Kirurgen ansigt til ansigt med sin egen død

Hvad gør man, når man hele livet har beskæftiget sig med liv og død og så pludselig selv møder døden? Det har den amerikanske neurokirurg Paul Kalanithi skrevet en helt igennem betagende bog om

Først studerede Paul Kalanithi det meningsfulde og søgte at finde svaret i litteraturen. Senere vendte han sig mod lægevidenskaben, mod neurokirurgien, hvor han mente at kunne opleve netop det.
Først studerede Paul Kalanithi det meningsfulde og søgte at finde svaret i litteraturen. Senere vendte han sig mod lægevidenskaben, mod neurokirurgien, hvor han mente at kunne opleve netop det.

Hvad gør livet meningsfyldt? Det spørgsmål rumlede rundt i hovedet på den amerikanske læge Paul Kalanithi, da han var ung. Først studerede han det meningsfulde og søgte at finde svaret i litteraturen. Senere vendte han sig mod lægevidenskaben, mod neurokirurgien, hvor han mente at kunne opleve netop det.

Han placerede sig altså som professionel og som privatperson i krydsfeltet mellem biologi, moral, litteratur og filosofi og var med Walt Whitmans ord et sandt fysiologisk-spirituelt menneske. Også da han selv blev dødssyg af lungekræft, der havde spredt sig. Han fortsatte og skærpede sin søgen efter meningen med livet, gennem sin egen skrift.

Her citerer han for eksempel Samuel Beckett: ”En dag blev vi født, en dag skal vi dø; den samme dag, det samme sekund … Vi fødes overskrævs på en grav, dagen stråler et øjeblik, så kommer natten igen”, og her skriver han blandt andet selv: ”Det var begyndt at gå op for mig, at nærkontakten med min egen dødelighed havde forandret alt, og på samme tid intet.”

Resultatet af Paul Kalanithis søgen kan man læse i bogen ”Før jeg forsvinder”, som det beskedne omfang til trods er en stor bog. Den handler om barndom, længsler og drømme, om livet og døden, på et abstrakt og et helt konkret plan i kraft af hans egen historie, om kærlighed, etik og moral, og den handler om, hvad der sker, når lægen pludselig bliver patient. Og når lægen, der er blevet patient, dør. For han nåede ikke at gøre sin bog færdig.

Den bliver afsluttet med en epilog fra hans kone, der smukt og usentimentalt beskriver, hvordan deres kærlighed lever videre, i hende og i deres datter, som de valgte at få, selvom de vidste, at han var døende. Eller måske netop derfor.

Der er mange bøger på markedet i disse år, der diskuterer vores samfunds generelle dødsforskrækkelse, og hvordan det gode og meningsfulde liv kan se ud, både når vi bliver gamle, syge og affældige, og når vi kommer for tidligt herfra.

Amerikanske Atul Gawande udgav tidligere på året ”At være dødelig”, engelske Henry Marsh satte liv, død og læsekunst til debat i ”Gør ikke skade”, også fra i år, mens danske Charlotte Bork Høvsgaard i 2015 med bogen ”Så er Thomas væk” begavet forsøgte, som Paul Kalanithis enke, at komme overens med tabet af en alt for ung ægtefælle. ”Før jeg forsvinder” placerer sig langt fremme i dette ellers så fornemme felt, og Paul Kalanithi har skrevet en forunderligt opbyggelig bog, der hverken er trist eller tragisk, og som er lykkeligt renset for new age-og lev i nuet- klichéer.

Man forstår ikke, hvordan det er lykkedes ham. Men det er det. Om sit projekt skriver han i en mail til en ven: ”Jeg vil ikke fortælle om det sensationelle ved at dø, og jeg vil ikke skrive en formaning om at huske at lugte til blomsterne, men jeg vil sige: Her er, hvad der ligger forude.”