Prøv avisen
4 stjerner

Shakespeares "King Lear" i nye klæder

4 stjerner
Ole Sørensens udgave af Shakespeares kong Lear er en forfængelig dramakonge – Foto: Teatret Møllen

Hans Rønnes ”King Lear” er en lille, vellykket forestilling, der zoomer ind på det nøgne menneske

”Den, der kun har lille forstand, må bære sin skæbne så godt, han kan.” Det er den store kong Lear, vi taler om. Shakespeares forblændede, gamle konge, der ikke kan se sine døtres sande farver fra sit høje selvfokus og må lide konsekvenserne.

I denne samproduktion af ”King Lear” mellem >>TEATRET og Teatret Møllen er instruktør Hans Rønne gået ganske frit til Shakespeares tragedieklassiker. Meget frit endda. Men heldigvis befriende frit. Det er handlingens mange, lange svinkeærinder, de har pillet fra, så det, der står tilbage, er kernen af karakteren Lear – en lille maggiterning af et stykke med kun to spillere og en musiker.

Resultatet er et både humoristisk og tragisk nærbillede tilsat moderne legesyge og ekkoer fra samtidens spilleform skruet ned i et 80 minutter langt hylster.

Her er ingen jarler, hertuger eller konger, Edgar eller Edmund. Persongalleriet består af Lear, hans nar og de tre døtre Goneril, Regan og Cordelia, som alle legemliggøres af bøjlehængte kjoler om nakken på Thomas Clausen Rønne.

Ole Sørensen er den gamle konge, der ikke bare kæmper med sine utaknemmelige døtre, men også med Gitte Baastrups stejle scenografi, en firkantet træstruktur, der knager faretruende under kongens vægt, når han trisser og tramper op og ned ad ramperne.

I smørhullet, i en en-mands-orkestergrav, sidder musiker Jullie Hjetland med skøn, klart klingende stemme, obskure akustiske og digitale instrumenter og strikketøj, som hun helt nonchalant arbejder på, når der ikke er brug for hendes musik.

Som en elizabethansk skjald skaber hun et ensomt, melodramatisk kor med digital sampling og en lyd, der bærer et nordisk præg. Men hvad skal hun der?

”Ser man kun sig selv, kan man måske slå sig selv ihjel,” profeterer hun og fortsætter ud i at forklare hovedpersonens følelser og motivationer. Effekten af hendes musik er smuk, men holdets bearbejdelse og formidling af historien er faktisk så klar og rørende, at hendes tilstedeværelse for så vidt er overflødig.

I det intime scenerum på en øvre etage i den gamle slotsvandmølle i Haderslev sidder vi så tæt på spillerne, at vi kan komme helt tæt på ham, det hele handler om.

Ole Sørensens Lear er en forfængelig dramakonge, der nyder selviscenesættelsen. Men han er også sød og godtroende, en hjemløs stakkel og et universelt billede på en sårbar, ældre mand, der ikke længere kan finde sit fodfæste eller eksistensberettigelse i en verden, han ikke længere kender eller kan indvirke på. Vi ler ad ham, både af medynk og af ægte henrykkelse over hans excentriske jeg.

Fortællingen og humoren bæres kyndigt ind på scenen af Thomas Clausen Rønne, der hvirvler rundt i forskellige roller og blander moderne genstande ind på må og få. En trolleykuffert, en vasketøjskurv, en støvsuger.

Der er nogle mærkværdige greb iblandt, men man må også anerkende legesygen og trangen til gøre anderledes. Det underligste er, at det fungerer. At vi faktisk ser krigen mellem søstrene udspillet i de tre vidt forskellige kjoler.

Hans Rønnes ”King Lear” er en lille, vellykket forestilling, der giver kongen nyt tøj på og zoomer ind på mennesket, det nøgne tobenede dyr.