Fortsættelse følger: Efter 55 år får amerikansk klassiker nye kapitler

I går blev årets mest ventede roman frigivet. Harper Lees ”Sæt en vagtpost ud” er en overrumplende gave som tilføjelse til ”Dræb ikke en sangfugl”

Den nye roman vil uden tvivl ændre receptionen af klassikeren, ”Dræb ikke en sangfugl”, fordi den forandrer billedet af hovedpersonerne og fremstiller særligt Atticus Finchs forsvar for sorte langt mere mudret og iblandet sydstatsracisme.
Den nye roman vil uden tvivl ændre receptionen af klassikeren, ”Dræb ikke en sangfugl”, fordi den forandrer billedet af hovedpersonerne og fremstiller særligt Atticus Finchs forsvar for sorte langt mere mudret og iblandet sydstatsracisme. Foto: Joe Raedle/Getty Images.

89-årige Harper Lee havde indtil i går kun udgivet en roman.

Til gengæld har denne roman sat sig i amerikanske hjerter og berørt læsere i hele verden.

”Dræb ikke en sangfugl” er solgt i over 30 millioner eksemplarer og læses stadig i dag i engelskfaget i USA og mange andre steder som en moderne klassiker om race og retfærdighed i sydstaterne.

Nu udkommer den på samme tid litterære forløber og indholdsmæssige efterfølger ”Sæt en vagtpost ud”, som punkterer heltebilledet af Atticus Finch, men følger hans stille diktum om altid at forsøge at forstå den andens synspunkt.

Romanen blev frigivet synkront i flere lande på udgivelsesdagen i går, selvom enkelte amerikanske og britiske aviser har fået lækket den hen over weekenden.

Og den nye roman vil uden tvivl ændre receptionen af klassikeren, fordi den forandrer billedet af hovedpersonerne og fremstiller særligt Atticus Finchs forsvar for sorte langt mere mudret og iblandet sydstatsracisme.

Oprindeligt skrev Harper Lee først ”Sæt en vagtpost ud”, men blev af forlaget opfordret til at tage barndomserindringerne ud og skrive en selvstændig roman med udgangspunkt i disse.

Det blev til den Pulitzer-prisvindende fortælling om pigen Scout, hendes storebror Jem, faren Atticus og den sorte hushjælp Calpurnia, hvor faderen som sagfører forgæves kæmper for den unge sorte mand Tom Robinson, der er uretfærdigt anklaget for voldtægt af en hvid kvinde i 1930'ernes sydstatsby Maycomb.

Atticus står elskeligt stærkt som den, der i retssalen giver en national lektion i retfærdighed for det enkelte individ, uanset hudfarve. Han udgør også Scout og Jems moralske rettesnor, de forguder ham.

”Sæt en vagtpost ud” foregår knap 20 år senere, hvor Jean Louise, som Scout hedder, ankommer på ferie til sin barndomsby i Alabama med toget fra New York.

Romanen følger hendes første fire dage i Maycomb, hvor der vendes op og ned på hendes billede af dem, hun elsker.

Der fortælles i samme stil med mange replikker, men romanen er fortalt i tredjeperson.

Stadig er det dog Jean Louise, der følges, og som i ”Dræb ikke en sangfugl” reagerer hun stadig følelsesmæssigt og uregerligt i forhold til tidens ideal om en rigtig dame. 

Hendes 72-årige far bor sammen med sin stramme søster Alexandra, der får mere plads i denne roman, ligesom hans bror, onkel Jack, spiller en større rolle.

Jean Louises bror Jem er død to år forinden af pludselige hjerteproblemer.

Som delvis voksenerstatning for ham optræder nu hans barndomsven Henry Clinton, der siden teenageårene har gjort kur til Jean Louise.

Romanens overskrift er et citat fra Esajas' Bog, kapitel enogtyve, hvor vagtposten skal sættes ud for at melde, hvad han ser.

Selv tror Jean Louise ikke sine egne øjne, da hun i barndomshjemmet opdager en pamflet med en sort mand på forsiden, der er afbildet som menneskeæder.

Hendes far, viser det sig, er med i bestyrelsen for den lokale afdeling af Citizens' Council, der blev grundlagt i 1954 og kæmpede for et raceopdelt USA.

”Vil du have sorte i læssevis i vores skoler og kirker og teatre? Vil du have dem i vores verden?” spørger Atticus, da han bliver konfronteret med det, Jean Louise ser og i øvrigt hører i byen.

Selv har hun altid kun følt sig hjemme i Maycomb, nu føler hun sig som ”en fremmed til et cocktailparty” og forrådt af dem, hun elsker.

Selv den gamle, nu pensionerede Calpurnia, kigger på hende som hvid, ikke som individ.

I virkeligheden er hun måske blot ved at blive voksen og selv lære at være en vagtpost, at se sine omgivelser med åbne øjne, selvom hun, som det fremhæves flere gange, er født farveblind.

I ”Dræb ikke en sangfugl” har Scout mange samtaler med Atticus for at forstå den manglende retfærdighed i retssagen mod Tom Robinson og det drab på en sangfugl, på uskylden, som foregår.

I ”Sæt en vagtpost ud” har hun mange samtaler med især sin onkel for nu at forstå netop Atticus og sig selv som en anden end ham.

”Du har en tendens til ikke at give albuerum til folks idéer i dit hoved,” slynger onklen i hovedet på hende.

Den personlige udvikling hos den voksne Scout, det at lære at forstå, hvad der kan ligge bag andres udsagn og handlinger, selvom de er usympatiske og racistiske, udgør hovedfortællingen i denne verdenslitterære nyhed fra Harper Lee, som derved er et afgørende vægtigt og komplimenterende bidrag til ”Dræb ikke en sangfugl”.

Man kan spørge, hvorfor Jean Louise først ser sine omgivelser netop nu, og derved også gør Atticus mere menneskelig, mere kompleks.

Der gives ikke et svar, men på sin vis kommer Harper Lee i denne nye roman mere rundt om sine hovedpersoner, ligesom hun trækker mere amerikansk historie ind.

Forskellige bud på årsager til holdninger i sydstaterne og på forholdet mellem sorte og hvide og deres repræsentative organiseringer i midten af det 20. århundrede optræder.

Selvom ”Sæt en vagtpost ud” ikke ville stå prægnant uden Harper Lees klassiker, så er det en overrumplende gave at få denne tilføjelse til ”Dræb ikke en sangfugl”, der samtidig også for altid vil ændre receptionen af dette værk.