Kirkeby i meget lange baner

Overmenneskelig præsentation på Museum Jorn i Silkeborg, hvor Per Kirkebys raderede livsværk nu vises

Museum Jorn - der for tiden hedder Museum Kirkeby - har valgt at udstille hele det grafiske værk, 1200 blade i alt. Foto fra udstillingen.
Museum Jorn - der for tiden hedder Museum Kirkeby - har valgt at udstille hele det grafiske værk, 1200 blade i alt. Foto fra udstillingen.

Museum Jorn, alias Jornmuseet i Silkeborg, har valgt de næste tre måneder at kalde sig Museum Kirkeby. Det er selvfølgelig noget pjat - at gå for langt i forsøget på selvpromovering. På den anden side er museet for tiden mere end fuldt af Per Kirkeby (født 1938), nærmere bestemt hans raderinger, hans livsværk, som det kaldes.

Postulatet er, at Kirkeby raderer, før han maler, måske først og fremmest er grafiker - at malerierne er kommet til som en sidegevinst i forhold til de indsigter, der er vundet ved det møjsommelige arbejde med nålen og kobberpladen.

Museum Jorn ejer stort set hele Per Kirkebys grafiske værk, der løbende er indgået som donationer - dette omfatter også tilstandstryk, hvor kunstneren så at sige arbejder videre og dybere med det konkrete medium. Museet har udgivet andet bind af oeuvrekataloget i et samarbejde med et schweizisk-tysk forlag.

Første bind med værkerne frem til 1977 blev udarbejdet af John Hunov. Det tredje, der er up to date, er netop på vej - og det er ikke små bøger, der tales om. Det er tung luksus. Man mærker, at der er tale om en sværvægter.

Museum Jorn - altså for tiden Museum Kirkeby - har valgt at udstille hele det grafiske værk, 1200 blade, hvilket selvsagt er en umiddelbar publikumsdræber. Alene at skaffe så mange rammer er imponerende, men man kan jo spørge sig selv, om mindre ikke kunne have gjort det.

Man får altså i en voldsom bredde præsenteret de faser, Kirkebys værk kan opdeles i. Fra de første eksperimenterende fra Eksskolen i København - over de grønlandske motiver - til de allersidste store formater.

Kirkeby deltog som ung geolog i Peary Land-ekspeditionen til det allernordligste Grønland. I stedet for at medbringe en tegneblok, havde han i sin bagage et antal kobberplader, der vistnok også er nyttige for geologer på ekspedition. Kirkeby raderede - og måtte vente med at se resultaterne, til han atter var hjemme ved trykpressen i København.

Dette er i sig selv så underligt for en nutid, hvor selv film ikke skal fremkaldes, men resultatet foreligger i samme øjeblik, man har opfanget et motiv. Under disse forhold kunne Kirkeby finde på også at bruge bagsiderne af pladerne, der egentlig ikke var egnede til radering.

Det gav nye udtryk. Dette og genbrugen af gamle plader viser afgørende og vigtige arbejdsteknikker for Kirkeby. Han reflekterer således over allerede udført arbejde, sin kunstneriske fortid. Værket bringes ikke til ophør.

En ny fase indtræder omkring 1980, da han deltager i Biennalen i Venedig, og da Kirkeby bliver professor ved Akademiet i Karlsruhe. Her begynder han også at blande teknikker, hvorved han opøver en evne til nærmest at male på trykpladen - samtidig med at han raderer i den.

Det kræver de bedst mulige trykkerier, og det får han. Med disse nye muligheder følger nye motiver, som eksempelvis hulen, men også udviklingen af en række prototyper, der kommer til at gå igen og blive norm og enhed i det grafiske værk, nogle klare krystallinske former. Det er en måde at systematisere udtrykket på.

De mindre og ældste blade er vist i museets ældre del, mens de store værker ydes retfærdighed ved at hænge i de store sale i den nye fløj. Nu kommer der mere farve på, og formaterne eskalerer til grafiske værker, der må være krævende for både kunstner og trykker.

Man begynder at føle sig mere hjemme med den Kirkeby, vi kender fra malerierne. Og dog. Feltbogen viser, at Kirkeby stadig bruger kobberpladen som tegneblok - skønt han nu i høj grad blander teknikker og ligefrem i visse tilfælde som i Brorsonbogen trykker i højtryk, altså omvendt tryk, hvilket giver et helt andet udtryk.

Man bliver mat og træt i knæene og i øjnene af de mange værker. Det kommer til at virke som en demonstration af, hvor meget man råder over.

Videnskab og formidling består imidlertid til dels af at skabe synteser på dele af store mængder af data. Når nu hele værket snart kan ses og studeres i de store kataloger, virker det overdrevet at sætte hele museet på en slags standby i tre måneder.

Det skal siges, at museet også kommer publikum - herunder det yngre - i møde med præsentation af de grundlæggende grafiske teknikker og ligefrem med et trykkeri, hvor man selv kan betjene trykpressen.

På en måde er Silkeborg i tre måneder verdensby med verdenskunst, men det gør jo ikke en metropol. Der er en forvridning i proportionerne i dette projekt. Udstillingen er sådan set god og meget oplysende, men ikke ligefrem indbydende. Den er nok mest for Kirkebys fans. Og først og fremmest: Stor.