"Kirkekunst er vanskelig, for der er kun to muligheder. Enten bliver det mest kirke og meget lidt kunst, eller også bliver det meget kunst og næsten ingen kirke"!
Sådanne frostklare visdomsord udsagt med profetisk klarsyn af malerkunstneren Per Kirkeby her i avisen stiller man intet op imod uden en vis risiko for at virke arrogant. Men alligevel, behold hatten på og hænderne i lommen, så undgår man komplikationerne ved at holde den ene tings værdi op imod den andens.
Hvis en kunstner med forsæt søger bekvemmelighed ved at virke for og i kirken, og uden at projicere sin kunst helt og udelt i dens tjeneste, har den ingen gyldig plads i kirken. Eksemplerne herpå taler for sig selv og omfatter såvel bildende kunst som den musikalske. I specielt det sidste tilfælde er den romersk-katolske kirkes rummelighed uden sidestykke, og efter Andet Vatikankoncil er den musikalske side nærmest henvist til at være legeplads for velmenende amatører.
Særdeles pinligt i de tilfælde, hvor det har været påkrævet at skulle svare på spørgsmål fra professionelt sagkyndigt hold, og derfor nemmest for mig at gengive det svar, jeg selv modtog af nu afdøde biskop Theodor Suhr: "Det skal man ikke forvente nogen ændring på så længe liturgiens musik ikke interesserer den kirkelige øvrighed"!
Til gengæld for brugen af modersmålet og de til formålet tillempede musikalske eksperimenter har vi dog fortsat de eksempelløse bidrag fra tidligere tiders store kantorer, hvis messer og motetter ingen nok så beslutningsdygtig myndighed kan forvise til afkrogens glemsel. Havde man så bare turdet overtage den folkekirkelige danske messesang, hvis duelighed med et par enkelte korrektioner ville vise sig egnet, alene for de professionelle ophavsmænds kunnen og viden herom.
Det meste er nemlig "lånt" fra latinsangen, undertiden tone for tone, og redigeret hensigtsmæssigt til formålet. Og tak herfor til Laub, Jens Peter Larsen og Henrik Glahn, alle tjenere i Herrens vingård. Inden for den bildende kunst vil ingen bestride, at Carl-Henning Pedersens udsmykning i Ribe Domkirkes apsis er kunst, det er blot ikke kunst i kirkens tjeneste. Den peger på kunstneren selv uden mindste henvisning til noget kirkeligt rituelt eller et bibelsk emne. Kirkelig gavmildhed og rummelighed på godt og ondt.
Netop dette er dilemmaet, for hvem tør vurdere, om en kunstnerisk ydelse er kirkelig eller ikke? Selv Chagalls og Matisses bidrag til gudshuse diskuteres i dag. Kirken er jo ideel som protektor for kunst og musik, hvilket historien bekræfter.
Det ses også herhjemme, hvor nulevende malere, skulptører og komponister bekræfter antagelsen, og uden at legitimere sig som andet end kunstnere. Carl Nielsen blev af dansk kirkemusiks førstemand, Thomas Laub, dømt ude, han var "ikke barn af huset"! I Roskilde Domkirke oplevede vi den stille uges langfredagsgudstjeneste, der blev indledt med en prægtig passionsmotet af den spanske 1500-tals-mester Tomás Luiz da Victoria.
"Nåja," sagde choirmaster Kristian Olesen, "skrevet i 1920'erne af Thomas Laub!"
Jo, Kirkeby har ret, endda langt ud over, hvad han selv er klar over. Kirkekunst er vanskelig. Den giver kunstneren lang snor, men fordrer ubetinget tilkendegivelse af en holdning. Den meddeles af kunstneren i tjenerskikkelse. Som et kaldsanliggende.
Bernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen Post Scriptum bringes på denne plads hver anden uge.