»Kan et figentræ bære oliven?« er den usædvanlige titel på et lige så usædvanligt projekt - angiveligt det første af sin art i verden. Projektet er skabt af fem kunstnere, som i løbet af de kommende måneder i fem københavnske kirker vil vende op og ned på begrebet »kunst i Herrens hus«. Det gør de ved at give ny bud på moderne kirkeudsmykning.
Kirkerne, alle på Østerbro, er Frihavns Kirke, Davids Kirke, Hans Egedes Kirke, Lundehus Kirke og Taksigelseskirken, og de fem kunstnere bag de skiftende værker er Ruth Campau, Mikael Thejll, Helle Frøsig, Annette Harboe Flensburg og Leonard Forslund.
Gennem de kommende måneder vil i alt 15 skiftende udsmykninger - tre fra hver kunstner - blive åbenbaret for kirkegængerne. Ideen er at afprøve nye grænser mellem moderne kunst, menighed og kirkens religiøse rum.
Kvinden bag er kunsthistoriker og præst ved Davidskirken Anne-Mette Gravgaard, der for nogle år siden mødte billedkunstneren Ruth Campau. Her fandt hun genklang for sine ideer. Og de to gik i tænkeboks sammen.
- Det er nu fire år siden, vi første gang drøftede muligheden for at afprøve ny og midlertidig kunst i kirken. Siden har jeg arbejdet for at skabe interesse for projektet. Det har ikke været helt nemt at få ørenlyd i menighedsrådene, der tænker meget traditionelt. Men nu er det lykkedes, og det er jeg glad for, siger Anne-Mette Gravgaard, der tidligere har været landssekretær i Kirkefondet.
Hvor høj er kirkegængernes tolerancetærskel? Skal den pågældende kunstner nødvendigvis have et forhold til Gud, og er der plads til nytænkning, eller er det udelukkende den kristne lidelseshistorier som skal forkyndes gennem kirkens kunst?
- Det er spørgsmål, vi lægger op til gennem dialog mellem kunst, kirke og dens brugere, siger Ruth Campau, der selv er aktuel med udsmykningen »Fåreflokken« i Frihavns Kirke, hvor 50 kulørte lammeskind tilfældigt er lagt på stolene.
Præst ved Davidskirken provst Erik Balslev-Clausen har været »bagstopper« på projektet«. Kirkerummet og dets traditioner måtte ikke »lide overlast«. Gerne masser af nytænkning og kunst i nutidig form. Men ingen døde grise eller guldfisk i blendere. Kirkerummet er skabt til gudstjeneste, og den funktion skal kunsten stille sig til rådighed for, mener også Balslev-Clausen:
- Det her er jo temmelig grænseoverskridende, derfor var jeg også meget betænkelig i starten, men jeg er overordentlig tilfreds med resultatet. Kunstnerne har virkelig forstået at aflæse de enkelte rum og at komme i vital dialog med gudstjenesten og de kirkelige handlinger.
Forskriften er altså overholdt til punkt og prikke. Alligevel vil der nok være kirkegængere, der spærrer øjnene op. Blandt andet ved synet af Ruth Campaus uldne farveeksplosioner i det ellers hvide rum.
Ruth Campau går ind for, at kunsten passer til arkitekturen, men samtidig bidrager med flere betydningslag i samspil med de handlinger, der finder sted i rummet.
- Jeg arbejder primært med farver og symboler, siger Ruth Campau, der gerne ser den abstrakte kunst som udfordrer til kirkens traditionelt figurative udsmykninger. Udsmykninger, der efter hendes opfattelse langtfra altid lever op til et kunstnerisk kvalitetskrav.
Ingen af de fem kunstnere - alle repræsentanter for det nonfigurative - har særlige bånd til det kirkelige miljø. Men traditionerne holdes i hævd.
Alligevel vil den besøgende, der forestiller sig pæne små skilderier med grønne marker og brægende lam, nok blive slemt skuffet. Projektet har ført til overraskende samspil - endnu ikke til sammenstød - mellem kirkerum, brugere og det kunstneriske udtryk. Udtryk, som kirkegængere med et mere konservativt kunst- og kirkesyn formentlig må synke i småbidder.
- Det er ikke alle, der har lige let ved at acceptere lyserøde lammeskind på stolerækkerne og neonlys over alteret. Men kunst ligger i sin bedste form op til nytænkning og debat, siger Ruth Campau, der anfører, en at debat om nyt kunstsyn i folkekirken er en del af meningen med projektet.
Ruth Campau har til denne opgave taget udgangspunkt i en relieffrise af en fåreflok, der afgrænser kirkerum og kor.
- Frihavns Kirke har en ung menighed med mange børn - og omgangstonen er fri. Derfor turde jeg vælge, som jeg gjorde, fortæller Ruth Carmpau, der blev udfordret af det enkle, hvide kirkerum og af fåreflokken på frisen.
Hun havde trang til at tilføre rummet farver.
- Derfor tog jeg symbolikken op fra frisen og brugte kulørte lammeskind til installationen, som jeg kalder » Every Colour you are«. Den enkelte kirkegænger kan vælge sin egen farve: Sort, grøn, hvid, lyserød, blå, orange osv. Valget er frit, og symbolikken bidrager med endnu et betydningslag til installationen.
Ruth Campau fortæller, at hun fik ideen med lammeskindene en dag hun var til gudstjeneste i kirken.
- Det trak fra døren, og jeg tænkte, det ville være rart med et tæppe til at tage kulden og som også kunne gøre stolene lidt mere behagelige at sidde i.
Ruth Campau arbejdede videre med ideen, der førte til bestilling af 50 lammeskind. Ikke nok til alle kirkegængere i en fuld kirke, men mangel på skind har indtil dato ikke skabt de store problemer i den lille kirke.
- Det er, som om de kulørte lammeskind giver rummet et særligt liv, og jeg tror også, at skindene bliver brugt. Også uden for kirketid. Hver gang jeg slår et smut forbi, kan jeg se, de har holdt flyttedag. Det er dejligt at være vidne til, at de tanker, man som kunstner har gjort sig, også bliver modtaget af brugerne.