Kirkegårde har, så langt han kan huske tilbage, virket dragende på historiker Klaus Bertelsen, og han ved præcis hvorfor. Men mere om det senere, for nu skal det først handle om historier fra hans bog ”Tavs som graven – udvalgte gravmæler fra 2. Verdenskrig på Aarhus Nordre og Vestre Kirkegård”, der netop er udkommet.
Vi mødes på bænken foran Vestre Kirkegårds store kapel. Klaus Bertelsen fremtryller termokaffe og dertilhørende mælk i en lille flaske med skruelåg. Sammen med et lydtæppe af intens fuglesang og alt det grønne, der omgiver os, understreger kaffen en fornemmelse af skovtur, og sådan er det også på andre af den store kirkegårds bænke, hvor mennesker sidder sammen som par eller enkeltvis denne majformiddag.
”Kirkegården er også de levendes have,” siger Klaus Bertelsen og pointerer dermed vigtigheden af at viderebringe de dødes historie til dem, der færdes på kirkegårdene. Det gør han som kirkegårdsrundviser meget ofte, og med sin nye bog har han sat sig for at nedskrive historier inspireret af gravsten, der alle knytter sig til Anden Verdenskrig.
Alene på Vestre Kirkegård er der 22 fredede grave over modstandsmænd og sammenlagt 895 grave for tyske, britiske og sovjetiske omkomne under Anden Verdenskrig. Bogen indeholder personlige historier bag repræsentativt udvalgte gravsten, for det har været vigtigt for Klaus Bertelsen at få hele paletten af krigsskæbner med. Fra de heltemodige, lokale frihedskæmpere til nogle af de russiske krigsfanger og tyske soldater, der kom til at ende deres dage i Aarhus-området.
Kriminalbetjent Arne Mikkelsen, født 1.9.1909, død 12.1 1945 i Buchenwald, sådan står der på den første gravsten, vi stopper op ved efter at have rejst os fra bænken og bevæget os ned i den sydlige ende af kirkegården. Stenen bærer også indskriptionen ”kæmp for alt hvad du har kært” samt endnu et navn, Maretha Mikkelsen, der døde i 1995, 50 år efter sin kriminalbetjent-mand.
Foran gravstenen står to potteplanter med lilla blomster og vidner om, at her jævnligt kommer besøgende forbi. Parrets søn Erik Mikkelsen bor i Aarhus, og han er den væsentligste årsag til, at Klaus Bertelsen i sin bog har kunnet berette om betjentens skæbne. I moderens gemmer fandt Erik Mikkelsen en scrapbog, hvori Maretha Mikkelsen omhyggeligt havde gemt hvert eneste bevis på sin mands liv i krigens sidste måneder. Fra hastigt nedkradsede sedler i forbindelse med politiets internering i september 1944 til et fladmast cigaretskod i de af hans private gemmer, som blev sendt til familien efter kremeringen af hans lig i koncentrationslejren Buchenwald i januar 1945.
”Hun har forstået betydningen af sorgbearbejdning, længe før det overhovedet var et anerkendt begreb inden for sundhedssektoren,” siger Klaus Bertelsen, der i bogen blandt andet skriver om det øjeblik, hvor Maretha og Arne Mikkelsen for sidste gang ser ind i hinandens øjne. Det sker, da den alarmerende nyhed om politiets internering når Maretha, og hun derefter hopper på sporvognen ned til politistationen i Aarhus’ centrum. Bygningen er bevogtet, så hun går ind i en bladkiosk i den samme hjørneejendom og kommer op i en førstesalslejlighed, hvorfra hun kan kigge direkte ind i politistationens kontorer. Der får hun øje på sin mand, vinker til ham og får et forsigtigt vink tilbage.
Tre dage senere skriver Arne Mikkelsen i sin kalender: ”Kl. 04.30 fra Aarhus H. Frøslev-Lejren Kl. 16.10”, og endnu tre dage senere skriver han et notat om, hvordan han som en af 287 mænd i ni vogne blev kørt til grænsen, hvorfra de vandrede ind i Tyskland. Senere beskrev han på samme kortfattede facon, hvordan turen gik videre til først Neuengamme og siden Buchenwald, hvor Arne Mikkelsen den 12. januar 1945 døde som følge af blodforgiftning.
Få skridt fra Arne Mikkelsens grav står en bautasten, der omtrent er lige så høj som en voksen mand. Her hviler en anden kriminalbetjent, nemlig Ejnar Sørensen, der i slutningen af krigen fungerede som gruppeleder for frihedskæmpere i Midtjylland og havde, ligesom sin københavnske pendant, Bent Faurschou Hviid, kaldet Flammen, adskillige stikkerlikvideringer på samvittigheden.
På stenen står hans dødsdag, den 20. september 1945, og Klaus Bertelsen skriver i sin bog om, hvordan Mikkelsen med sin tjenestepistol den dag tog sit eget liv i en bil lidt udenfor Lyngby. Historikeren citerer også et spørgsmål, som Ejnar Sørensen stillede til præsten Poul Borchsenius i 1944, efter han havde foretaget sin første likvidering af en stikker på Åboulevarden i Aarhus:
”De er jo Præst. Vil De svare mig paa et Spørgsmål? Er det forkert at skyde en Mand ned? Det var et Svin, et forbandet Svin, som bragte Ulykke over os. Selvfølgelig skulde han udryddes som det Skadedyr, han var. Men det er alligevel en mærkelig Fornemmelse at skyde et Menneske ned fra Baghold uden at give ham en Chance for at forsvare sig. Der er noget i mig, som er kommet i Uorden. Hvad mener De saa om det?”
Spørgsmålet refererer Klaus Bertelsen fra en samtale, der fandt sted i vinteren 1944 på en svensk herregård, hvor Borchsenius opholdt sig efter at have bragt danske jøder i sikkerhed, og her mødte han Ejnar Sørensen, der var flygtet til Sverige efter en likvidering. Præsten er citeret for at svare:
”Som en kristen Præst kan jeg sige Dem, at de har været på Guds Veje. Det er man altid, naar man gør sin Pligt, og jo tungere Pligten er, des mere kan man regne med Guds gode Hjælp og Tilgivelse.”
I samme område som Ejnar Sørensens grav står en anden meget stor gravsten trukket lidt tilbage mellem grønne buske. Her hviler modstandsmanden Georg Goritz Mørk Christiansen, der som 22-årig blev henrettet af tyskerne. Også hans historie er beskrevet i ”Tavs som graven”, men som nævnt er det langt fra kun danske frihedskæmpere, der har fået plads i bogen, og vi går derfor videre til et andet og ikke mindre imponerende gravsted.
”I ofrede Livet for Folkenes Frihed” står der over navnene Nikolaj Astavjers og Semen Sorokaletow og nedenunder ”Rejst af en Kreds af Kvinder i Aarhus 1946”. På stenen er indhugget hammer, segl og stjerne, og på gravstedet ligger der blandt en masse blomsterbuketter to næsten friske kranse fra henholdsvis byrådet i Aarhus og den lokale afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti, der vidner om, at det for nylig har været den 5. maj.
”Hvor er det fint at se de tegn på aktivitet,” siger Klaus Bertelsen og bøjer sig ned for at rette på kransenes bånd og fjerne et par visne kviste. Han har haft få officielle kilder at trække på til sin beskrivelse af de to russiske krigsfanger, som var henholdsvis lokomotivfører og skomager. Dog ved han, at Nikolaj Astjavers døde som 32-årig af akut koldbrand som følge af et svækket kredsøb, og at dødsårsagen for Semen Sorokaletow var hjertelammelse. Han ved også, at den kreds af kvinder, der samlede ind til russernes gravsten, alle boede i den samme karrè på Vestre Ringgade.
”Befolkningen i Aarhus og især organiserede DKP-medlemmer følte sig under krigen tilskyndede til at hjælpe nødstedte krigsfanger. De fleste tidligere tyske krigsfanger blev indkvarteret på en skole og på to missionshuse i Aarhus’ centrum, men der var også enkelte, der blev privat indkvarteret, og det er nærliggende at tro, at de to russere, der ligger her, har været privat indkvarteret i den samme karré som kvinderne bag gravstenen,” siger Klaus Bertelsen, inden vi trasker videre op mod den nordlige ende af kirkegården.
Her ligger et afsnit, hvor der hverken er opretstående gravsten eller blomster, men lange kolonner af stenplader med navne lagt direkte oven på græsset. Her hviler Robert Kasmikat sammen med 295 andre tyske soldater på den æreskirkegård for faldne soldater, som værnemagten indviede her i april 1945. Om Kasmikat beretter Klaus Bertelsen i sin bog, at han kom til ”flødeskumsfronten” i Danmark efter at have deltaget i hårde kampe på Østfronten, og at hans håb om at komme helskindet gennem krigen brat sluttede på en landevej nord for Aarhus tre uger før kapitulationen, hvor han blev skudt ned af danske modstandsfolk.
Ifølge Klaus Bertelsen er en kirkegård et oplagt rum for forsoning og øget forståelse for andre menneskers liv og historie, og det er blandt andet baggrunden for, at han har skrevet sin bog.
”På en kirkegård kan andres og egne valg og fravalg blive meget nærværende. Her kan vi træde et skridt tilbage og se på historien i en større helhed. Jeg ved, at mange efterkommere efter aktørerne i Anden Verdenskrig er vrede og forbitrede, men det er mit håb, at de og andre, gennem en tur på eksempelvis kirkegården her, kan forsone sig med historien,” siger han.
Og så til den lovede forklaring på Klaus Bertelsens glødende interesse for kirkegårde. Den handler om, at det forbudte drager.
”I min barndom tog min far og faster på en fast årlig udflugt til mine bedsteforældres gravsted på Rørbæk Kirkegård i Himmerland. Jeg så misundeligt til, hver gang de drog af sted med kranse, kaffe og blødt brød. Da jeg var 9-10 år tog jeg mod til mig og spurgte, om jeg måtte komme med. Nej, blev der, uden yderligre forklaring svaret. Lige der blev min interesse for kirkegårde vakt.”