Prøv avisen

Klarhed med lurende mørke

Den Hirschsprungske Samling i København har udlånt 66 værker til Ribe Kunstmuseum. Det drejer sig blandt andet om disse to. Til venstre er det Harald Slott-Møller: Foråret, 1896. Den Hirschsprungske Samling, og ovenfor er det A.S. Petersen: Under gudstjenesten, 1890. Den Hirschsprungske Samling.

Enestående udstilling på Ribe Kunstmuseum viser mesterværker fra Den Hirschsprungske Samling. Det er første gang, et af de statslige museer udlåner så mange værker til et mindre provinsmuseum. Fem ud af seks stjerner

Til låns. Mesterværker fra Den Hirschsprungske Samling. Ribe Kunstmuseum. Indtil den 9. april.

Man ser og ser. Men aldrig ser man sig færdig. Stor kunst lader sig ikke tømme.

LÆS OGSÅ: Et kunstnerblik på Himmerland

Tag på Ribe Kunstmuseum og erfar det! Der vises indtil den 9. april særudstillingen "Til låns. Mesterværker fra Den Hirschsprungske Samling" i København. En enestående udstilling: Det er første gang, at så mange værker hele 66 bliver udlånt fra et af landets statslige museer til et mindre provinsmuseum. Dermed gengælder Den Hirschsprungske Samling et lån af tilsvarende omfang fra Ribe-museet i 2009-2010.

Adskillige af de for tiden præsenterede billeder hører til de mest storslåede og intense i dansk kunst billeder skabt af blandt andre Michael Ancher, L.A. Ring, Harald Slott-Møller og Kristian Zahrt­mann. I forbindelse med udstillingen har museet udgivet et glimrende katalog eller snarere en bog skrevet af museumsinspektør Ingeborg Bugge, der stiller skarpt på symbolismen, en strømning, hvor den ydre virkelighed spejler den indre, og som i 1890'erne blev dominerende, "fordi den var i stand til at tolke den ambivalente følelse af tab og forventning, der er grundtonen ved overgangen fra en tid til en anden" her forrige århundredeskifte. Levetiden for symbolismen blev kort, mens dens indflydelse strakte sig "et godt stykke ind i det tyvende århundrede". Den præcise og lettilgængelige kunsthistoriske gennemgang af stilretningen og dens baggrund foreligger inden for den samme udgave af bogen både i en dansk og i en engelsk version. Titlen er fælles med udstillingens.

Flere af depræsenterede malerier har motiver fra Ribe. Og netop disse motiver uddybes i bogen "Tiden i Ribe. Fortællinger om en by" med fotografier og tekst af Torkil Funder og ligeledes udgivet af Ribe Kunstmuseum. Det er en opfølgning af en udstilling, der blev vist i 2010 som led i fejringen af Ribes 1300-års byjubilæum. Udgangspunktet var cirka 600 farvedias, der er optaget siden 1965, ifølge ophavsmanden "ujævnt og usystematisk". 60 blev valgt ud, og 10 er efterfølgende kommet til.

Motiverne er meget forskellige. Og når bogen alligevel opleves som en helhed, skyldes det ikke blot, at de alle stammer fra Ribe og omegn, men også, at Funder på de bedste fotografier formår at finde ind til de stemninger, der opleves som det særlige ved et givet sted i et givet øjeblik. Bogen demonstrerer, at han ikke alene formår at udtrykke sig med et kamera, men også med ord der er nedfældet senere og derfor kan være adskillige år ældre end fotografierne. Hans egen kommentar: "Det er enklest at sige, at byen skrev teksterne. Gaderne, husene, kirkerne, menneskene, åen, landskabet, himlen. Det er nogle af fortællerne. Mødt af en referent."

Men lad os vende tilbage til udstillingen, der omfatter "en række kernesymbolistiske malerier". Nogle af dem udgør en flot ophængning på den samme væg, en ophængning, der straks, når man træder ind, trækker opmærksomheden til sig og længe beholder den, ja, i grunden kunne man sagtens få hele besøgstiden (og mere til) udfyldt ved at koncentrere sig om de fire billeder på den væg nemlig Henrik Schouboes "Forår" (1906), L.A. Rings "Forår. Ebba og Sigrid Kähler" (1895), Ejnar Nielsens "Den blinde. Gjern" (1896 og 1898) samt Harald Slott-Møllers "Foråret" (1896).

At foråret indgår i de tre af titlerne, er ingen tilfældighed, idet denne årstid "med overraskende konsekvens" blev taget op af både tidens malere og digtere.

Rings billede er gennemtrængt af en klarhed, der nok hører foråret til, men også gør et lurende mørke tydeligt. Frugttræet blomstrer, som var det lykken selv. Samtidig er en melankoli til stede, repræsenteret af den ældste af de to portrætterede søstre, det antydede smil virker indadvendt som i det hele taget udtrykket på hendes let bortvendte ansigt, der synes lukket om en indsigt eller en smerte, som hun måske holder tilbage for ikke at ødelægge den gode stemning af lys. Hun ved, at døden ikke holder forårsferie. Helt anderledes umiddelbar, nærmest skæmtende, er lillesøsteren, der intet ondt synes at ane. Hendes virkelighed er entydigt forbundet med det liv, der springer ud i skikkelse af frugtblomsterne. I sin frejdige uanfægtede vished synes hun sikker på, at det nok skal gå, som drømmene vil. Hvorfor dog ikke? Storesøsteren (som året efter giftede sig med Ring) lader derimod sin tavshed anende spørge: Mon ...?

Gribende er Ejnar Nielsens portræt af "Den blinde". Hendes navn var Dagmar Andersen, og maleren mødte hende i Gjern, hvor hun var organist i den lokale kirke. Det er, som om hun "ser" landskabet bag sig ved at føle på den mælkebøtte, hun står med som om hun kærtegner det frem. Det er et drømmende og visionært landskab, dunkelt i skæret fra solnedgangen, der gør åen til strømmende guld under en ligeledes gylden himmel. Så smuk er kun den verden, man ikke kan se.

En del af billederne vil for mange have en grad af fortrolighed. Men udstillingen giver også eksempler på værker af kunstnere, der i dag er ukendte for de fleste. Det gælder blandt andre Anna S. Petersen. Hendes detaljerede "En aften hos Veninde. Ved Lampelys" (1891), rummer en stemningstæthed, som holder beskueren fast. Man ser tre kvinder, der lytter til en vio­linspillende af samme køn. Hvis de altså lytter hvis ikke de mere er optaget af deres egne tanker. Billedet er dobbelttydigt. Er hyggen til at stole på? Får vi et vidnesbyrd om fællesskab om musikken? Eller om fire ensomme eksistenser, der hver især er alene med deres eget?

Pirrende er også et andet maleri af samme kunstner: Under gudstjenesten. Motiv fra Vestkysten af Jylland (1890), hvor vi møder en lille gruppe kirkegængere, vist slægtninge i forskellige generationer. Billedet domineres af personernes øjne, intense og lyttende. Præsten får virkelig opmærksomhed. I hvert fald af de ældste. Den yngste, en dreng vel cirka i konfirmationsalderen, har blikket rettet et andet sted hen. Måske mod en pige på kvindesiden.