Det var en koncert i Radiohuset, der ændrede min musiksmag. Vi havde fået koncertbilletterne af en ven, der alligevel ikke kunne komme. Og sådan sad min kæreste og jeg pludselig i koncertsalen en dag, hvor programmet blandt andet bød på Igor Stravinskys ”Le sacre du printemps”.
Det må have været i 1983, da jeg selv var 22 år. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. For min egen musiksmag var ret konservativ dengang. Jeg var vokset op med klassisk musik gennem min mor i Norge, og jeg kan stadig huske, hvordan hun sad ved klaveret og spillede Schubert og Grieg. Men selv var jeg mest til Bach.
Indimellem kunne jeg også godt høre Mozart, men det var Bach, jeg brugte timevis på at lytte til dagligt, efter at jeg var flyttet til København. Dengang arbejdede jeg som sygehjælper på et plejehjem, og når jeg havde fri, levede jeg en ret isoleret tilværelse, hvor jeg sad derhjemme og lyttede til Bachs orgelmusik og messer, mens jeg læste i en stor bog om musik.
Efterhånden havde jeg også selv en samling på over 100 kassettebånd med Bach-musik, som jeg plejede at låne som plader på Frederiksberg Bibliotek, inden jeg overspillede dem til kassettebånd derhjemme.
Men koncerten kom til at sende mig fra al barokmusikken fra 1700-tallet direkte ind i det 20. århundrede. For jeg blev blæst væk af Stravinsky. Det var vildere end at være til en rockkoncert, og jeg kan stadig huske, hvordan det påvirkede mig at se, hvordan musikernes voldsomme bevægelser bølgede gennem orkestret.
Bachs barokmusik er guddommelig, men på en måde også renset for alt menneskeligt. Og det er derfor en lidt kold og overjordisk oplevelse at lytte til Bach. Det er derfor heller ikke for ingenting, at mange autister elsker Bach. Men Stravinskys vilde musik er derimod fuld af spor af Stravinskys egen personlighed.
Og jeg syntes, at hans musik var medrivende på samme måde som den rockmusik, som jeg også lyttede til dengang. Men mens jeg lyttede til klassisk musik på grund af de forfinede tonearter, var rock mere en følelseseksplosion for mig. Men Stravinsky repræsenterede det bedste i begge lejre med sin musik, selvom den blev skabt, inden rocken kom til.
Stravinsky var måske nok til gengæld inspireret af jazz, men når man kender rock, minder Stravinsky også om den, for hans musik er også meget rytmisk med markant slagtøj.
Og sådan blev Stravinsky min vej ind i hele den modernistiske musik. Det er sjovt, at min musiksmag er blevet modernistisk, for jeg er nok stadig mere konservativ, når det kommer til litteratur, selvom jeg selv lever af at skrive nye bøger. Men når jeg er færdig med at skrive ved 12-13-tiden, elsker jeg nu at rense hjernen med Stravinsky.
Jeg har blandt andet en boks med hans samlede værker, som han selv har dirigeret. Og mens ”Le sacre du printemps” åbnede mine ører for Stravinsky, er det med tiden blevet hans ”Salmesymfoni”, der er blevet mit absolutte yndlingsværk.
Og hvis jeg skulle anbefale andre et sted at starte med at lytte til Stravinsky, ville jeg også anbefale ”Salmesymfonien”. Det er hans dybeste værk, synes jeg, som man kan blive ved med at lytte til.