Hasardspil, ludere og druk er de vigtigste ting i den unge godsejersøn Fuguis liv. Lige indtil festen en dag er slut. Han har tabt hele formuen og al familiens jord og må sige farvel til luksuslivet sammen med sin hustru og sine forældre.
Det nye liv i en simpel hytte føles som verdens undergang, men bliver senere familiens redning.
Da Kinas kommunistiske parti tager magten over det store land, er det bestemt ingen fordel at være godsejer. Tværtimod. Mange bliver henrettet under Kulturrevolutionen, men Fugui overlever, fordi han er fattig. Så fattig, at han under den store hungersnød må spise bark og rødder fra træerne. Så fattig, at han på et tidspunkt bliver tvunget til at give sin døvstumme datter væk for at få råd til at sende sin eneste søn i skole.
”At leve” er en fængslende fortælling om en godsejersøn, der bliver forvandlet til en godhjertet bonde. Hans anstrengelser for at overleve symboliserer de store lidelser, den kinesiske befolkning har gennemgået i forbindelse med kommunistpartiets etablering af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949 og ikke mindst i årene efter.
Yu Hua er en af Kinas største og mest omdiskuterede forfattere, og hans mesterværk ”At leve” fra 1993 er med god grund blevet en moderne klassiker. Mange kender titlen fra Zhang Yimous filmatisering, som blev gjort ulovlig i Kina, til trods for at den er mindre kritisk end romanen.
Maos kulturrevolution har ødelagt millioner af menneskers liv, og det er stadig et meget kontroversielt emne, fordi det fortsat er det samme parti, der sidder tungt på magten i landet. Flere af Yu Huas værker er forbudte i Kina, men han formår også, lige som sine kolleger Mo Yan (der modtog Nobelprisen i litteratur i 2012) og Yan Lianke, at skrive kritisk om sit fædreland uden at gå over den usynlige grænse for, hvad regimets censur kan acceptere.
Han kritiserer ikke direkte Kinas kommunistparti, men viser med sine stærke billeder af absurde hverdagssituationer, hvor korrupt og meningsløst systemet kan være. For eksempel under hungersnøden, hvor landsbyens leder hjælper med at udrede en strid om en gammel kartoffel. Han deler kartoflen i to stykker. Det ene stykke er større end det andet, så han skærer et lille stykke af, som han putter i sin egen lomme, mens de stridende parter får to lige store stykker.
Kinas kommunistparti er indbegrebet af korruption, og selvom den nuværende præsident, Xi Jinping, har iværksat en omfattende antikorruptionskampagne, er partiet stadig hævet over landets domstole. Derfor er bestikkelse ofte en forudsætning for, at kinesere kan få deres barn i skole, komme i betragtning til job i staten eller blive opereret på hospitalet.
”At leve” er en smuk titel, som er valgt på dansk, fordi den er kendt fra filmen. Men den kinesiske titel ”Huozhe” kan også oversættes til ”At være levende”, og det er faktisk mere retvisende. For romanen handler i højere grad om at overvinde døden end blot at leve livet.
Yu Hua bruger ikke store tillægsord, men romanen er meget rørende, fordi man som læser kommer tæt på de store følelser, der må være i enhver forælder, der bliver tvunget til at vælge imellem sine to børn.
Som danskere kan vi sagtens sætte os ind i de svære dilemmaer, som hovedpersonen bliver stillet over for, men der er også elementer, som er kulturelt betingede. For eksempel er individet langt mere fremtrædende i vores kultur end i Kina, hvor familiens samlede ve og vel går forud for individets.
Romanen skildrer også den særlige kinesiske kynisme, som ofte springer i øjnene på udlændinge, der kommer til Kina for første gang. Det kan for eksempel være i trafikken, hvor en tilskadekommen person kan ligge hjælpeløs på jorden, uden at nogen standser op og hjælper.
I romanen er der en scene, hvor hovedpersonen som soldat ligger i en skyttegrav og griner ad de andre soldater, som går rundt i bare tæer. Soldaterne er så optaget af at kæmpe om risrationerne, at de slet ikke opdager, at Fugui og hans makker stjæler deres sko. Skoene bruges som optænding til bålet, hvor de koger ris. Historien og ikke mindst Kulturrevolutionen har lært kineserne, at de skal passe sig selv og den nærmeste familie. Resultatet er, at der i det kinesiske samfund mangler den usynlige lim, som binder mennesker sammen, selvom de ikke kender hinanden. Det et spørgsmål om overlevelse.
kultur@k.dk