Kirsten Thorup: Jeg bebrejder stadig mig selv, at jeg ikke var mere nærværende som mor

Kirsten Thorup blev både tidligt mor og forfatter. Nu har den 74-årige forfatter skrevet romanen ”Erindring om kærligheden”, hvor et af temaerne er et kompliceret mor-datter-forhold. Læs eller genlæs denne artikel fra 2016 i anledning af, at Kirsten Thorup netop har modtaget Nordisk Råds litteraturpris

Kirsten Thorup oplevede det i sin tid som et stort kulturchok at flytte fra Fyn til København, hvor hun her ses over for sin lejlighed. Men byen er som en tekst, der hele tiden redigeres. Og hun bruger også ofte de steder, hun har boet, i sine egne tekster.
Kirsten Thorup oplevede det i sin tid som et stort kulturchok at flytte fra Fyn til København, hvor hun her ses over for sin lejlighed. Men byen er som en tekst, der hele tiden redigeres. Og hun bruger også ofte de steder, hun har boet, i sine egne tekster. . Foto: Leif Tuxen.

”Du burde have optaget det her på video i stedet for,” siger Kirsten Thorup med sans for dramatik til fotografen, idet det igen brager løs bag hende, mens hun står på en lille græshøj mellem sin egen lejlighed og naboejendommen.

Bygningen er beklædt med stilladser over det hele. Faktisk virker den skræmmende levende. Lyden af byggeaffald buldrer – en portion ad gangen – ned gennem den lange hals af store, sammensatte skraldespande fra taget og mindst 20 meter ned til fortovet, mens den altædende hals ganske rigtigt svinger sig videoværdigt til siden som en vild, sulten slange.

Sådan kan selv en gammel bygning hurtigt skabe nye historier. Og Kirsten Thorup bruger også ofte de byer, bygninger og steder, hun kender fra det virkelige liv, som ramme i sine fiktive fortællinger.

Det gælder ikke mindst i den nye roman ”Erindring om kærligheden”, der udkommer i næste uge. For ligesom sin hovedperson Tara er Kirsten Thorup selv vokset op på Vestfyn og med et vist kulturchok senere flyttet til København. Og her bliver Tara også mor til en datter, ligesom Kirsten Thorup selv blev det i virkeligheden.

”Romanen er fiktion, men portrættet af Taras fynske mors hjælpsomhed og altruisme er for eksempel også et indirekte portræt af min egen mor. Jeg har bare udskiftet de landevejsriddere, der kom i mit hjem, med dagens hjemløse, der optræder senere i romanen. Men den ikoniske moderrolle er den samme. Og jeg har også ønsket at skildre den skam, man kan føle, hvis man som Tara ikke føler, at man kan udfylde moderrollen,” forklarer hun, da hun lidt senere sidder og skænker te op i sin store stue.

Der er bøger fra gulv til loft i begge ender af stuen, og nu føles det nærmest, som om det store stillads, der beklæder bygningen udenfor, i stedet spejler lejligheden som en tom bogreol. Det er stålet, der binder stilladset sammen, og limen i ryggene, der binder bøgerne sammen, men Kirsten Thorups forfatterskab handler også om, hvad der binder et liv sammen. Endeløse øjeblikke erstatter hinanden, indtil det hele slutter. Og hvor skal man så tage fat, hvis man vil fortælle om et helt liv?

I Kirsten Thorups debutroman ”Baby” fra 1973 er de spørgsmål trukket helt ned i grammatikken, hvor de fleste sætninger er sideordnede og bundet sammen med et ”og” – som om det hele hænger sammen og derfor er ”lige gyldigt”.

Romanen var dengang et opsigtsvækkende formeksperiment, og siden er hun begyndt at bruge flere punktummer. Men man skal bare læse hendes nye romans bagside for at se, at hun stadig eksperimenterer. For teksten her virker nærmest mere som et modernistisk digt end som et handlingsreferat, for her er det ikke et ”og”, men store mellemrum, der kæder sætninger sammen som knuste fragmenter fra samme spejl. For hver eneste sætning stammer faktisk fra forskellige steder i romanen:

Foto: Leif Tuxen

”Brudstykker af en kvinde Ingenting andet end projektioner Hun er den hendes yndlingslærere så i hende: en skuespiller Selvmordet som den prisme hvori livet spejler sig Hun har efterladt sin sjæl i stjernetågen Hendes voldsomhed langt ude i universet En mors vanvid ’Kan man opdrage sine børn rigtigt og godt?’”.

Sådan fortsætter bagsideteksten med løsrevne sætninger, inden den slutter med sætningen: ”Så snart hun ankommer fremmed og hjemløs.”

På den måde anslås der også tematisk en tråd, der fører tilbage til debutromanen, som også kredsede om hjemløshed i både fysisk og eksistentiel forstand. Romanen følger Tara – først som jeg-fortæller, og senere – da hun bliver mor – i tredjeperson.

”Det er nedslag i en kvindes liv. På den måde er romanen også fragmentarisk i sin form,” forklarer Kirsten Thorup, der undervejs i romanen også når at tematisere både selvmord, hjemløshed, ensomhed, næstekærlighed, klimaaktivisme og ikke mindst forholdet mellem forældre og børn.

”Tara er socialt set på mange måder et udsat og sårbart individ, men hun har samtidig en trang til at hjælpe andre. Og det ligger heldigvis dybt i mennesket, at man hjælper andre, hvis man kan se, at der er et behov. Det er naturligt for mennesker at hjælpe hinanden. Ellers ville samfundet heller ikke kunne fungere. Og Tara forsøger at hjælpe sig selv ved at hjælpe andre.”

Foto: Leif Tuxen

Sværere har Tara det som sagt ved at tage sig af sin datter, Siri. Og der er flere steder tale om, at mor og datter bytter roller, så det er datteren, der må tage sig af sin mor.

”Det er også med til at skabe dramaet i romanen. For det er meget svært for børn, hvis de skal være forældre for deres forældre. Men det skal datteren her for moderen, der hele tiden svinger mellem at holde sig oppe og gå ned.”

Sådan går moderen ned mange gange, indtil datteren også som voksen må samle hende op.

”Hun gør, hvad hun kan. Og hun har dårlig samvittighed over, at hun ikke har økonomi til at give sin datter den barndom, hun ønsker for hende. Hun kommer bare til kort, også på grund af sine sociale problemer. Men dramaet vokser også af den dårlige samvittighed, som Tara har over for sin datter. Det er jo meget normalt for en mor at føle dårlig samvittighed over for sine børn, fordi man ikke synes, at man gør det godt nok. Men den dårlige samvittighed kan også skabe en negativ binding til børnene, der så kan blive nødt til at frigøre sig og kappe båndet til forældrene, når de bliver voksne. I en roman kommer man jo typisk ikke med årsag-virkning-svar, men man fremstiller nogle menneskelige relationer og dramaer. Og det er også det, jeg selv gør her.”

Men kan du genkende den form for skamfølelse som mor selv?

”Ja, det kan jeg desværre. Jeg bebrejder stadig mig selv, at jeg ikke var mere nærværende over for min datter, da hun var lille. Børn har jo et enormt behov for nærvær, og jeg blev mor i en tidlig alder, hvor jeg også var optaget af mange andre ting. Men følelser mellem forældre og børn er jo meget stærke gennem hele livet, og sådan har jeg også skildret det i bogen, hvor Taras egen mor bliver ved med at være med hende som en stemme, selvom hun for længst er død.”

Hvorfor har du kaldt romanen ”Erindring om kærligheden”, når der også er meget uforløst kærlighed i bogen?

”Uden at afsløre hele handlingen vinder kærligheden dog i sidste ende, og det, der ligger i titlen for mig, handler mere om kærligheden som idé – i platon’sk forstand. Det handler om idéen om kærligheden, som vi altid bærer med os, den altomfattende kærlighed, som man umuligt kan få opfyldt fra et andet menneske. Men jeg tror, at alle mennesker har en længsel efter sådan en betingelsesløs kærlighed, der kan omslutte hele ens eksistens.”

Det lyder som en længsel efter Gud?

”Ja, det kan man også lægge i titlen, uanset om man er troende eller ikke-troende. Det er jeg ikke selv, men i romanen misunder Tara sin mor for at have et naturligt forhold til det guddommelige. Og meget af den åndelighed har hun med hjemmefra, selvom hun socialt set stræber efter noget andet. Og jeg synes sådan set, at titlen samler bogen. For det, der binder livet sammen, er måske først og fremmest en længsel og stræben efter kærlighed.”