En fornemmelse af stille undergang lurede under overfladen i Bent Sørensens ”Second Symphony”. Førstesatsens blide indledning fremmanede en fin de siècle-verden set gennem slør: Elegante klanglige bølger bevægede sig roligt gennem orkestret, fra messingblæserne i højre side til andenviolinerne i venstre, mens melodien som en tåge gled drømmende op og ned uden skarpe holdepunkter.
Symfoniens struktur var episodisk. Med nuanceret og afvekslende klangfokus havde den 61-årige komponist skabt en billedstrøm, der vekslede mellem romantiske – men aldrig svulstige – akvareller og hakkende passager med klaptræ, guiro, sandpapir, træblokke og skurrende strygere.
Uropførelsen torsdag aften i DR’s Koncertsal i København vidnede både om en kompositorisk og en musikalsk bedrift. Bent Sørensens rutine afspejlede sig i den tid og plads, han gav de enkelte tableauer til at folde sig ud, og DR SymfoniOrkestret under ledelse af den finske dirigent Jukka-Pekka Saraste formåede virkelig at udnytte den resulterende mulighed for detaljeret klangarbejde.
”Second Symphony” var på ingen måde et tornet værk, men på trods af de enkle linjer og ansatserne til sødme formåede Sørensen at holde sig på god afstand af risikoen for pastiche. Måske fordi værket besad en stor fremdrift og derfor aldrig svælgede i sine lejlighedsvise suk. Og måske også fordi det på mange måder også var en halv times opvisning i musikhistorisk overblik.
Ikke blot anvendte Sørensen en klassisk firseatset form med en langsom anden- og en skælmsk tredjesats – han formåede også hele tiden at balancere op ad impressionistiske og neoromantiske idiomer, samtidig med at han opretholdt en lærd og legesyg distance til dem.
Savnede man noget, var det måske noget for alvor nutidigt. Sørensen har til fulde mestret sit usentimentalt drømmende udtryk, og han komponerer med høj frekvens omfangsrige værker til ensembler og orkestre i ind- og udland. Og selvom ”Second Symhony” aldrig havde karakter af, at komponisten drev rovdrift på tidligere bedrifter, havde udtrykket alligevel noget let bagudskuende over sig – det virkede på samme tid nyt og som en flugt ind i fortiden. Men, trods alt, en meget fascinerende flugt.
Det var næsten uundgåeligt, at Sørensens værk, for fuldt orkester, med sine mange klanglige påfund ville kaste en skygge over Prokofjevs langt mere regelrette og instrumentfattige violinkoncert nr. 2 i g-mol fra 1935, som fulgte efter. Og selvom den lettiske violinist Baiba Skride faktisk formåede at skabe et lille rum af hvislende poesi i den langsomme andensats, forblev værket en undervældende oplevelse.
Så passede Skrjabins ekstravagante ”Le Poème de l’Extase” fra 1908, aftenens sidste værk, langt bedre til den lytterkontrakt, der stiltiende var indgået i løbet af ”Second Symphony”. Her foldede orkestret for alvor sine kræfter ud med fuldt mandskab – musikerne måtte endda stå i kø for at komme op på scenen – og bragende volumen. Den russiske komponists metafysiske klangbad fremviste både en kollektiv kraft og gav de enkelte instrumentgrupper, ikke mindst de fem trompeter, individuelle stjernestunder.
Her var den svulstighed, som Bent Sørensen holdt sig på lærd afstand af. Som musikalsk oplevelse var det i sagens natur medrivende, men som æstetisk udtryk i dag var værkets næsten hysteriske overflod af klangmassiver – endda med deltagelse af orgel og en stor kirkeklokke på sit højeste – tæt på at kamme over i en verdensfjern selvfejring.