Prøv avisen
Essay

Kim Leine fører arven fra Martin A. Hansen videre

Kim Leines (tv.) epos om Grønland og Danmark i 1700-tallet, ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012), er beslægtet med Martin A. Hansens (th.) psykologisk-eksistentielle roman ”Løgneren” (1950). Især de to hovedpersoner, Kim Leines Morten Falck og Martin A. Hansens Johannes Vig, ligner hinanden temmelig meget.

Martin A. Hansen døde for 60 år siden. Når man kigger nærmere efter, er der mange fællestræk mellem ham og Kim Leine

Man skulle ikke tro, at Kim Leines epos om Grønland og Danmark i 1700-tallet, ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012), var beslægtet med Martin A. Hansens lille, psykologiske roman ”Løgneren” (1950). Men de to hovedpersoner, Leines Morten Falck og Hansens Johannes Vig, ligner hinanden temmelig meget.

Bemærk indledningsvis de to navnes lighed. Johannes Vig har et svig indbygget i sit navn, og Mortens efternavn, Falck, ligger snublende nær på falsk. Navnet er da også et, han tager, da han kommer til storbyen for at studere (ligesom i øvrigt Holbergs Erasmus Montanus, og der optræder en Rasmus Bjerg senere i fortællingen. Jo, Leine har den danske litteraturhistorie med i bagagen).

Både Johannes Vig og Morten Falck befinder sig i bittesmå, isolerede samfund. Johannes Vig på den fiktive Sandø, hvis farvande er frosset til. Morten Falck er i Sukkertoppen på Grønland, som dels er isoleret i kraft af øens enorme udstrækning, dels isoleret fra ”moderlandet” Danmark, hvorfra forsyninger, ordrer og nyheder kommer pr. båd.

Begge venter en del af tiden på, at båden fra det store samfund skal ankomme. Morten Falck gør det til sidst i sin tid på Grønland. Han er en syg, nedbrudt mand, der længselsfuldt afventer sin afløsers komme. Johannes Vig venter på båden, fordi Annemari, som han måske (!) elsker, vil forlade øen sammen med sin nye kæreste, samtidig med at hendes gamle kæreste vender hjem.

Begge har både en kirkelig og en ”almendannet” funktion. Johannes Vig er skolelærer og degn. Morten Falck er præst og fungerer ved flere lejligheder som læge. Begge er naturinteresserede. Johannes Vig især i fugle og dyreliv, mens Morten Falck botaniserer.

Begge er idealister og relativt varmhjertede. Johannes Vig tager sig af Annemaris uægte søn og lader en ugift servitrice, som er blevet gravid, bo hos sig. Morten Falck forsøger at skabe fordragelighed mellem danskere og grønlændere og forærer bøger til sin hjælpepræsts søn.

Begge er splittede i kærlighedslivet. Johannes har et uafklaret forhold til sin tidligere elev Annemari, som han skiftevis viger tilbage for og nærmer sig. Forholdet kompliceres yderligere af, at han er ven med hendes gamle kæreste, som hun ikke længere elsker. Desuden går Johannes i seng med rigmandsfruen Rigmor. Morten Falcks amourøse tanker drejer sig om ”Enken”, som han underviser i kristendom, men hvis tilnærmelser han afviser. Til sidst bliver de dog gift, men hun forlader ham kort tid efter for en anden. Desuden har Morten et platonisk forhold til købmandsfruen Haldora. Kort sagt: Hvor Johannes Vig realiserer forholdet til den gifte rigmandsfrue, men har et platonisk forhold til sin tidligere elev, så realiserer Morten Falck forholdet til sin elev, men har et platonisk forhold til den gifte rigmandsfrue.

Både Morten Falck og Johannes Vig er fordrukne.

Morten Falck går fra ædruelighed til ukontrolleret alkoholisme i løbet af sit ophold på Grønland, og hans fordrukkenhed skaber nogle gevaldige hændelser i plottet.

Johannes' druk giver sig ikke udslag i voldsomme handlinger, men peger på, at han ikke er så tilfreds med tilværelsen, som han foregiver.

Fordrukkenheden og det komplicerede kærlighedsliv peger på et andet træk, som de to romanfigurer har til fælles: deres medskyld, idealismen til trods, i de tragiske hændelser. Dog må man her indskyde, at der fortælleteknisk er markant forskel på de to bøger. ”Profeterne i Evighedsfjorden” er fortalt i tredje person, primært med Mortens perspektiv. ”Løgneren” er en dagbogsroman, fortalt af Johannes selv.

Den anses for at være et skoleeksempel på en upålidelig fortællerstemme, da Johannes viser sig at være en løgnagtig kronikør. Han er formentlig mere involveret i Annemaris kærlighedsliv, end han selv bekender. Og han er måske medskyldig i en drukneulykke, fordi han opfordrede de unge fyre til at sejle ud i hårdt vejr, muligvis fordi han håbede, at Annemaris kæreste ville drukne.

”Profeterne i Evighedsfjorden” er teknisk set en mere ”pålidelig” fortælling. Men der er et langt kapitel, hvori Morten Falck optræder som dagbogsfortæller, og her virker han mindst lige så upålidelig som Johannes. Så dels er der faktisk et sammenligneligt fortællerforhold, dels er Leines tredjepersonsfortæller så tæt på sin hovedperson, at nogle af de samme dilemmaer som den upålidelige fortællers viser sig.

Mortens idealisme bliver nemlig kontrasteret af hans handlinger. For eksempel er han skyld i, at købmandens hus brænder, hvorfor hans beundrede købmandsfrue får brandsår og halvt mister forstanden. Ligesom der er en spænding mellem Johannes' ord og gerninger, er der en spænding mellem Mortens fromme tanker og de brutale handlinger, han ret beset medvirker til.

Man kan sige, at Leines bog er en videreudvikling af typen Johannes Vig. I ”Profeterne i Evighedsfjorden” er han blevet til en ulykkesfugl, hvis hjertets renhed står i skarp kontrast til de materielle og åndelige skader, han forvolder. Og det klæder ham faktisk, synes jeg, at få mere og tydeligere snavs på hænderne. Hvor Johannes Vig er kølig, intellektuel, rationel, er Morten Falck lidenskabelig. Hans splittelse mellem den gode vilje og den onde handling er prægnant.

”Løgneren” er kortere end Leines bog og centreret om portrættet af den svigefulde elsker, der mest af alt svigter sig selv.

”Profeterne i Evighedsfjorden” er ude i et mere bombastisk ærinde, blandt andet beskrivelsen af Grønland i 1700-tallet og spændingerne mellem danskerne og grønlænderne. Det er klart, at man kan bruge flere sider på at beskrive disse ”store” hændelser. Men det er også klart, synes jeg, at bogen primært er en historie om en splittet mand, en falden idealist, en ”Løgneren”s arving.

Forfatter Kim Leine.