Prøv avisen

Klart lys i Vendsyssel

Her ses Laila Westergaards granitskulptur "Drømmevæv", som er udstillet på Kunstbygningen i Vrå.

Siden 1942 har kunstnersammenslutningen i Vrå vist medlemmernes forskellige værker. I år er der mange lyspunkter på en blandet og seværdig udstilling

Vrå-udstillingen er en institution i det nordjyske og måske endnu vigtigere end tidligere, efter at kunstnersammenslutningerne er forvist fra Charlottenborg. Her mødes de kunstnere, der bor på egnen og de, der er flyttet. Der vises noget, der er ret traditionelt og andet, der er helt i forkant. Endelig er der inviterede gæster. Det kan lyde rodet, men årets ophængning er velgennemtænkt. De to store rum i Knud Friis' udstillingsbygning fungerer fint. Det ene med Tove Anderbergs stentøj og Jane Balsgaards papirskulpturer som spor, det andet med en dominans af billedhuggerne Erland Knudssøn Madsens mastodonter og Gerda Thune Andersens bronzer: religiøse kuppelbygninger.

Tre køjer er reserveret de mere lavmælte kunstarter: Poul Skov Sørensens raderinger med inspiration af middelalderligt kalkmaleri – intense, flydende værker, som man kunne forestille sig skaleret op til en magtfuld moderne kirkeudsmykning. Her mere end anes kunstnerens blik for den tidlige modernisme: Chagall og Jerichau. Lene Rasmussens blyantstegninger har ligeledes et rum for sig, så de ikke skal konkurrere for hårdt mod de store former og endelig fotografen Kirsten Klein sammen med Hanne Behrens' elegante smykker og sølvstrikkede skåle.

Det kan ikke være anderledes, end at der er værker, der gør opmærksom på sig selv, mens andet træder lidt i baggrunden. John Olsen går underligt nok ikke stærkt igennem – på trods af det store format; og egentlig synes jeg heller ikke, at Jette Debois' store oliemalerier formår at bakse sig fri af væggen og ud af sammenhængen i dialog. Hendes værker hænger over for Henrik Haves, der er mindre, men som i den grad og helt naturligt bemægtiger sig rummet. Have er endnu bedre end hidtil, hvilket ikke siger så lidt. Nu også med landskab, et nyt område for ham. Som han behersker. Denne store sal er svær at hamle op med, men en sart klingende billedhugger som Laila Westergaard har her selskab af Claus Ørntoft, der har skabt tre herlige bronzeløver, der synes at springe lige ud af den store romantiske tradition dog med humor, blik og vid. Hos disse to billedhuggere er det ikke mindst håndværket, nærheden og sporet i materialet, sanserne fristes af.

Arkitekterne er der også. Helt naturligt er C.F. Møllers tegnestue repræsenteret med byggeriet af det nye Niels Larsen Stevns Videnscenter i Hjørring – og ligeledes Cubo, der udstiller projektet med at omdanne selve symbolet på Aalborg, Nordkraft, til et kulturhus. Det er råt, flot og pendant til lignende udnyttelser af industrianlæg ude i Europa. Helt i den anden ende og med en diametralt modsat tilgang til arkitekturen, den organiske, ligger den inviterede Louis Becker fra Henning Larsens tegnestue. Her leges der frit med rosen og skibssejlet; ganske givet fordi opgaverne af bygherrerne er anderledes stillet. Vi er i mellemøstens vide, solskarpe sandkystområder og på det vulkanske Lanzarote. Så kan man bedre fabulere, end hvis man som udgangspunkt har en betonblok i Aalborg, der mest minder om et sovjetisk kraftværk.

Vrå er en blanding. Der er ikke kun store værker og store udtryk. Der er som sagt også det mere lavmælte, der er passet ind, og som skal have god tid. Hovedsagen er, at der er denne balance i udstillingen, at den kan bære det – bære sig selv og være sig selv så rigeligt bekendt. For en menneskealder siden var det mere mellemtonerne, der bestemte. Nu er der høj himmel og klar luft i salene i Vrå. Den nordjyske skarphed i luften. Og så er det jo den rene fornøjelse. Chancen er der hele august måned. Grib den.

kultur@kristeligt-dagblad.dk