Med ”Skovpigen Skærv” har Kim Leine skrevet et klassisk eventyr, hvor fortælleren tager barnet ved hånden og inviterer det indenfor i fortællingens tryllekreds. Men det er samtidig en moderne roman, hvor der fra begyndelsen sås tvivl om, hvem fortælleren egentlig er:
”Jeg er fortælleren. Jeg har ikke noget navn, og jeg er heller ikke en dreng eller en pige. Kald mig bare Gud. Kort og godt. Ingen grund til at overdrive. Bare Gud. Gud fortæller historien. Gud fortæller alt her i verden. Men lige nu fortæller Gud om Skærv. Og det må du hjælpe med. For man kan ikke fortælle en historie alene.”
Hvis fortællingen skal leve, skal der være en, der lytter eller læser, en, i hvem fortællingen folder sine brogede billedtæpper ud. Sådan etablerer Leine allerede fra de første sider et betydningsfuldt og varmt rum mellem barn og bog. Tegneren spejler det og indleder bogen med en vignet, hvor barnet kan skrive sit navn. Fortælleren indleder hvert kapitel med en kort introduktion til, hvad vi nu skal udsættes for.
Historien udspiller sig i et fiktivt middelalderligt univers, hvor pigen Skærv, hendes forældre og lillebror, Nor, tilhører det frie skovfolk. Deres frihed er imidlertid truet, da fyrsten kræver folk til at bygge et nyt pompøst slot, og indbyggerne i byen er ramt af pest.
I skoven er det naturen og den naturreligiøse tilgang, der hersker. Familien er samlere og jægere, og man siger tak, når man slår ihjel, og af de kristne har Skærv lært ordet ”amen” og det er også et fint ord. For at mennesket kan leve, må dyr dø – den dimension er Leine fortrolig med. Der bliver fanget fisk med hånden, skudt med armbrøst, pelset og parteret, og det bliver beskrevet nøgternt og usentimentalt.
Først er der hverdagen, så indfinder dramatikken sig; fordi det er et rigtigt eventyr, må barnet Skærv alene gennem mange prøvelser.
”Jeg giver ikke op,” messer hun og lærer som en anden moderne naturoverlever, hvorfor man skal samle forrådskammer, og hvordan en storm alligevel kan slå alt til pindebrænde. Skærv lærer at finde venner, og hun lærer først og fremmest at se:
”Med maverne fulde af grød og bær og salt kød går de på jagt. De traver gennem skoven, og de ser spor, de ser spor af harer og mår og ræve og elge og hjorte, spor som Skærv har været blind for indtil nu, de ser endda spor af ulv. Skærv forstår, at dyrene har været i skoven hele tiden, og at det er hende, der ikke rigtig har været i skoven.”
Leine har valgt at fortælle, hvad Skærv gør, ikke hvad hun tænker og føler. Måske i erkendelse af at børnekulturen er fuld af bøger, der tager sig af den side, og at hvis man kan give børn troen på, at de selv kan handle, har man givet dem meget. Skærv er en fighter-figur, hvis handlekraft og gåpåmod kan få en til at tænke på en mere tavs udgave af Ronja Røverdatter.
Vi troede, det hele handlede om Skærv. Men så trækker romanen sig selv igennem tryllespejlet, og på den anden side er der et nutidsspor, der handler om to kræftsyge børn. Det er et sats fra Leines side, fordi Skærv er så stærkt etableret som figur, at man har svært ved at tage de nytilkomne til sig, men det giver også bogen en helt magisk karakter af et møbiusbånd.
Leine trækker åbenlyst på fortællinger som Narnia eller Coraline, men mest tydeligt, både i dramatikken og i den måde, han arbejder med sprogets rytme på, er det Astrid Lindgren, der ekkoer så fint igen.