Prøv avisen

Kirkeministeren med den røde vision

Kirsten Kjærs to portrætter af Bodil Koch er malet i 1958 og findes i dag på Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup. – Foto fra bogen.

biografi Socialdemokraten Bodil Koch satte et langt større aftryk på dansk kirke- og kulturpolitik, end historieskrivningen hidtil har vist

Skulle verdens første kvindelige, socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch portrætteres med åbne eller lukkede øjne?

Det blev et stridspunkt mellem hende og kunstneren, Kirsten Kjær, som i 1958 malede et portræt med titlen "De lukkede øjne". Ministeren brød sig ikke om det og fik Kirsten Kjær til at male det om, så det nu kom til at hedde "Vision i rødt", hvor Bodil Koch iført en ildrød kjole kigger ud på beskueren.

Konflikten bruger seniorforsker Birgitte Possing som omdrejnings- og udgangspunkt for en ny, mangefacetteret portrætbog om netop Bodil Koch med titlen "Uden omsvøb".

Hun gør det til en selvstændig pointe, at bogen handler om en person, der på samme tid var udadvendt og indadvendt. Verbalt hårdtslående og sårbar. Strategisk tænkende og naiv. Troende og tvivlende.

Bodil Koch blev sammen med sin mand, professor Hal Koch, ikon for en hel generation, som skulle finde sine egne ben efter to ødelæggende verdenskrige. Hal Koch prægede især debatten med sin definition af demokrati som en vedvarende samtale, snarere end flertallets rå ret til at bestemme over mindretallet.

Og hans kone hvirvlede ind i samfundsdebatten allerede i slutningen af Anden Verdenskrig. Hun begyndte sammen med en gruppe andre kvinder "Danmarks tredje kvindebvægelse". Det var folkeoplysende møder, som skulle vække kvinderne til politisk engagement. Kvinderne havde fået stemmeretten i 1915, men siden var det alligevel ikke blevet til så meget. Under Anden Verdenskrig var kvindernes repræsentation i Folketinget nede under 1 procent!

Navnet på bevægelsen blev Folkevirke, og den kom også til at vække Bodil Kochs egen politiske karriere. Når hun kæmpede så hårdt for, at kvinder skulle engagere sig, var det vel egentlig rimeligt, at hun også selv gik ind i politik. Hun var aktiv i kampen for at sikre kvindelige teologer adgang til at blive præster, og i 1947 blev hun folketingskandidat for Socialdemokratiet.

I Herning-kredsen, hvor man mildt sagt var noget skeptisk over for den københavnske professorfrue.

Bodil Koch var imidlertid en glimrende taler, selvom hun nok i dag ville blive opfattet som vel patetisk. Hun betragtede det som nærmest en naturlov, at man som kristen måtte være socialdemokrat, skønt kristendom ellers ikke ligefrem gennemsyrede det socialdemokratiske partiprogram. Faktisk havde partiet slet ikke nogen formuleret kirkepolitik dengang. Det kom først i 1973, et år efter Bodil Kochs død, men i bogen tilskrives hun æren for, at det overhovedet skete.

Med hele 13 år som kirkeminister kom hun i praksis til at formulere den kirkepolitik, som ikke bare Socialdemokraterne, men i dag næsten alle partier forfægter. Nemlig at den folkekirkelige ordning skal holdes fast for at undgå, at den får en egen synode eller oh, ve! bliver politisk!

På Bodil Kochs tid handlede det om at undgå, at "de hellige" fik magt i kirken, så de for eksempel kunne afskaffe kvinders ret til præsteembeder. I dag fremfører kirkeminister Bertel Haarder fra Venstre samme forsvar for folkekirken for at undgå, at den begynder at udtale sig om politiske forhold.

I det hele taget er det påfaldende, så lidt den kirkepolitiske debat har ændret sig de sidste 50 år. Dengang som nu var forholdet mellem kirke og stat et centralt tema. Blandede staten sig for eksempel i kirkens indre anliggender, når regering og folketing bestemte, at kvinder kunne blive præster imod mange gejstliges ønske?

Bodil Koch blandede sig selv i meget andet end kirkepolitik. Hun var dybt optaget af udenrigspolitik, talte USA midt imod, talte imod atomoprustning og talte tidligt imod apartheid i Sydafrika. I det hele taget tilhørte hun Socialdemokratiets venstrefløj.

Efter de "lykkelige år" som kirkeminister blev hun i 1966 kulturminister, men for en kort tid, indtil VKR-regeringen tog over i 1968. Hun kom aldrig til at præge kulturpolitikken på samme måde, som hun havde gjort det med kirkepolitikken.

"Uden omsvøb" er en glimrende titel. Dels sagde hun som regel selv tingene ligeud, dels kommer bogen meget tæt på hendes og Hal Kochs liv. Også skyggesiderne som det til tider umådeholdne drikkeri, den årelange ægteskabelige krise og Bodil Kochs mindre sympatiske træk berøres. Som for eksempel hendes nedladende og arrogante optræden over for en pietistisk, amerikansk kvinde, der ledsagede hende og missionæren Gurli Vibe Jensen på en rejse til Afrika.

Det overordnede billede er imidlertid positivt. Forfatterens egen beundring og begejstring skinner tydeligt igennem, selvom Birgitte Possing hævder at være gået til opgaven med lige dele "åbenhed, undren og vagtsom skepsis".

Det er ikke helt lykkedes. For eksempel skinner Bodil Kochs syn på kvindesag, teologi og kirkepolitik tydeligt igennem. Missionsfolk beskrives næsten konsekvent som indadvendte, reaktionære mørkemænd ala Hans Kirks karikatur i "Fiskerne", "den tristeste samling mandfolk", mens de progressive, tolerante og udadvendte åbenbart altid findes på Bodil Kochs fløj.

Sprogligt er bogen for det meste veloplagt, men af og til føler man sig sat på skolebænken af en lovlig akademisk forfatter. Helt i den akademiske tradition er der et fyldigt kilde-, litteratur- og navneregister og ikke færre end 659 noter. Så skulle den sidste tvivl om, at her er tale om et videnskabeligt værk, vel være ryddet af vejen.

Grundigt er det, men alligevel kommer man ikke helt til bunds. Vi får ikke helt klarhed over, hvorfor "den største rigdom var den største smerte" for Bodil Koch. Hvad var det for en ensomhed, hun kæmpede med? Hvad skyldtes fortvivlelsen?

Ikke desto mindre må bogen i høj grad anbefales til alle, der vil lære en af efterkrigstidens store politiske og kirkelige personligheder bedre at kende. En feministisk, socialistisk, kristen kulturpersonlighed!

Desuden får læseren en samtidshistorie, som sætter vores egen, farveløse tid i relief. I dag er vi jo hverken sorte, hvide eller røde for den sags skyld!

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk