Prøv avisen
Sang&salmer

Kirkesang er fælles sang

"Vi må insistere på, både i Luthers og i Grundtvigs ånd, at vi synger sammen," skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted. Foto: Leif Tuxen

Pop- og solistsangene er i stigende grad på vej ind i kirken, men i både menighedens, Luthers og Grundtvigs ånd er det vigtigt, at vi løfter fællessangens fane

I en samtale med en række præstekollegaer for nylig var der flere, der pegede på en pludseligt øget efterspørgsel efter sange (altså ikke-salmer) og afspillet musik i forbindelse med vielser og begravelser/bisættelser. Det handlede både om popsange, som folk ønsker selv at synge, og om sange fremført af solister, men også om sange, der kan afspilles på lydanlæg. Hvad enten det er det ene, det andet eller det tredje, så peger det væk fra fællessangen.

Hvad angår solosang og afspillet musik, er konsekvensen, at man passivt lytter og ikke selv synger med, men også for den afsungne popsangs vedkommende er det vanskeligt at synge den i fællesskab. Popsangen er lavet til og fremføres bedst af en solist, der kan frasere og synge med personlighed, og alene på grund af de ofte lange og uensartede pauser i en solosang, er det vanskeligt at få det til at klinge og ånde i fællesskab.

Den øgede efterspørgsel skyldes nok især den voksende mangel på kendskab til de salmer, der engang var fælles gods. Når efterladte ikke kender ”Kirkeklokke! mellem ædle malme”, eller ”Krist stod op af døde”, så kommer de næppe heller til selv at pege på dem. Så er det mere nærliggende at foreslå ”Kald det kærlighed” af Lars Lilholt eller ”Om lidt bli’r her stille” af Kim Larsen.

Men der er også andre ting på færde: At et salmebogstillæg for et par år siden blev markedsført under sloganet ”Nu må man også synge sange i kirken”, har næppe den store direkte gennemslagskraft i forhold til den almindelige kirkegænger.

Men hvis præster og organister rundt omkring køber præmissen, så skal folk nok opdage det, og andre hjælper dem gerne på vej: En præst i førnævnte kollegiale forsamling kunne fortælle, at nogle bedemænd uddeler sanghæfter til de pårørende med sangforslag til den kommende handling, hvor indholdet består halvt af salmer og halvt af verdslige sange. ”Værsågod at vælge frit”, synes budskabet at være, og det vil finde god klangbund i en situation, hvor mange ikke-kirkevante er famlende og helst vælger det vante…, som altså ikke længere er salmer.

Der kan siges meget godt om inddragelse af sangene fra Højskolesangbogen, som for de flestes vedkommende er skrevet til fællessang. Det kan også siges gode ting om en begrænset inddragelse af fremført solosang eller folkelige sange i kirken, men der kan også være en fare for, at sangen i kirken med tiden bliver ganske ukirkelig; at der med andre ord ryger nogle børn ud med badevandet. Måske endda Jesusbarnet.

Jeg har god tiltro til mine præstekollegaers evne til at sortere til og fra i sange og salmers indhold og på den måde værne om lødigheden og sikre et vist kirkeligt og kristeligt indhold.

Men det vil kræve stadig større modstandskræft og gode argumenter, for ønsker og krav fra de pårørende vil blive stadigt mere massivt, og sangene, der vil blive foreslået, vil blive mindre kirkelige og mere individualiserede med tiden. Udvandingen af indholdet er problematisk, men jeg er lige så bekymret over den glidning, der finder sted fra fællessang til solo-sang.

Vi må insistere på, både i Luthers og i Grundtvigs ånd, at vi synger sammen. At menigheden i sang er medforkyndere af evangeliet. At vi ”med sanglyd drager ånde” og dermed synger os sammen i et kirkeligt og kristeligt fællesskab.

Det kan være noget spagfærdigt her og der, men det er en anden historie. Eller måske er det den samme. Men løsningen er næppe at tillade og indføre popsange i kirken.

I klummen sang&salmer skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for sang og musik i folke- kirken.