I en lang årrække var det mange steder sådan, at hvis kirken havde et ønske om i højere grad at hænge sammen med byen, måtte den selv række ud – til beboere, foreninger og institutioner. Som så enten ikke rigtig svarede eller satte betingelserne for, hvordan samarbejdet kunne gå for sig.
Den situation har i de senere år ændret sig markant. Kirken behøver ikke mere at stå med hatten i hånden, men derimod er det ofte kulturinstitutionerne og andre af byens aktører, som henvender sig til folkekirken, om det ikke kunne være fint at lave noget sammen.
Og min egen erfaring er, at der er højt til loftet i dialogen: Kirkerne må bestemt ikke nøjes med resterne fra de sekulære borde, men opfordres til at være udfarende med forslag, som stort set altid modtages med interesse eller endda entusiasme.
Måske er jeg uretfærdig, men det virker, som om dele af folkekirken enten ikke rigtig har opdaget dette skift eller ikke har særlig nemt ved at agere i det.
Drøftelser af kirkens og kristendommens rolle i de lokale sammenhænge har en tendens til at kredse om at iværksætte diverse tiltag, som kan have appel til den angiveligt store overvægt af danskere, der på eget initiativ ikke ønsker at bruge folkekirken eller kristendommen til noget.
Hurtigt bringer nogen den yderst bekymrende dåbsprocent på tale og opregner som løsningsmodeller eksperimenterende og frie gudstjenesteformer samt diverse familieaktiviteter. Set fra min stol er det paradoksale, at dåbsprocenten har det glimrende i midten af landets næststørste by, hvor sekulariseringen efter alle de kulturradikale teorier jo ellers skulle være helt dominerende på dette tidspunkt i verdenshistorien.
Dermed opstår en særlig art usamtidighed i folkekirkens forhold til befolkningen. Kirkerne iværksætter tiltag, som man formoder vil appellere til sekulære og kristendomskritiske mennesker, mens en stor del af befolkningen og kulturlivet søger kirkerne og sognegårdene, fordi man er optaget af det religiøse og nysgerrig i forhold til kristendom. En kristendom, man efter flere årtiers sammenbidt sekularisering ikke ved voldsomt meget om.
Således rækker folkekirken i et stort antal tilfælde ud på en måde, som går fejl af de mennesker, der rækker ud efter kirkerne og kristendommen. Et af de tydeligste eksempler var måske arrangementet ”Befri gudstjenesten”, som fandt sted i Aarhus for få år siden.
Her troede de involverede kirkefolk utvivlsomt, at man havde fundet Columbus-ægget: Hvis man i tilstrækkelig grad afkristner gudstjenesten og endda samarbejder med et angiveligt progressivt teater, vil den sekulære befolkning omsider få øjnene op for kirkens kvaliteter.
Problemet var bare, at folkestemningen allerede var vendt, og man ikke ønskede at få befriet gudstjenesten, men derimod gerne ville høre mere om, hvad gudstjeneste og kristendom egentlig er for noget.
Den mærkværdige tingenes tilstand er således, at indflydelsesrige kredse i folkekirken er optaget af at befri gudstjenesten, mens mange danskere ønsker at blive oplyst om og drøfte, hvad kristendom og gudstjeneste er, og dermed blive befriet fra religiøs uvidenhed og sekularisering.
For få år siden forelå resultatet af en større spørgeundersøgelse, der viste, at danskerne som en del af top tre på forventningslisten i forhold til folkekirken nævnte ”tradition”. Det svarer ganske til min egen erfaring. Efter fem års præstevirke har jeg endnu til gode at møde et dåbspar, som ikke jubler, når jeg fortæller dem, at gudstjenesterne i vores kirke er traditionelle i formen. Ligesom det er tilfældet med langt de fleste brudepar og efterladte: Det skal helst emme af tradition og genkendelighed.
Mens befolkningen i høj grad forventer tradition af folkekirken, er der ikke så få inden for murene, som ønsker at give folk alt muligt andet. Det er ikke i sig selv dette standpunkt, jeg her søger at sætte i relief, men at holdningen oftest følges med bemærkningen, at forandring er, hvad folk vil have, og som tiden kalder på.
Men hvorfor stille spørgsmål, hvis man ikke vil høre svaret?
I klummen Relief sætter sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.