Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirken får krop gennem konkrete tiltag

ESSAY : Anna Marie Aagaards nye bog er en forvirrende bog i positiv forstand

"Denne bog handler om kristen tro. Det er teologi, det drejer sig om. Ikke politiske analyser og kulturdebat", skriver Anna Marie Aagaard i forordet til sin nye bog. Det er aldeles præcist.

Det er længe siden, anmelderen har læst en så tætpakket teologisk bog. Der er højt til loftet, der er vide horisonter, og vi kommer langt omkring i løbet af bogens 248 sider. Men det er også på sin vis en opbyggelig bog, for den er, betoner Aagaard, "skrevet for dem, der ved, at de i omgivelsernes øjne står som trosvikarer", det vil sige dem, der er sig bevidst, at de så at sige tegner firmaet "kirken".

Til det formål mobiliserer Anna Marie Aagaard kirkens tro – ikke bare folkekirken. Vi er langt fra diskussioner om trosbekendelse og den slags. Det er de store teologer med de store ord, der kaldes i vidneskranken. Udgangspunktet eller baggrunden er nutidens usynlige kirker, som hun med sociologen Gracie Davie karakteriserer som tro uden tilhørsforhold. Men kirken må have krop, hvis den for alvor skal være kirke.

Det er ikke eksegetiske pindehuggerier, der optager Aagaard, men først og fremmest en udlægning af det billedsprog, der knytter sig til talen om Kristi legeme.

Hvad så med Bibelen? Med udgangspunkt i Johannes' Åbenbaring og allusioner til profeten Ezekiel lyder det formanende: "Slug bogen. Bliv gudsfortællingens krop. Og gå så hen og fortæl Guds store gerninger." Her inddrages ikke blot en række af nutidens teologer, men også de kirkefædre som Anna Marie Aagaard gang på gang henter inspiration fra. I denne forbindelse er det Hilarius af Poitiers. Igen knyttes bibellæsning og gudstjenestepraksis sammen.

Aagaards formål er at befri beretningerne fra "tolkningsfællesskabernes tyranni", det vil sige fra den konsensus, som den herskende historisk-kritiske læsemåde er udtryk for. Det hedder næsten programmatisk: "Teologi får indhold af en gudsfortælling, der bliver forkyndt, sunget og bedt i offentlig tilgængelig gudstjeneste. Kirken får krop ved, at vi lovpriser Gud, beder, vasker synd af og spiser os til lighed med Kristus." Når Grundtvig ikke slår til, så må Aagaard ud i bredere økumeniske sammenhænge. Derfor inddrages ikke blot oldkirkens tænkere, men også den ortodokse kirkes liturgi.

Hvis man nu slår sig til tåls med, at vi står over for et nutidigt forsøg på at genoplive en kristen mystisk tradition, så bliver vi belært om noget ganske andet i afsnittet om "tilgivelse i politik". Det placerer de kristnes tale om tilgivelse i en helt nutidig kontekst. Her drejer det sig ikke blot om diskussionerne efter Anden Verdenskrig, men især om Desmond Tutu og forsoningskommisionen i Sydafrika og om pavens forsøg på udsoning ikke blot med jøderne, men også med den ortodokse kirke. Så igen: Kirken får krop gennem konkrete tiltag. Og igen er det ikke så meget teologernes redegørelser som liturgi og gudstjenesteformer, der inddrages. Vanskelighederne skjules ikke, men det understreges, at tilnærmelsen mellem katolikker og ortodokse begyndte med "kærlighed og tilgivelse".

Og så rundes der af med en mesterlig gennemgang af "dom og altings genoprettelse", hvor Johannes' Åbenbaring læses sammen med en nutidig film om emnet.

Selvfølgelig trækkes også her et par kirkefædre ind, denne gang Isak Syreren: "uudtømmelig og ubegrænset som den dømmende Guds kærligheder, vil den triumfere over ondskaben", og Jakob af Serug. Og dermed har Aagaard så taget afstand fra talen om dobbelt udgang, altså evig fortabelse for nogle, som blandt andet findes i Matthæus-evangeliet.

Det er en vidtspændende og i positiv forstand forvirrende bog, Anna Marie Aagaard har skrevet. Den er båret af en tro på Guds storhed og kærlighed, som forfatteren i rigt mål finder ikke blot i Bibelen, men også i kirkens forkyndelse og praksis. Kirken er den store kirke, og derfor inddrages forkyndere og teologer fra nær og fjern og alle tider. Det er er enormt materiale, som præsenteres. Læsningen af bogen er som at drikke åndelig champagne. Man er spændt på hvor meget, man kan huske, når man er blevet ædru igen. Men beruselsen undervejs ville man nødig have undværet.

Anna Marie Aagaard: Ånd har krop. 248 sider. 249 kroner. Forlaget Anis.

kultur@kristeligt-dagblad.dk