Prøv avisen

Kina - en kongfuziansk koncern

En politibetjent holder øje med dele af det olympiske område i Beijing. – Foto: Gil Cohen Magen.

Flemming Ytzens bog om OL-aktuelle Kina er god at blive klog af. Man bliver forvirret, men på et højere plan

Umiddelbart er det svært at finde den røde tråd i journalisten Flemming Ytzens bog "Supermagten Kina mirakel eller mareridt". Men ved nærmere eftertanke er det måske også meningen med det hele. Det er et kalejdoskopisk indblik i det moderne kinesiske samfunds kompleksitet, og bogen tager afsæt i forfatterens mange besøg gennem tre årtier, både på det kinesiske fastland og i Taiwan.

Undervejs nikker man genkendende til fine beskrivelser af den økonomiske vækst, som Kina har oplevet i reformperioden, der netop i år fejrer 30-års jubilæum. Det er jo nærmest et mirakel, tænker man. For kort efter at ændre mening, når man læser om Kinas fangelejre, udbredte brug af dødsstraf eller de mange miljøkatastrofer som følge af den hæmningsløse vækst. Er det nærmere et mareridt?

Det er disse modsætninger, der gør Kina så svært begribeligt for vesterlændinge, og hvis det er bogens intention at skildre det, må man sige, at det lykkes ganske godt.

Så selvom denne spredehagls-tilgang til Kina efterlader læseren lettere forvirret, er bogen alligevel god at blive klog af. Man bliver forvirret på et højere plan. Det er en erfaren og moderat stemme, der her taler, og det kan der nok være brug for midt i ophidselsen over Kinas undertrykkelse i Tibet og tumulterne omkring OL-faklen.

Bogen skildrer for eksempel glimrende, hvordan kommunistpartiet i løbet af nul komma fem kunne vende sig fra Marx og Mao til den neoliberale økonom Milton Friedman, minimalstatens fader. I lighed med samtidige ledere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher meldte også den daværende kinesiske leder, Deng Xiaoping, sig under Friedmans faner. Dengs spindoktorer opfandt et slogan, der med ét slag gjorde op med årtiers partiproganda: "At blive rig er ærefuldt" hed det nu.

"Kommunistpartiets unge løver var ikke sene til at fatte den nye logik. Ikke bare havde de adgang til magtens hellige haller. Nu kunne de tilmed blive stenrige på at regere folkemasserne", skriver Ytzen.

Herefter følger et interessant indblik i, hvem der har nydt godt af væksten og nu sidder på en stor del af velstanden i Kina: Ni ud af ti af Kinas 20.000 rigeste er enten i familie med eller har tætte forbindelser til topfolk i parti- og statsapparatet.

Alligevel bakker en stor del af befolkningen tilsyneladende op om projektet. Hvordan kan det lade sig gøre at få 1,3 milliarder mennesker til at marchere i samlet flok, sådan som det sker lige nu i national harme over kritikken fra Vesten? Bogen har et oplysende afsnit om kongfuzianismen, Kinas mere end 2000 år gamle filosofi, der nu oplever en renæssance. Svaret skal måske findes her, for det handler først og fremmest om lydighed, over for forældre og over for kejseren/partiet. Ikke overraskende har kommunistpartiets ledere fået øje på det nyttige i denne filosofi. Kong Fuzi er atter på mode i Kina.

Forfatteren konkluderer, at Kina i dag i stigende grad styres som en kongfuziansk koncern. Der er mange ligheder mellem den måde, nutidens Kina regeres på, og den måde, en stor multinational koncern ledes på. Den ny middelklasse, nu op mod 200 millioner, er koncernens funktionærer, arbejderne og bønderne er producenterne. Direktionen er naturligvis kommunistpartiets politbureau.

Kapitlet om forbindelserne mellem Danmark og Kina er nok det, der stikker mest ud. Men man tilgiver det gerne, når man læser afsnittet om daværende statsminister Poul Hartlings og andre borgerliges næsten næsegruse beundring for formand Mao. Det var således ikke kun den danske venstrefløj, der var helt nede på knæ for Mao.

Flemming Ytzen: Supermagten Kina mirakel eller mareridt. 288 sider. 249 kroner. Politikens Forlag.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk

Foto: Gil Cohen Magen.