Kirken ved Gødstrup Hospital er en perle i en skal af beton

Kirken ved Gødstrup Hospital er en stilfærdig og stemningsfuld pause velegnet til bøn og eftertanke og udstyret med en kunstnerisk udsmykning, der rummer en række af kristendommens vigtigste fortællinger

Gødstrup Hospitalskirke er tegnet af arkitektfirmaet Friis & Molkte, der har samarbejdet med billedhuggeren Laila Westergaard om en kunstnerisk udsmykning, der er integreret i arkitekturen.
Gødstrup Hospitalskirke er tegnet af arkitektfirmaet Friis & Molkte, der har samarbejdet med billedhuggeren Laila Westergaard om en kunstnerisk udsmykning, der er integreret i arkitekturen. Foto: Henrik Helms.

Kirkerum kan tilbyde ro. Gødstrups Hospitalskirke gør i hvert fald. Ser man sig omkring på det nye hospitalsbyggeri uden for Herning, kan man få lyst til at kigge den anden vej. Indad. Ind i sig selv. Ind i kirkerummet.

Nyopførte bygninger – som nu Midtjyllands nye supersygehus – står ved ibrugtagningen sjældent klar, som de er tænkt på tegnebordet. Arkitektur tager tid. Tingene skal falde på plads, træer blive store og græs grønt. Det er arkitektens trøst.

Kigger man på renderinger – computertegninger, der er blevet forskønnet i en slags billedredigeringsprogram – af DNV Gødstrup, som hospitalet hedder, ser det ganske kønt og grønt ud. Den slags udsigt, man gerne vil lade øjnene finde glæde og håb i, hvis man er til undersøgelse på et sygehus, er indlagt eller på besøg.

Egentlig er forestillingen om naturens og skønhedens helende kraft gammel erfaring – og netop i disse år er en lang række af landets hospitaler ved at opgradere deres haveanlæg og udendørsområder.

Men lige nu – vinter eller ej – kunne det se ud, som om der er lange udsigter. Lige nu er kirken ene om at repræsentere trøsten – på arkitekturens vegne.

Den nye hospitalskirke er tegnet af Friis & Moltke, som morsomt nok har været den tegnestue, der har været blandt de mest kritiserede for en særlig dansk udgave af brutalisme: en videreudvikling af modernisme, der blev mere karsk og kontant. Kubiske byggerier og rå betonflader, der på godt og ondt og mest det sidste dannede forbillede for talrige etageejendomme og adskillige hoteller landet over.

I de tidlige, ofte solitært liggende byggerier havde Friis & Moltke et blik for fordelagtige placeringer af deres bygningskroppe i landskabet, fordi ikke alene er grønt godt for øjnene, men natur kan være godt for arkitektur, og foreningen af natur og bolig vederkvægende for mennesker.

I det berømte pionerbyggeri fra midten af 1960’erne – Hotel Lalok på Rømø – var der til og med græsbeplantning på taget, hvilket i en moderne dansk arkitektursammenhæng var forudseende. Og forskellige former for beplantning er der også omkring hospitalskirken og på kirkens tag, hvorpå korset ses på en forhøjning. Fra ankomstområdet – og oppe fra vinduerne i hospitalet.

Forhøjningen i taget har endnu en funktion. Stående i kirken kan man gennem et loftsvindue højt oppe se dagslyset og himlen og dermed en symbolsk fortælling om forbindelsen til Gud.

Videre inspirerende fremstår det nye hospital i Gødstrup vel indtil videre ikke – men følges planerne for disponering af det omgivende landskab, vil det med tiden få et grønt udtryk. I forgrunden ses kirkebygningen.
Videre inspirerende fremstår det nye hospital i Gødstrup vel indtil videre ikke – men følges planerne for disponering af det omgivende landskab, vil det med tiden få et grønt udtryk. I forgrunden ses kirkebygningen. Foto: Henrik Helms

Den nye kirke ligger som forbundet med en navlestreng til hospitalet.

Den stærkt integrerede, kunstneriske udsmykning er med til at vise vejen til det hellige helle, hvor man kan være sig selv alene eller sammen med andre i bøn og eftertænksomhed. Allerede ved hospitalets vandrehal og dermed passagen til kirken finder man en ledetråd, der først kan give associationer til en blodåre og siden til en gren, der optimistisk sætter skud.

Billedkunstneren bag denne og andre dele af hospitalskirkens omfattende udsmykning er Laila Westergaard. Laila Westergaard (født 1964) arbejder med sten og med ord og billeder i sten og har dermed på sin vis fornyet en meget gammel tradition i historien og i menneskets behov for at sætte sig spor.

Der er en særlig alvor i Laila Westergaards skulpturer, de indbyder til ophold og eftertanke, og hun har da blandt andet også skabt en række værker til sakrale steder som kirker og kirkegårde.

Den røde tråd leder ind i hospitalskirken, der i sig selv er et nøgternt og smukt rum med udsyn til verden udenfor, og det er, som om glaspartierne kan blive en bro for synet til det håb, der ligger i hverdagen. Blot lidt tid her endnu. Det er for tidligt at sige farvel. Der er så meget ...

Kapeller og kirkerum i hospitaler har brug for enkelthed i arkitekturen og klarhed i udsmykningen, for i hvert fald mange af de mennesker, der har deres gang i disse rum, kan være tynget på den ene side af bekymring eller sorg og på den anden side søge efter håbet. Også om at gå ud på den kedelige parkeringsplads eller tage bussen tilbage til Herning eller en af de andre byer i det midtvestlige Jylland, hvis indbyggere det nye hospital stundom skal helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade.

Sporet i gulvet bliver tydeligere, når man nærmer sig, bliver bredere og svulmende som en flod og flyder på et tidspunkt ud og ind i en skulptur forestillende et hjerte, der nok er af granit, men forekommer varmt og pulserende, og da også er kirkens døbefont. Som igen er forbundet med alterbordet og en altertavle, der rummer et livsbekræftende væld af Bibelens fortællinger grupperet omkring et kors.

Blandt de mange fortællinger er også nattescenen fra Getsemane Have, der måske kan få en ekstra betydning i en kirke ved et hospital, hvor pårørende undertiden våger, mens et familiemedlem, en ven, en kammerat måske er ved at blive opereret eller har været bedøvet og nu snart, om lidt, om ikke så længe vågner af narkosen og skal se, at man har været der for ham eller hende. Og så er man alligevel faldet i søvn af udmattelse og bekymring.

Der er en egen lethed over Gødstrup Hospitalskirke.

Ikke blot i kontrasten til det mere massive sygehusbyggeri.

Men fordi bygningen har en let, pavillonagtig karakter. Ud over adgangen fra hospitalet, der umiddelbart opleves som den vigtigste på grund af det hjertebånd, Laila Westergaard har mejslet i granitgulvet, kan man også komme ind udefra og der møde både beplantning og overdækkede rum i det fri, der kan være velegnet til private samtaler.

Trods bygningens overskuelige udstrækning rummer den ud over kirkesal med plads til 40 personer også en række andre, mere jordbundne faciliteter som toilet og tekøkken samt garderobe og kontor.