Klassikere har fået en opblomstring. Her er forslag til ferielæsningen

Danske læsere har i det forgangne år i højere grad end normalt læst klassikere, viser ny undersøgelse, og hvis man gerne have en af slagsen med på sommerferie, kan man med fordel vende sig mod forlaget Turbines serie med nye oversættelser af klassiske værker

Gamle klassikere er kommet i høj kurs, og i nyt studie fortæller mange danskere, at de har brugt læsningen som et kærkomment refleksionsrum.
Gamle klassikere er kommet i høj kurs, og i nyt studie fortæller mange danskere, at de har brugt læsningen som et kærkomment refleksionsrum. Foto: Robert Norton / Unsplash

Vi har ikke blot læst flere bøger – og lyttet til flere – i 2020, end vi plejer at gøre. Det er også andre typer af litteratur, som vi har vendt os mod. Det viser et nyt forskningsprojekt, ”Lockdown Reading: The Experience of Reading During Covid-19 Lockdowns”, ledet af professor Christina Lupton fra institut for engelsk, germansk og romansk på Københavns Universitet. De gamle klassikere er nemlig kommet i høj kurs, og mange danskere fortæller, at de har brugt læsningen som et kærkomment refleksionsrum og som et middel til at se sig selv i en større historisk sammenhæng, skriver Kulturmonitor i en artikel om vores læsevaner under lockdown.

Hvis man er en af dem, der gerne vil i gang med klassikerne, er der gode bud at finde i forlaget Turbines anmelderroste serie af nye oversættelser af kanoniserede værker, hvor 2020 blandt andet bød på et gensyn med Graham Greenes ”Altings hjerte” fra 1948. Romanen handler om Henry Scobie, der arbejder som politibetjent i det britiske kolonialstyre i Sierra Leone under Anden Verdenskrig, hvor hans forsøg på at gøre sin ulykkelige hustru, Louise, glad ender med, at hans ellers så pletfrie ry bliver korrumperet, og en historie om krig, spionage, kærlighed, utroskab, bedrag, diamantsmugling og moralske dilemmaer tager sin begyndelse.

Bogen er oversat til dansk af Brian Dan Christensen, og når det gælder klassikere i nye klæder, er oversættelsen ofte noget af det, der får ord med på vejen. Således også her, hvor Rasmus Vangshardt i Kristeligt Dagblad dog finder, at denne fordanskning for ofte balancerer ”på grænsen til anglicisme, eksempelvis når den afrikanske ’bush’ bliver til ’busken’, når man ’tænker’ noget på dansk i stedet for at mene eller tro det, blot fordi det står ’think’ og så fremdeles. Det risikerer at forarme det danske sprog, hvis det får lov at gribe om sig.”

Det bliver til fire stjerner, mens der i Politiken falder ikke mindre end seks hjerter til en bog, hvis oversættelse ifølge Bo Tao Michaëlis er intet mindre end ”perfekt” og i den grad klæder Graham Greenes mesterværk. Også i Information er Tonny Vorm svært begejstret for ”Altings hjerte”, der ”via skarpe tidsmarkører og stemningsfulde beskrivelser er stærkt forankret i tid og sted, men samtidig kunne udspille sig hvor som helst og når som helst.”

Og dermed adresserer Tonny Vorm et andet centralt spørgsmål, når det gælder de klassiske værker. Kan de rejse gennem tid? Er de stadig aktuelle for os i dag?

De spørgsmål bliver også besvaret i tilfældet med Djuna Barnes’ ”Natteskov” fra 1936, som udfordrer grænser mellem klasse, religion og seksualitet og udspiller sig i mellemkrigsårenes Paris, Wien og Berlin, hvor den følger flere kvinders lesbiske forelskelser og affærer på kryds og tværs.

I Kristeligt Dagblad konstaterer Rasmus Vangshardt, at den overbeviser som retmæssig klassiker, at det er prosa på et vældig højt plan, samt at det er en absolut relevant udgivelse og en værdig fortsættelse af Turbines klassikerserie. Men han har dog ikke brug for de forklaringer, der forsøger at føre ”Natteskov” ind i en moderne virkelighed og gøre den mere tilgængelig for en moderne læser: ”Med to forord, det ene af T. S. Eliot (1888-1965), og et efterskrift virker det til, at forlaget for en gangs skyld har rystet på hånden og ikke turdet lade udgivelsen tale, hvorved den ikke får samme præg af selvsikkerhed som de forrige udgivelser. Kristina Stoltz’ forord er holdt i tidens pinlige trang til jeg-fetichisme og endda en form for undskyldning for, at der forekommer racestereotyper i værket, mens oversætteren Juliane Wammens efterord er overflødigt, fordi oversættelsen er så overbevisende i sig selv. Man behøver slet ikke at tage denne bog med et mægtig gran salt. Til gengæld skal man anstrenge sig.”

Der falder fire stjerner til Djuna Barnes’ roman, som Jørgen Herman Monrad i Weekendavisen stempler som et mesterværk ”helt på højde med det allerbedste, der er skrevet på engelsk i det 20. århundrede” og dens oversættelse som ”meget velklingende, meget velgennemtænkt”. Det sidste er Nanna Goul enig med ham i, for i sin anmeldelse i Information betegner hun oversættelsen som ”strålende”, men konstaterer, at ”Natteskov” er en bog, man skal strenge sig an for at læse, og at det tog hende tid at komme ind i den ”kropumulige og ekstatiske” kærlighedsroman: ”For det er jo fuldstændig utroligt, at en nøgtern og kølig minimalistisk skrift som He-mingways kan opstå på samme tid som Barnes’ ekstatiske, overdrevne og skoldhede skrift. Selvom de to forfattere også har meget tilfælles i deres desillusionerede erfaringer og oplevelser af moderniteten, er Djuna Barnes’ ’Natteskov’ så langt fra en økonomiseret minimalisme, man overhovedet kan komme.”

2020 bød også på en nyoversættelse af Vladimir Nabokovs ”Latter i mørket” fra 1932, der ofte bliver læst som en forløber til hovedværket ”Lolita” fra 1955. Her møder man den purunge skuespillerinde Margot Peters, der indleder et forhold til den midaldrende kunstskribent Albert Albinus, der snart forlader kone og datter for at være sammen med sin unge kærlighed. Og bogen er, hvis man skal tro Mathilde Moestrup i Information, ”endnu et lille mesterværk af Nabokov”, der skaber nye indgange til at forstå ”Lolita”, men også sagtens kan læses i sin egen ret: ”Plottet er medrivende, sproget blændende. Nabokov skrev først bogen på russisk, mens han boede i Berlin, og seks år senere oversatte han den selv til engelsk, hvorfra den nu er nyoversat til dansk, upåklageligt af Niels Lyngsø.”

I Politiken er der fem hjerter fra Benedicte Gui De Thurah Huang, der sjældent har læst ”en roman så veludført og så net arrangeret”, mens der i Kristeligt Dagblad ligeledes falder fem ud af seks fra Rasmus Vangshardt, der konstaterer, at det er ”god og ekstrem underholdning i overlegen prosa og kongenial oversættelse”, hvis man vel at mærke ikke er en sart sjæl.

Og det sidste kan Mikkel Bruun Zangenberg formentlig tilslutte sig, for i Weekendavisen kalder han ”Lolita”’s prequel for nøjagtige lige så ækel, nedrig og vidunderlig som dens mere berømte efterfølger og konkluderer: ”Ja, ’Latter i mørket’ er i hvert fald en probat advarsel til alle (kedsommelige) midaldrende mænd, der drømmer om at forlade deres dødssyge viv til fordel for en femogtyve år yngre kvinde. Eller for så vidt: Alle de banale midaldrende kvinder, der drømmer om at forlade deres hængerøv af en mand til fordel for en ung elsker. Og Nabokov ved så udmærket, at vi som mennesker ikke er bedre, end at det altid bereder os en vis fornøjelse at betragte vores artsfællers undergang – på sikker afstand af kaskaderne af blod. Niels Lyngsø lykkes brillant med at indfange forfatterens stil, og ’Latter i mørket’ er et dejligt ondt bidrag til forlaget Turbines vidunderlige og efterhånden imponerende klassikerserie.”

I Turbines klassikerserie er desuden udkommet Vladimir Nabokovs ”Bleg ild” og ”Pnin”, Christopher Isherwoods ”Mr. Norris skifter tog”, ”Ene mand” og ”Farvel til Berlin”, Stefan Zweigs ”Utålmodige hjerter” og ”Stjernestunder”, Knut Hamsums ”Dronningen af Saba og andre noveller”, Hjalmar Söderbergs ”Den alvorlige leg” samt August Strindbergs ”Ægteskab”.

På vej er Stefan Zweigs ”Skaknovelle og andre historier” (efterår 2021) samt Edith Södergrans ”Samlede digte” (forår 2022).