Prøv avisen

Per Kirkeby og det ganske særlige forhold til Læsø

Den lille Læsø Kunsthal viser stor kunst på sæsonens udstilling, der er helliget Per Kirkeby-værker med forbindelse til øen. De udstillede værker fanger stedets ånd og minder om, at gode udstillinger ikke altid behøver at være store udstyrsstykker, skriver Mai Misfeldt

Jeg er på vej til Læsø for at besøge Læsø Kunsthal, der netop har åbnet sæsonens udstilling, ”Per Kirkeby på Læsø”. Når man ser ned fra det lille fly med afgang fra Roskilde Lufthavn, kan man ikke undgå at tænke, at det giver virkelig god mening at se landet fra oven som en opvarmning til Kirkebys værker.

For det handler dybest set om strukturer og teksturer, både når man ser på landskaber, og når man ser på malerier. Her ligger landet som en stor mangefarvet mosaik, hvor svampede lysegrønne felter afløses af blidt stribet okker og mørkere, tørre forma-tioner af skov.

Lige linjer, linjer, der snor sig, husenes mønstre, trampoliners punktummer. Så kommer havet, med hvide spytbrus, der trækker lange strimede spor i sin helt egen version af et Agnes Martin-maleri.

Læsø Kunsthal ligger i Østerby Havn, som netop er mere havn end by, og som må være et meget stille sted om vinteren. Nu er der turister, ikke så mange som der plejer dog, ”her er stille”, siger de hos købmanden, men der er alligevel gang i den hos Thorsen Fisk, hvor man både kan få fish and chips og Læsø-specialiteten friske hummere.

Kunsthallen er oprindeligt en gammel smedje, en klassisk hvid bygning, som netop er blevet renoveret, blandt andet er alle vinduer muret til. Det ser smukt ud med den stramme hvide form, en skulptur i sig selv. På fronten står der Læsø Kunsthal over den brede metaldør, men intet andet overflødigt forstyrrer formen. Selv de to mere end tre meter lange bænke med træ skåret i et stykke, der står foran bygningen, er tænkt ind i helheden. Og planen er nu at sætte bænken i produktion: Læsø-Bænken, lavet af lokale håndværkere.

Jon Eirik Lundberg er en mand, der sætter ting i gang her på øen. Han, der kommer fra Norge og endte på Læsø, fordi hans filosofiprofessor boede her, og har drevet kunsthal her på Læsø siden 2012. Den nuværende version i smedjen blev stiftet i 2015. Det er en selvejende institution, der blandt andet har galleristen Tom Christoffersen i bestyrelsen. Kunsthallen har én fast samling: Da han i sin tid kom til øen, hørte Jon Eirik Lundberg historien om den lokale kunstner Erik Sparre (1936-2008).

Som ung havde han søgt på Akademiet, men kom ikke ind, og han endte som klejnsmed på Læsø. Han udstillede aldrig og nægtede at sælge eller producere på bestilling. Jon Eirik Lundberg fik de værker, han ikke havde foræret bort, af enken. Den lille samling vises i et rum ovenpå, mens hovedrummet er forbeholdt den årlige udstilling og også bliver brugt, når Danmarks mindste litteraturfestival afholdes her på stedet den 15.-16. juli.

Ordet hal kan godt give associationer til noget meget stort, men Læsø Kunsthal er en ganske lille hal. Udstillingen af Per Kirkebys værker er heller ikke en stor udstilling, men et koncentreret udvalg af arbejder, som Kirkeby har skabt på Læsø hen over årene. Det tidligste er en gouache fra 1987, det seneste en bronze fra 2010. Eller det vil sige, det seneste værk er slet ikke ankommet endnu. Det seneste værk er Per Kirkeby i gang med at færdiggøre.

Som man måske har læst i interviews, maler Per Kirkeby, der er fysisk svækket efter hjerneblødning og fald, ikke mere. Men på Læsø har han sit skulpturværksted, og der arbejdes der nu på en murstensskulptur, der dels skal fuldende udstillingen i kunsthallen, dels skal stå permanent et sted i området, formodentligt lige der, hvor fiskeindustrien møder det åbne vidtstrakte land. Det er en smuk tanke og egentlig underligt, at den ikke er tænkt før; selvfølgelig skal Læsø have en permanent skulptur af Per Kirkeby.

Per Kirkeby stiftede første gang bekendtskab med øen, da han i 1976-77 lavede sin kortfilm om Asger Jorn, som havde hus på øen. Et par år efter købte Per Kirkeby selv et hus, med tiden kom der stort atelier til, og det er på Læsø, at mange af hans store arbejder har taget form. Læsø er et af hans faste steder, både sommer og vinter har han opholdt sig her i lange perioder. Denne sommer er ingen undtagelse.

Udstillingens 21 værker spreder sig således over næsten 20 år, ligesom de materialemæssigt spreder sig fra gouacher på papir over små, lidt større og ganske store bronzer, tavlemalerier i det kendte format (Per Kirkebys allertidligste malerier blev malet på masonitplader med målene 122x122) og endeligt et stort, lykkeligt lysende maleri, ovenikøbet med titlen ”Læsø”, malet i 1997.

Ovenpå viser man to af Kirkebys film: Den om kollegaen Asger Jorn og filmen ”Geologi – er det egentlig videnskab?” fra 1980. Sidstnævnte foregår på Grønland, hvor Per Kirkeby har rejst meget. Når man ser landskabet på Læsø, bliver det også tydeligt, hvordan det i bevidstheden kan trække tråde til det grønlandske landskab. For kunstneren handler det om at se. Og at blive klar over, hvad man egentlig ser. Det lyder banalt, men det er reelt et større filosofisk spørgsmål.

Præmissen for de udstillede værker er, at de er blevet til på Læsø. Man kan jo ikke se på et værk, hvor det er blevet til. Indtryk kan lagre sig og først komme til udtryk et andet sted. Men man kan godt se naturen i værkerne. Som man altid har kunnet i Kirkebys værker, efter popmalerierne.

Per Kirkeby er kendt for at male over igen og igen, indtil billedet har taget over og er blevet sin egen natur. I det store solvarme cellemønstrede Læsø-billede, der visuelt set lyser hele kunsthallen op, kan man også se, at den gule farves intensitet kommer af, at der er andre farver, flere lag, nedenunder. I gouacherne er der ikke lag. De er båret af den hurtige beslutning, en hurtig håndbevægelse, lidt tøven her og der, men ingen reel fortrydelse er mulig, eller fortrydelsen må blive liggende fremme i al sin synlighed. Jeg ved ikke om Per Kirkeby har brugt dem som en form for visuelle noter, men jeg forestiller mig det. At det er noter om træstubbe og sansninger, en aflæsning af strukturer, i hvis registrering der selvfølgeligt indvæver sig andre referencer.

I midten af lokalet står de sortpatinerede bronzearbejder, som ud over at være i forskellige størrelser også viser, hvor forskelligt Kirkeby arbejder med bronzen. Værkerne kan tårne sig op, som et smuldrende, stenskridende fjeld, eller være mere plastiske, som man kender det fra den franske billedhugger Auguste Rodin (1840-1917). Den første gruppe er fragmenter i form af kropsdele, de er arbejdet op i gips, som for eksempel kan være iblandet tang, den anden gruppe, som er de små skulpturer, kunne jeg forestille mig oprindeligt var lavet i ler, og de har mere karakter af at være modeller, tredimensionale skitser til noget, der kunne blive.

Hvor bronzen er tung, er de fire tavlemalerier lette, her svæver de farvede strukturer som i et sort hav eller på en nattehimmel, netværker, fletværker, alle de forgreninger ude i naturen som inde i os selv. De har netop tavlens karakter af noget hurtigt nedkradset, noget, der kan viskes ud igen, og derfor også befriende let. Jeg tænker på Læsøs himmel, den måde, vejret skifter hurtigt på, så står en byge skråt ned, så er det ovre, lyset ruller hen over landskabet, der går hul, og det vælder ud, og så lukker skyerne sig igen. De store lyngklædte flader, den brede hvide strand med luftspejlinger, det svidende lys.

Det er en smuk udstilling, man viser på Læsø. Vi er blevet så vant til, at det skal være stort, store udstillinger. Det er en nydelse, at man ikke skal jage for ikke at gå glip af noget (det moderne menneskes største skræk), men simpelthen kan dvæle ved det kvalificerede valg, nogen har truffet for os. Se på billederne og figurerne hver især og i samspil.

Hvis man gerne vil læse noget af alt det, kunstneren Per Kirkeby har tænkt, så er der rig mulighed for det. I forhallen er der udstillet et stort udvalg af Per Kirkebys bøger, og heldigvis er en del også til salg, hans forfatterskab kan anbefales. Det er fragmenterede bøger, herligt idiosynkratiske overvejelser over livet og kunsten, kunsthistorien ikke mindst, som i alle fald har givet undertegnede den her momentane lykkefølelse af at få fat i en lille snip af noget, der er langt større. Til udstillingen hører i øvrigt også et læseværdigt katalog med tekster af billedkunstneren Erik Steffensen og kunsthistoriker Christian Gether.