Prøv avisen
Kunst

Per Kirkeby giver med stenene i Silkeborg stafetten videre

5 stjerner
Det er Per Kirkeby selv, der med sin faste assistent Arne Fremmich har udvalgt et antal skulpturer, det gav mening at genskabe efter hans død. Her ses ”London 1986” fra oven.

Den stærkt seværdige Per Kirkeby-udstilling ”Maskiner for lys og skygge” på Museum Jorn er på en gang et overflødighedshorn og et råb i ørkenen

Museum Jorn i Silkeborg skal nok snart lede efter et nyt navn, for fremover rummer det en væsentlig samling af Per Kirkebys arkivalier, skitsebøger, tegninger med videre doneret af kunstneren selv, inden han døde i år. Per Kirkebys 80-årsfødselsdag fejres med udstillingen ”Maskiner for lys og skygge”, der viser murstensbyggeri i fuld skala inden døre og en eminent udstilling af skitsetegninger og -bøger præsenteret i montrer.

Udstillingens omfang viser, at det ikke er en tilfældig gøgeunge, der er landet i Silkeborgs idylliske rede. Hvordan de to verdenskunstnere Jorn og Kirkeby kommer til at leve i museet fremover, bliver spændende at følge.

For publikum netop nu er det blot en gevinst. Vi får de to væsentligste danske kunstnere i anden halvdel af det 20. århundrede at se. Asger Jorn som klangbund for den nye Per Kirkeby-udstilling af tonsvis af mursten, der både har syntes svært tilgængelige som skulpturer for mange, men også har en enestående appel i det offentlige rum, hvor de står i mange byrum rundtomkring i Europa.

Har man været på Louisiana i Humlebæk med toget, husker de fleste nok passageværket uden tag, et stort rødt monolitisk byggeri, der har sin helt egen atmosfære. Mursten forandrer verden, de er kommet for at blive, blot ikke i Silkeborg, hvor de mange skulpturer af røde og gule sten blot er midlertidige skabt til udstillingen. For det er et udvalg af hen ved 70 murstensskulpturer, der tidligere og i andre sammenhænge har været opført inden døre, derfor titler som ”Paris”, ”Essen”, ”London” og ”Nantes”. Det er smukt og bevægende gjort, og murerarbejdet giver os en fornemmelse af langsomhed og omhu med detaljen i de geometrisk stærke former.

Det er en taktil oplevelse, man kan sætte sig på kunsten, røre eller bare gå gennem buer og langs mure og vægge. Stenskulpturerne har en varme og glød, der matcher gulvenes og museets trækvaliteter. Ydermure bliver til indre rum.

Det er også en imponerende samling værker at være tæt på.

Han har gjort det før gennem sin levetid, Per Kirkeby, at stable sten på sten til en stele eller et hus. Første gang midt i 1960’erne uden mørtel i et kælderlokale i Holbergsgade i København, senere eksempelvis på den store udstilling på Tate i London, hvor hans store malerier blev placeret over for en enorm rød murstensskulptur. Nogle husker vel også kunstmuseet Arkens åbning i sin tid, hvor et murstensværk forbandt rummet ind til Kirkeby-billederne. På flere måder er det et interessant greb at lade stenene indgå i en slags retrospektiv fremvisning. De lokale murerfirmaer, der har arbejdet gennem den varme sommer, har løftet en stor opgave.

Det er Per Kirkeby selv, der med sin faste assistent Arne Fremmich har udvalgt et antal skulpturer, det gav mening at genskabe efter hans død. Den beslutning er for så vidt forståelig, men danner også et sært rum i rummet. En slags efterklang af noget, der har været, og som nu er genopført i en anden sammenhæng.

Skulpturen er blevet genkontekstualiseret med et fint ord. Skulpturrækken til Essen var for eksempel Kirkebys gennembrud til det internationale i 1977. Men der var ikke mange, der kunne forstå eller lide skulpturerne. Men han blev ved. Og ved.

På et foto fra dengang stod han selv og lagde sten sammen med en murermester. Han kørte mørtel. Og han blev ved.

Den autenticitet er naturligvis ikke til stede mere. Efterhånden blev arbejdsgangene og håndværket udført af faglærte. Men er skulpturerne blot idéer? Ville man kunne leve med, at arkitekten Jørn Utzons ikke realiserede bygning til Silkeborg Kunstmuseum, som Asger Jorn engang bestilte, blev opført i dag? Uden at kunstneren eller arkitekten vidste noget om den kontekst, der nu gjaldt på stedet, er det svært at forestille sig.

Per Kirkebys fineste murstensskulpturer er måske det ruinøse prøvefelt ved hans atelier på Læsø. De bueværker og platforme forgår, men de er smukke at vende tilbage til som en gammel landhave, der passer sig selv.

Måske giver det mening at genopføre værkerne hist og her uden anden originalitet end henvisningen til den oprindelige skulptur. I så fald ligger originaliteten i idéen med skulpturen, og autenticiteten udebliver. Vi mærker kun tiden som et strejf eller midlertidig opholdstilladelse. Der mangler ”grounding”. Per Kirkeby selv elskede ornamentet og gentagelsen, og han har med stenene i Silkeborg givet stafetten videre. Maskinerne producerer lys og skygge på fornemste vis, og det er værd at opholde sig i den tidslomme.

Men der er en form for desperation til stede i den ekspressive og ekspanderende kunstners murstensværker, som de står der en suite i Museum Jorn. På en gang et overflødighedshorn og et råb i ørkenen.

Per Kirkeby-udstillingen på Museum Jorn rummer tonsvis af mursten. Her er det ”Nantes 1995”. Foto: Museum Jorn.
Her ses ”London 1986” fra siden.