Kinesisk oscar-drama viser, hvor meget man i kærlighed er villig til at ofre for den anden

"Beskytteren” portrætterer en ondsindet mobbekultur og dens grusomme konsekvenser. Og så viser den noget af smukkeste ved mennesker, der holder af hinanden: offervilligheden

Kinesisk oscar-drama viser, hvor meget man i kærlighed er villig til at ofre for den anden

Den Hong Kong-baserede filminstruktør Derek Tsangs ”Beskytteren” var nomineret til internationalt bedste film ved Oscar-uddelingen i 2021, hvor den tabte til Thomas Vinterbergs ”Druk”. Til gengæld har den vundet 59 andre priser på festivaler verden over. Det er en rå og realistisk film, der portrætterer en barsk mobbekultur, der skal vise sig, ud over at være smertefuld, at blive rigtig farlig.

Faktisk skulle filmen have haft premiere på Berlinalen, den internationale filmfestival i Berlin, men de kinesiske myndigheder trak den tilbage, da den portrætterer et billede af Kina, de ikke ønskede at få vist. Filmen, der er baseret på virkelige hændelser, endte alligevel med at blive en kolossal succes og blev hovedårsag til, at man i Kina for alvor fik mobning sat på dagsordenen.

Filmen begynder med, at den unge elev Hu kaster sig ud fra en skolebygning og ned i døden. Chen, filmens hovedperson, den nådige, hjælper hende og tildækker hendes krop med sin jakke. De andre elever finder blot deres telefoner frem og begynder at dokumentere forløbet på sociale medier.

Den onde pigegruppe, som er direkte årsag til Hu’s selvmord, forholder sig ganske cool, køligt, til dødsfaldet, og selvom de lige har overværet et selvmord, der var foranlediget af deres mobning og chikane, udser de sig hurtigt Chen som deres nye offer. For, som der siges flere gange: enten mobber man, ellers bliver man selv mobbet. Det er barskt, og det gør ondt at se.

”Beskytteren” er en film, der i høj grad forsøger at tage socialt ansvar ved at sætte fokus på mobning og de mildest talt grusomme konsekvenser, det kan medføre. Filmen giver desuden et indblik i et kinesisk skolesystem, der er præget af strømlinet takt og tone og anonymiserende skoledragter. Dagene står på udenadslære og tests, og det er vigtigt for alle at befinde sig i toppen af karakterskalaen, så man enten kan bryde den sociale arv og løfte sin familie økonomisk eller bibeholde familiens ære.

En dag på vej hjem fra skole overværer Chen tre drenge, der forgriber sig voldeligt på en anden dreng. Chen ringer til politiet, men drengene opdager det og fører hende hen til den dreng, der ligger og vrider sig, som de lige har gennemtæsket. De tvinger hende til at kysse deres forslåede voldsoffer, Xiao Bei, nu hvor de er kærester. For det er de jo. Ellers ville hun ikke have ringet til politiet. Der opstår en alliance mellem dem. Han påtager sig at være hendes beskytter. Noget hun virkelig har brug for. For mobningen er blevet så grotesk, at hun er truet på livet. Der opstår et venskab mellem dem, der senere skal blive til et kærlighedsforhold.

Filmen bevæger sig mere og mere mod at blive en krimi-thriller. Der sker et uheld, og Chen og Xiao Bei trækkes gennem politiafhøringer og må tænke taktisk. Hvem skal bøde og påtage sig skylden, og hvad betyder det, at den ene er småkriminel, og den anden er mønsterelev?

Følelserne er portrætteret så ægte, at det gør knusende ondt, og der leveres en meget rørende skildring af, hvordan mennesker, der føler et oprigtigt bånd til hinanden, vil ofre sig for den anden. Under flere scener er det så godt som umuligt at holde tårerne tilbage, for råheden i det ydre og følsomheden mellem Chen og Xiao går lige i hjertet.

Filmen har et virkelig godt antimobnings-budskab. Desværre indeholder filmen en prolog og epilog om, hvordan man i Kina ministerielt har forholdt sig til mobning og forsøgt at afhjælpe problemet. Det er ærgerligt, for den del kommer til at stå som en slags reklamesøjle for en kampagne, og det fungerer ikke som en organisk del af selve filmen. Men budskabet er godt, og skal høres. Og det blev det.

Under visse scener dundrer violinerne lidt for insisterende derudaf, og det skaber en noget melodramatisk stemning. Alligevel er ”Beskytteren” en smuk og rørende film med et godt budskab. Den er klippet kreativt og har en æstetisk skøn kameraføring, der kommer tæt på de lidende ansigter på en måde, der overbeviser om ægtheden af deres smerte og følelser.

Beskytteren (Shaonian de ni). Instruktion: Derek Tsang. Medvirkende: Dongyu Zhou, Fang Yin, Jackson Yee m.fl. Kina, 2019. Spilletid: 135 minutter. Another World Entertainment. Havde premiere i Danmark den 11. august. Er månedens film i Cinemateket i København, hvor den vises til den 20. august. Vises desuden i Tobakken Bio i Esbjerg, Katuaq Bio i Nuuk, Glamsbjerg Biograf, Hundested Kino og Kulturbiografen Frysehuset i Holbæk.