Prøv avisen
Interview

Kjartan Arngrim synger sange om selvmord og andre livgivende emner

En rocksang bliver kun relevant, hvis den bliver bragt i spil sammen med noget andet. Det kan være en oplevelse i hverdagen, en spiseseddel fra Ekstra Bladet eller hele litteratur- og filosofihistorien, siger Kjartan Arngrim, forsanger i bandet Folkeklubben. Her er han fotograferet i selskab med Kristus og hans apostle på Thorvaldsens Museum i København. – Foto: Leif Tuxen

”Jeg vil dø som en sort tulipan,” synger Folkeklubbens forsanger, Kjartan Arngrim, på bandets nye album. Han er helt på det rene med, at en forudgående fokusgruppe-undersøgelse ville have frarådet en titelsang om selvmord, et mellemstykke på fransk og et omslagsfoto, der refererer til Thorvaldsens Kristus. Men god, folkelig sangskrivning handler om at give publikum det, de ikke vidste, at de ville have, erklærer han

Der er en klang af noget alvorligt, noget ophøjet og en verden helt uden for almindelig tidsregning i marmorsalene på Thorvaldsens Museum. Klangen går igen på rockbandet Folkeklubbens nye album, ”Sort tulipan”.

Måske var det derfor, det var på dette atypiske sted, orkestret valgte at præsentere sangene for offentligheden ved et såkaldt lyttearrangement for en uges tid siden. Ikke en traditionel koncert, men en afspilning af albummet, kombineret med en samtale om dannelse med kunsthistorikeren Tom Hermansen i de fine sale midt i København. De efterfølgende dage fulgte tilsvarende arrangementer om galskab på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus og om musik i folkemusikkens danske hovedstad, Tønder.

Denne treenighed af dannelse, galskab og musik, som nu har kastet fire album og 700 koncerter af sig, består af treenigheden Kjartan Arngrim på rytmeguitar og sang, Rasmus Jusjong på trommer og keyboard og Rasmus Dall på leadguitar.

Omslaget på det nye album er prydet af en sort tulipan på forsiden, og på bagsiden poserer de tre musikere som Bertel Thorvaldsens skulpturer af henholdsvis Kristus, Paulus og Judas Thaddæus. Det sidste er dog lidt en misforståelse. Bandet forvekslede ham med ham den anden Judas, der forrådte Jesus.

”Goethe sagde, at skulpturen er det perfekte kunstværk. Det kan han have ret i. Det kan man blive overbevist om, når man går på Thorvaldsens Museum. Men jeg synes også, rocksangen kan noget,” forklarer Kjartan Arngrim og tilføjer:

”En rocksang kan indgå i forbindelse med hele filosofihistorien, hele litteraturhistorien, en spiseseddel fra Ekstra Bladet, en bemærkning, man hørte i går, med Thomas Mann, med H.C. Andersen, med hvem som helst. Så kan man sætte tre eller fem akkorder på, så det giver et fuldstændig meningsfuldt hele, som man måske oven i købet kan danse til. Det er ret stærkt.”

Titelsangen har været mange år undervejs og er skrevet på en halv dag. Omkvædet dukkede op i sommer, da Kjartan Arngrim – efter at have siddet og klimpret til en dokumentarfilm i tv om Beatles-guitaristen George Harrison – hørte i nyhederne, at der var lavet en ny film om Michael Strunge. Filmen om den intense digter, der i 1986 tog sit eget liv ved at springe ud ad et vindue, var den sidste brik, der fik det hele til at falde på plads.

”Michael Strunge farvede sit hår i farven Black Tulip. Jeg husker, at jeg som barn så det klip fra tv-programmet ’Bazar’ på Danmarks Radio, hvor han deklamerede sine digte og for åben skærm aflivede hele den foregående digtergeneration. Med sit sorte hår og sine digte viste han velfærdsdanmark, at nu var der andre boller på suppen,” fortæller Kjartan Arngrim.

Der er mere endnu. I sommerhalvåret bor han, hans kone og deres to børn i et kolonihavehus i den københavnske bydel Valby, som er omkranset af sorte tulipaner. De er de første blomster, som viser sig i foråret.

”De springer ud med sådan en vitalitet, kraft og skønhed, og siden står de i et smukt forfald. Det må de så finde sig i, mens vi andre bliver ved med at gå omkring og får bedrevet stort set ingenting. Så er det dog smukkere at have taget springet,” ræsonnerer Arngrim.

”Sort tulipan” kredser åbenlyst om selvmordet, pakket ind i et smukt, afdæmpet arrangement af akustisk guitar og strygere. Faktisk har han selv talt op, at døden er helt præsent i 9 af albummets 12 sange, og konstaterer, at han og bandet finder det ”enormt livgivende at synge om døden”.

”En af mine gode venner sagde til mig: ’Gør livet en tjeneste og syng om døden,’ og det er jo meget rigtigt sagt,” siger sangskriveren, som understreger, at ”Sort tulipan” ikke er en musikalsk opfordring til selvmord, men tværtimod en opbyggelig opfordring til at kaste sig ud i livet i stedet for i døden.

Han hiver en godt slidt paperback-udgave af den franske filosof og forfatter Albert Camus’ ”Sisyfos-myten” op af tasken og forklarer, at den bog har spillet en central rolle i hans liv.

”Jeg er søn af to psykiatere, og i psykiatrien er selvmordet jo meget præsent. Lige fra jeg var ganske lille, kan jeg huske, at min far næsten uanset spørgsmålet kunne finde på at citere Camus: ’Der findes ét alvorligt filosofisk problem: selvmordet.’ Og så sagde han ikke mere, gik sin vej eller satte sig og læste avis. Jeg har tænkt meget over det og læst bogen løbende. Og nu, i en alder af 39 år, tror jeg omsider, jeg har forstået, hvad selvmordet også handler om,” siger han og tilføjer:

”Det, Camus siger, er, at verden er absurd. Absurditeten opstår, når menneskets søgen efter mening og klarhed møder et univers, som mangler denne mening. En konsekvens heraf er at tage sit eget liv, en anden er at tage dette vilkår på sig. Hvis man hver morgen gør det klart for sig selv, at man skal dø, bliver det nemmere at skære alt det overflødige fedt væk og kaste sig lidenskabeligt og lystfuldt ind i nuet.”

Det viser sig, at det selvmord, sangen mest af alt handler om, ikke er det Michael Strungeske spring ud ad vinduet fra femte sal under råbet ”nu kan jeg flyve”. Det er derimod det, Kjartan Arngrim kalder det stille selvmord.

”Jeg har fundet ud af, at der er et selvmord, som er værre end at hoppe i havnen eller ud fra altanen eller at hænge sig i bjælkerne, og det er det lange pinefulde selvmord, som ligger i at svigte sine inderste og tidligste drømme og idealer. Dem, som man har, når man er 15-16 år gammel og tror, man har alle svarene på rede hånd,” forklarer Kjartan Arngrim, som trods referencen til Strunge og hans ældre, franske digter-svirebrødre, Rimbaud og Baudelaire, der brændte deres lys i alle ender og kanter, afviser, at mottoet er ”lev stærkt, dø ung”.

”Nej, lev stærkt, fordi du skal dø. Fordi det er det eneste sikre faktum, du kan forholde dig til,” erklærer sangskriveren og uddyber:

”Nietzsche sagde, at det gælder om at være evigt levende, ikke om det evige liv. Uanset hvor mørkt og meningsløst livet synes at være, så er du nødt til at rejse dig og gå ud i mørket, ud i menneskebadet, som vi også synger om, for det er det eneste anstændige og meningsfulde. Når man siger, at der er nogle andre, der må skrive de sange, kysse de kys og tage de debatter, så er man bare færdig. Og det er et selvmord.”

Når Kristeligt Dagblad har bedt Kjartan Arngrim om et interview, er anledningen ikke kun Folkeklubbens nye album med sange om selvmord og andre livgivende emner. Vi er optaget af den folkelige danske sangs fremtid i et år, hvor Benny Andersen og Kim Larsen er døde – og 146 år er gået, siden Grundtvig forlod denne verden.

Men spørgsmålet er, om Folkeklubben trods dette navn selv ser sig som eksponenter for den folkelige danske sang. Kan man være folkelig og dansk, når man har en kandidatgrad i dansk og filosofi, slynger om sig med Goethe, Nietzsche, Camus, Rimbaud og Baudelaire og præsenterer sit album på Thorvaldsens Museum?

Og hvad er tanken med det mellemstykke i ”Sort tulipan”, der er skrevet på fransk over det originale Camus-citat om selvmord. Tilsat reaktionen ”Je m’en fous” – jeg er ligeglad. Skal lytteren have fat i den fransk-danske ordbog?

”Jeg tænker aldrig på lytteren, når jeg laver en sang. Jeg tænker kun på mig selv og de to andre i bandet. Er det noget, vi kan lide og føler os udfordret af?”, siger han og tilføjer:

”Jeg var flad af grin, da jeg fandt ud af, at jeg havde lavet et mellemstykke på fransk, og jeg var spændt på, om vi kunne slippe af sted med det, uden at det ville blive komisk. Det synes jeg faktisk, er lykkedes.”

Han betoner, at alle de litterære og filosofiske referencer ikke er indsat i teksterne som tomt pral. Han har faktisk læst de bøger og tænkt meget over dem.

”Dannelse er for mig et redskab til sangskrivning. Til at leve livet. Til at spejle sig, tænke over, hvordan man skal leve livet, hvad man ikke skal gøre, og hvad man kunne gøre. Dannelse er vejen fra mørket mod lyset for et menneske og for et samfund,” erklærer Kjartan Arngrim, som ikke ser en modsætning mellem dannelse og folkelighed.

”God folkelig sang er det samme som god folkelig avis. Det skal være noget, som tør give folk det, som de ikke vidste, at de gerne vil have. Dårlig folkelig sang er sange, der prøver at regne på, hvordan man rammer bredest. Jeg tror ikke, at hverken Grundtvig eller Kim Larsen nogensinde har tænkt: ’Dét håber jeg, de allesammen godt kan lide.’ Jeg tror, de har skrevet sange med sig selv i fokus. Det er sange, der taler op til folk,” siger han og tilføjer:

”Hvis Folkeklubben forud for dette album havde lavet en fokusgruppe-undersøgelse om, hvorvidt det ville være en god idé, et godt karrieremove, at en sang havde et mellemstykke på fransk og handlede om selvmord, ville det nok ikke bonge ud. Men det er vi da ligeglade med.”

Folkeklubben er ikke ligeglad med, om nogen vil høre dem. Men de har siden begyndelsen i 2011 prøvet at spille masser af koncerter for små publikummer, inden de de seneste år har fået mere opmærksomhed.

”Hvis de så løber skrigende bort, fordi vi synger om selvmord og synger på fransk, så tager vi ud på de små steder og bygger det op igen,” siger Kjartan Arngrim fortrøstningsfuldt.

Tro og fortrøstning har sangskriveren masser af. Også den enfoldige, kristne barnetro, han har haft stort set uforandret, siden hans mormor gav den videre til ham for over 30 år siden.

”Jeg tror, men jeg genvurderer hele tiden min tro, fordi jeg har læst Nietzsche, og fordi jeg stadigvæk bilder mig ind, at jeg er et nogenlunde levende menneske, som kan lide at være bevidst om tingene,” forklarer han.

Og troen på, at publikum ude til koncerterne er med, uanset hvilke krøller Folkeklubben slår på sin rejse fra mørket mod lyset, er også intakt. Folkedybet er mere dybt på den dannede måde, end man lige skulle tro, vurderer Kjartan Arngrim.

”Det er paradoksalt, at når man kommer så meget ud i landet og ser folk, som vi gør, bliver man forundret over, hvor højt et niveau der egentlig er derude. Der er et misforhold imellem befolkningens behov for at blive talt ordentligt til, og det mediebillede, jeg oplever. Min erfaring er, at man sagtens kan stå til en rockkoncert og citere Albert Camus eller Klaus Rifbjerg eller hvem som helst, uden at folk løber skrigende hjem til ’X Factor’ og ’Vild med dans’,” siger han.

Kjartan Arngrim påpeger, at Folkeklubben gerne vil være relevant for folk, men bandet er ikke folke-lig, altså lig folket, som Grundtvig udlagde ordet. For når andre tager hen på kontoret, kan Kjartan sidde derhjemme og spille guitar eller være sammen med sine børn. Og når andre skal holde fri om aftenen eller i weekenden, begynder Folkeklubbens arbejdsdag:

”Vi føler os meget forbundne med folket, men vi er ikke ligesom folket. Vi er bare nogenlunde ambitiøse med det, vi laver, og synes vi, det er relevant for os selv, har vi tillid til, at det vil føles relevant for andre. Og jeg har stor tiltro til, at danskerne i 2018 har lyst til at gjalde med på nogle sange om døden – på fransk.”

Dannelse er for mig et redskab til sangskrivning. Til at leve livet. Til at spejle sig, tænke over, hvordan man skal leve livet, hvad man ikke skal gøre, og hvad man kunne gøre

Kjartan Arngrim

Jeg tror, men jeg genvurderer hele tiden min tro, fordi jeg har læst Nietzsche, og fordi jeg stadigvæk bilder mig ind, at jeg er et nogenlunde levende menneske, som kan lide at være bevidst om tingene

Kjartan Arngrim
Kjartan Arngrim om at synge om selvmordet