Prøv avisen
6 stjerner

Nobelprismodtagers bog om katastrofen i Tjernobyl er en bevægende og uforglemmelig fortælling

6 stjerner

Atomkraftulykken på Tjernobyl-værket i Ukraine i 1986 er et kulturtraume, som vi har mistet fornemmelsen af. Det råder den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj bod på, så man aldrig glemmer det igen

Nogen gange er glemslen en velsignelse. Andre gange er erindringen en nødvendighed.

Jeg havde ikke glemt atomulykken på Tjernobyl i 1986, hvor en reaktor eksploderede, og verden fik radioaktivt stof ned over sig. Men det var ikke en begivenhed, som lå langt fremme i min bevidsthed. Ulykken lå i periferien af min erindring, indtil jeg nu har læst nobelpristageren (2015) Svetlana Aleksijevitjs dokumentariske bog ”Bøn for Tjernobyl”.

Det er lang tid siden, jeg har læst en så bevægende og uforglemmelig fortælling. Eller rettere fortællinger, for bogen består af en lang række vidnesbyrd om, hvad der foregik i dagene, månederne og årene efter ulykken. Den ene stemme afløser den anden, den ene monolog følger den anden, for Aleksijevitj holder nok mikrofonen, men hun går sjældent i dialog. I bogen lader hun ofrene tale og er blot den, der sætter det hele sammen og får sproget til at virke. Og desto mere effektivt bliver det i al sin nøgenhed.

Her taler en enke efter en af de brandmænd, der var først på ulykkesstedet for at slukke branden og sørge for, at de tre øvrige reaktorer ikke også sprang i luften. De var et ungt par med fremtiden foran sig. De elskede hinanden – og så pludselig var det hele forbi. I løbet af 14 dage var han død af de strålingsskader, han pådrog sig. Han var faktisk en af de navnløse helte, der døde for os andre.

Det var en katastrofe i ordets konkrete betydning: en vending. Verden blev aldrig den samme, hverken for de mennesker, som det gik hårdest ud over, eller for de mennesker, der kun indirekte mærkede følgerne. Ulykken blev en vigtig brik i Sovjetunionens opløsning. Den viste alt det dårlige ved sovjettidens verden: løgnen og fortielserne. De soldater, teknikere og læger, der blev udkommanderet, måtte ikke fortælle om deres oplevelser i den forurenede zone.

For nogle er Tjernobyl en metafor for alt det dårlige i Sovjetunionen og for en materialisme og inhumanitet, som var gået over gevind. For andre er Tjernobyl deres liv. De deler et skæbnefællesskab og bliver opfattet som Tjernobyl-menneskene.

Det er folk, der ”lyser” af radioaktivitet, og som raske mennesker ikke skal komme i nærheden af. De er som pariaer. De betalte og betaler stadig prisen for alle de fejl og svigt, der blev begået.

Der er ingen ende på katastrofens omfang. Hverken i tid eller geografi. Fjern og nær, deres og vores er begreber, som ulykken har ændret betydningen af. Når forureningen når helt til Afrika og Kina, for slet ikke at tale om Nordsverige, så er det ikke bare et lokalt fænomen. Det tvinger os til at tænke globalt.

Fædrenes synder nedarves i børnene syv generationer, står der skrevet. Men når det gælder forurening med radioaktivt stof, kan syv generationer ikke gøre det. Generationer og atter generationer må leve med forureningen og med ”Sarkofagen”, som Tjernobyl-værket bliver kaldt, fordi den eksploderede reaktor nu er svøbt i en kappe af beton og stål – der ikke engang er tæt.

Tjernobyl vil stråle i tusind år. Ikke af guddommelig kraft og nåde, men som en påmindelse om menneskets himmelråbende tåbelighed.