Kim Larsens fortjeneste. Men som hyldest til nationalskjalden falder musicalen igennem. For man hylder ikke ved blegt at gengive sange, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Tidsånden kommer i bølger. Og nu er vi igen endt indt i en nostalgisk brænding, hvor musicals hitter. Verden er overvældende, og teatrene svarer igen ved at give os det velkendte. Klassikerne af Holberg og Shakespeare bliver endevendt. Bøger, vi lige har læst, sættes i scene. Tv-serier og film bliver til teater.

Det handler selvfølgelig om teatrenes økonomi, men repertoirevalgene giver også sjælefred for alle rodløse. Og her er musicalen som genre også betryggende. Verden er sort eller hvid, god eller ond. Og sangene skærer tilværelsen ud i mundrette, letfordøjelige bidder. En vellykket musical er en virkelighedsflugt. Samtidig er populærkultur på ny blevet et plusord, så det er ikke så mærkeligt, at musicals går sejrsgang på scener landet over. Og selvfølgelig måtte turen nu komme til Kim Larsen efter succeser med shows bygget over koryfæer som Anne Linnet eller Shu-bi-dua.

Instruktør Heinrich Christensen har kastet sig over filmen ”Midt om natten”. Han har udvalgt knap 40 af Larsens klassikere til at fortælle historien om Benny, Arnold, Spacy, Susan Himmelblå og alle de andre drømmere, der ikke så de konsekvenser, der lå for enden af deres frihedselskende kærlighedsvej. Heinrich Christensen har derfor digtet videre og skrevet en rammefortælling om, hvad der siden hændte. Heinrich Christensens ”Midt om natten” er både kitsch og camp. Camp fordi stilen, der er meget burlesk, overdøver indholdet. En mandlig balletdanser i ”Om lidt bliver her stille” er ikke vovet, men lægger sig i slipstrømmen af platheder som stripperstang, konfetti og mænd i dametøj.

Og løjerne bliver til kitsch, fordi fortiden i musicalen, også helt bogstaveligt, går igen og ender som et raritetskabinet. Kim Larsens legendariske sange, Gasolins bidrag til generationers forståelse af den danske folkesjæl, bliver ikke gjort levende. De fastholdes som døde udstillingsobjekter.

Sangene bliver nemlig overvejende næsten sjælløst sunget, men ikke selvstændigt fortolket. De forskellige sangere gengiver som papegøjer. Bortset fra Allan Mortensens fremragende ”Langebro” og ”De smukke unge mennesker” og delvist Jesper Lohmanns ”Flyvere i natten”.

I rollen som Benny, Kim Larsens figur i filmen, er Gustav Wolters stemme for svag, fraseringerne for nydelige. Kun i ”Kringsat af fjender” er der lidt galskab at spore.

Larsens tekster og melodier kan let blive banale, hvis de ikke får modspil i afleveringen. Og i Tivoli er der intet, der skurrer. Kun at det hele bliver sunget så pænt, men skal ligne noget, der er frækt. Gnist er der heller ikke meget af. Kemien er fraværende i samspillet mellem Sigurd Holmen le Dous og Henriette Katrine Lund som vor tids unge elskende i den nyskrevne rammefortælling. Da Dr. Dante i starten af 1990’erne åbnede teatret for en ny generation med teaterkoncerten ”Gasolin”, gjorde Nis Petersen, Caroline Henderson, Troels Lyby og Lotte Andersen Kim Larsens sange til deres sange. I Heinrich Christensens version er der ingen overtagelse, ingen overskridelse. Den ligger kun i iscenesættelsen.

Men overskridelsen blegner, når sangene ikke fungerer, når skuespillet bliver tamt. De rebelske intentioner er baseret på instruktørens ønske om ikke at forfalde til ren nostalgi, men oprørstrangen fiser ud i de pæne, nærmest kedelige fraseringer.

Marie Í Dalis scenografi, og koreografien af Bill Holmberg og Peter Friis, understøtter Heinrich Christensens visioner. Nostalgien i Kim Larsens bagkatalog bliver til lettere ironisk pastiche. ”Haveje” ligner en blanding mellem 1950’ernes tivolier som på Coney Island og Baz Luhrmanns ”Moulin Rouge”. Fortiden og nutiden blandes vellykket som små tableauer ind over hinanden. Musicalernes gyldne æra i 1950’erne hyldes også i koreografiske udsnit lånt fra Jacques Demys ”Pigen med paraplyerne”. Men alle de gode tilsnit løfter aldrig ”Midt om natten” til noget nyt, noget andet.

Musicalen har allerede solgt 100.000 billetter. Det er Kim Larsens fortjeneste. Men som hyldest til nationalskjalden falder musicalen igennem. For man hylder ikke ved blegt at gengive sange. Det bliver derfor hverken et nostalgisk genhør eller en nyskabende fortolkning.

”Midt om natten” ender som nærmest ingenting. Det kan hverken lysshow, konfetti eller en charmerende Lise Baastrup som Susan Himmelblå ændre ved.