Kirkevandring: Et af landets smukkeste kirkerum findes i Maribo Domkirke

Maribo Domkirke blev oprindelig opført som kloster for Birgittinerordenen, og det afspejles stadig i bygningens disponering. Kirken kan betragtes som et nøglemonument i den birgittinske klosterarkitektur

Kirkevandring: Et af landets smukkeste kirkerum findes i Maribo Domkirke
Foto: Leif Tuxen.

Enkeltheden i Den hellige Birgittas tilskyndelser til et simpelt og hengivent liv i Guds tjeneste kan måske siges at være afspejlet i arkitekturen i Maribo Domkirke på Lolland.

Domkirkens indre er karakteriseret ved overvældende lyse rum. Det er en såkaldt hallekirke, som efter Birgittas forskrifter udgøres af tre omtrent lige lange og lige høje kirkerum. Et af landets smukkeste kirkerum, hedder det i Niels Peter Stillings nyttige opslagsværk, ”Danmarks kirker”, der er udgivet af Politikens Forlag og Danmarks Naturfredningsforening.