Kjeld Kirk Kristiansen om sin farfar: ”Han kunne samle 70-80 medarbejdere til morgenandagt på fabrikken hver dag"

Kort efter opfindelsen af den moderne LEGO-klods dør grundlæggeren af verdens største legetøjsproducent, Ole Kirk Christiansen. Tro og religiøsitet spillede en væsentlig rolle i hans liv og også i LEGOs daglige ledelse. Læs et uddrag fra bogen ”Et liv med LEGO” her

"LEGO har altid været en vi-organisation, hvor alle er dus med hinanden," siger Kjeld Kirk Kristiansen.
"LEGO har altid været en vi-organisation, hvor alle er dus med hinanden," siger Kjeld Kirk Kristiansen. Foto: Fra bogens forside.

Gennem 1950’erne går det langsomt, men støt ned ad bakke med Ole Kirks helbred, hvilket den 66-årige seniordirektørs underskrifter i aktieselskabsprotokollen og referater fra bestyrelsesmøder i Billund Missionshus bærer præg af. Det er ved at være slut med grundlæggerens kræfter, selv om han i sine sidste leveår sammen med Sofie tager til Vesterhavet for at bade og også får prøvet at stå på ski i Norge. Men virksomhedens udvikling har Ole Kirk efterhånden opgivet at stå i spidsen for. Som han siger til en journalist ved LEGO’s 25-års jubilæum i august 1957: “Jeg kan ikke følge med i det mere; dertil er det blevet for stort, og jeg for svag.” 

En væsentlig del af GKC’s nytårstale til de forsamlede medarbejdere, da jubilæumsåret går på hæld, rettes mod faderen, der ikke har vist sig på fabrikken siden festlighederne i august. Han sidder stille hen, kigger nu og da op på sønnen og lytter til talen, der former sig som en dybfølt tak – og afsked: 

“Selv om du ikke mere kan være med i det daglige arbejde, far, vil vi så gerne, du skal glæde dig over at se den virksomhed, som jo faktisk har været hele din tilværelse, vokse videre. Vi ved jo alle, at virksomheden her er født under megen kamp og modgang og under mottoet ‘Bed og arbejd’. Vi vil gerne, at du og mor skal glæde jer over at se, at den virksomhed, hvorom dit største ønske i 1932 var, at den måtte kunne give dagligt brød til sig og sine, nu giver dagligt brød til flere hundrede hjem og familier, direkte og indirekte. Du er skaber af et samfundsgode, far! Det skal være vor opgave at bestræbe os på stadig at drive virksomheden videre i den gode ånd, du og mor har begyndt, det bliver sværere og sværere, efterhånden som den bliver større, alt bliver mere upersonligt, men jeg tror, jeg tør sige, at alle vi, som er samlet her, fortsat vil bestræbe os på at gøre vort bedste under mottoet ‘Bed og arbejd’.”

Halvanden måned efter opfindelsen af den moderne LEGOklods, den 11. marts 1958, dør Ole Kirk. En milepæl i byens historie skal markeres, og alle billundboere er på gaden den dag i marts, han begraves. Ældre og yngre ønsker at følge den vellidte, respekterede mand, der tog ansvar for lokalsamfundet, på den sidste køretur ud i sognet. 

De gamle, sort-hvide fotos i familiealbummet viser, hvordan kisten med møje og besvær bæres ud af Løvehusets hoveddør af sønnerne, fulgt af Sofie, Ulla, svigerdøtrene og børnebørnene. Overalt i by og omegn flages der på halv, og vejene ud af byen er dækket med grankviste. For en sikkerheds skyld har man stillet en højttalervogn op uden for Grene Kirke, men med ekstra stole og bænke i våbenhuset lykkes det at få plads til alle indenfor. 

Sognepræst Johannes Bruus, der har kendt afdøde i tre årtier, holder en inderlig, hjertelig tale over Paulus’ Første Brev til Korintherne: ‘Den sidste fjende, som tilintetgøres, er døden’. Stående ved kisten sammenfatter han Ole Kirks liv med ordene: “Det syn, han havde mødt i sine unge dage, blev han tro over for, og at dette kom til at sætte præg på hele hans dygtige indsats, liv og virke, kan vi heller ikke være i tvivl om.” 

I månederne op til sin død har LEGO’s grundlægger også fået en masse ord med på vejen af sin gode ven Johannes Rønberg, grundlæggeren af Rønberg Legetøj i København. En gang om ugen i de sidste måneder af Ole Kirks liv sender Rønberg et længere brev, der ikke bare er fuld af bibelske skriftsteder, men også rummer en del fælles minder: 

“Ved du for øvrigt, Senior, det største og det bedste, du nogensinde i din forretningskarriere har skabt og fabrikeret, hvad tror du, det er, og hvor mange tror du kan se det (desværre alt for få), det var det selvlysende kors, du sendte ud til dine kunder den jul, eller var det nytår? De kan komme med alverdens System i Leg, alverdens legetøj, alverdens mammon – i det lille kors af plastic til måske en krone i fabrikationspris, der har vi hele LEGO’s historie i sin tid.”  
Ved Ole Kirk Christiansens død forsvinder ikke bare en flittig og ordentlig håndværker med alt, hvad det indebærer af integritet, men også en særlig måde at drive virksomhed på, udsprunget af bondesamfundets nære relationer, sammenhold og tro. Som virksomhedsejer var Ole Kirk patriarken, der grundlagde en lille fabrik, som blomstrede op ved hjælp af og til gavn for hele sognet, og på alfaderlig vis tog han sig af sine ansattes ve og vel. Som LEGO’s første bogholder Henning Johansen, under krigen hørte Christiansen sige, så er medarbejderne altid det vigtigste på LEGO: ‘Menneskets tarv kommer i første række, materien i anden række’. 

Betegnende for den holdning er det, at Ole Kirk aldrig kaldte sine ansatte for ‘arbejdere’, men derimod for ‘folk’. Også det betød noget for arbejdsmiljøet og omgangstonen på fabrikken. Som Elna Jensen husker, da hun går på pension i 1970’erne og i medarbejderbladet mindes de gode, gamle dage på fabrikken: “Jeg vil ikke sige, at arbejdsforholdene var bedre i 1950’erne – man havde jo også skiftehold og nathold dengang – men det var gode år, det var det. I dag er der ingen sammenhold, man kan ikke snakke med folk eller betro sig til nogen.”

Kjeld: “Farfar havde den dér dybe ansvarsfølelse over for sine ansatte, nærmest en familiefølelse. Det er i en eller anden udstrækning også afspejlet i LEGO Koncernen i dag, hvor vi tilstræber en tillid og åbenhed mellem ejerfamilien og medarbejderne. LEGO har altid været en vi-organisation, hvor alle er dus med hinanden, og hver enkelt medarbejder helt naturligt bruger vi-formen, når man taler med nogen uden for LEGO om LEGO. Selvfølgelig skal vi også være tilpas disciplinerede, have et hierarki og følge nogle spilleregler, men i det daglige må vi aldrig glemme at være hinanden nær – og forblive legende mennesker – ligesom min farfar var det.”

Frem til Ole Kirks død i 1958 og i en håndfuld år derefter spiller det religiøse sindelag en væsentlig rolle i den daglige ledelse af LEGO, uden at der er tale om en streng kontrol af de ansattes gudsforhold. Den kristne tro indgår i behandlingen af hver eneste jobansøgning i midten af 1950’erne, hvor enten Ole Kirk eller Godtfred spørger til eller sørger for at undersøge en eventuelt kommende medarbejders religiøsitet. Et blandt mange eksempler er bogholder Orla Jørgensen, der ansættes i 1948, som når at fejre 40-års jubilæum i LEGO, og gennem alle årene er en af Godtfreds mest betroede medarbejdere. 

Orla Jørgensen havde dengang reageret på et jobopslag i Kristeligt Dagblad med overskriften ‘En troende bogholder’. Han passede regnskaberne i en købmandshandel i Hørsholm nord for København, hvor Kirk Christiansens i Billund tilfældigvis havde haft nogle slægtsforbindelser. De fik en dag et brev fra Ole Kirk og Godtfred, der spurgte til denne Jørgensen, og ikke mindst til mandens åndelige indstilling: ‘Er Jørgensen aktiv inden for Guds rige, og er han kendt som en afgjort troende mand?’ Det var han og fik dermed jobbet. En fast bestanddel af fællesskabet på LEGO-fabrikken, der i 1940’erne og 1950’erne omfatter sommerudflugter, julefester og fastelavnssjov, er morgenandagterne, som Ole Kirk institutionaliserer i 1952, da LEGO’s nye foredragssal indvies og bl.a. bruges til andagterne. Det betyder, at alle medarbejdere, der føler for det, mødes i salen klokken 7.30 efter et kort sirenehyl for at høre et gudsord og synge en salme eller to. Ole Kirk investerer i et større oplag af den indremissionske sangbog, ‘Hjemlandstoner’, som indbindes i nydeligt blåt skind og på forsiden præges med guldtrykte bogstaver: ‘LEGO Billund’. Ligesom han anskaffer et klaver, så der kan komme mere klang og rytme i morgensangen, som ikke bare han selv og Sofie, men også de fire sønner og deres koner ofte deltager i. 

Kjeld: “Morgenandagterne blev ved, indtil jeg var 13-14 år, og sådan en ganske almindelig morgenstund i 50’erne kunne man samle 70-80 medarbejdere, der sang, foldede hænder og bad Fadervor. Det hele varede vel en 20 minutters tid, hvorefter man gik på arbejde, hver til sin afdeling og plads. Denne morgenrutine blev i starten af 60’erne afskaffet af LEGO’s første personalechef – i øvrigt en tidligere præst – der vurderede, at tiden var løbet fra andagter på en moderne fabrik. Færre og færre mødte op, og mange har sikkert følt, at det var så som så med frivilligheden.”

Ole Kirk Christiansen blev aldrig en ordets mand, der som sin søn og sønnesøn nedskrev målsætninger for legen med LEGO’s produkter, men hensynet til barnets tarv blev lagt for evigt i firmanavnets rod – ‘Leg godt’ – såvel som i mange overleveringer om Ole Kirks umiddelbare glæde ved børn og hans lyst til at stikke dem et stykke legetøj i hånden. 

En af dem stammer fra sommeren 1952, da Sofie og Ole var taget på en biltur til Sjælland, og en dag på vejen fra Korsør til Skælskør holdt hvil nær landsbyen Boeslunde. Inde på marken gik en kvinde og lugede mellem roerne, fulgt af to små drenge. Hendes navn var Ottomine Andersen, og hun boede på en nærliggende gård ‘Ly’. Sine to drenge tog hun altid med i marken, for som mor havde Ottomine den indstilling, at børn har brug for samvær med forældrene, mens de er små. 
Hun gik og sang for John og Niels, der legede mellem roerne, den sommerdag en stor, fin bil holdt ind til siden for enden af marken. En ældre mand steg ud, kiggede rundt og gik så pludselig ind i marken i retning mod Ottomine og drengene, standsede og sagde: “Det er godt at se, at en mor kan gå og synge ved så strengt arbejde i sådan en varme!” 

Ottomine svarede, at på den måde gik tiden hurtigere for drengene, og det samme gjorde arbejdet for hende. Manden nikkede og smilede, gik så tilbage til bilen, åbnede bagagerummet og kom tilbage med to små runde æsker, som han holdt i hver sin hånd. Inden i æskerne lå nogle toppe, man kunne snurre mellem fingrene, så der ordentlig kom liv og bevægelse i dem. “Keder I jer, drenge? Værsgo, her har I hver en top, I kan lege med! Og spørger nogen jer, hvor I har dem fra, så sig, at I har fået dem af mig. Jeg bor i en lille by i Jylland, som hedder Billund, og jeg er begyndt at fabrikere legetøj af plastic, det hedder LEGO.” 
Mange år senere – i 1975 – tager den voksne Niels en dag til LEGOLAND med sine børn. Han medbringer den top, han engang har fået af den flinke mand. Nu er det mandens søn, der er direktør for LEGO, men desværre er han ikke til at få i tale i LEGOLAND, så Niels tager hjem til Sjælland med uforrettet sag. Hans gamle mor, Ottomine Andersen, sender derfor et langt brev til Godtfred, hvor hun fortæller hele historien og slutter med ordene:

“Jeg ved, manden ikke er mere nu, men vi mindes ham ikke som den store skaber af et meget berømt livsværk, men som den jævne, hjertevarme, børnevenlige mand, vi stiftede bekendtskab med på en varm sommerdag for så længe siden. Æret være hans minde.”