Prøv avisen

Klassikerne er mere end kanon

"Der vil altid være efterspørgsel på selskabets frugtbare spændingsfelt mellem historie, sprog og litteratur," siger Lasse Horne Kjældgaard forud for sin tiltræden. Foto: Leif Tuxen.

Globaliseringen gør kun klassikerne mere nødvendige, mener Lasse Horne Kjældgaard, der som ny direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab vil formidle de litterære arvestykker på nye måder

En litterær klassiker er en bog, man aldrig bliver færdig med. For en ægte klassiker viser hele tiden nye sider og dybder, afhængig af hvilke spørgsmål man stiller til den. Og nu er det snart tid til at stille nye spørgsmål til den danske sprogskat, mener den 37-årige klassikerkender Lasse Horne Kjældgaard, der i næste uge tiltræder som ny direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, DSL.

LÆS OGSÅ: Klassikerne bliver forsømt

Han overtager jobbet fra Jørn Lund, der i den grad har præget klassikerdebatten herhjemme i sin tid på posten, hvor han blandt andet også har været formand for VK-regeringens litterære kanonudvalg. Men nu er det tid til at træde ud af kanontankens skygge og angribe den slidstærke litteratur fra andre vinkler, mener Lasse Horne Kjældgaard:

De seneste årtier har der været meget fokus på kanon, og det har ført meget godt med sig. Men jeg tror også, at der er andre veje at gå, når det handler om at formidle vores lidenskab for litteratur, så den virker relevant for skoleelever og studerende, siger Lasse Horne Kjæld­gaard og fortsætter:

Kanondagsordenen har meget taget udgangspunkt i spørgsmålet om, hvem vi er. Og gennem litteraturen kan man bestemt også blive udfordret og anfægtet i forestillingen om, hvem vi er som et nationalt eller politisk fællesskab. Men der er også mere eksistentielle veje at gå i forhold til at formidle litteraturen, så spørgsmålet i stedet bliver: Hvem er jeg?.

Lasse Horne Kjældgaard kommer fra en stilling som litteraturforsker på Københavns Universitet på Amager. Og vi sidder også på universitetet i et mødelokale med udsigt til en byggeplads på den anden side af vejen, hvor et gammelt autoværksted er blevet revet helt ned, så noget nyt kan bygges op på den arrede asfalt. Men så radikalt vil han ikke gå til værks som ny direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, fortæller han:

DSL har haft 100-års jubilæum, og det vil også eksistere flere hundrede år, efter at jeg har været der. For der vil altid være efterspørgsel på selskabets frugtbare spændingsfelt mellem historie, sprog og litteratur, så en stor del af mit job bliver at fortsætte selskabets fine arbejde.

Der er mange flere mennesker, der har fået glæde af selskabets arbejde i dag end for 10 år siden. På den måde er det blevet en slags public service-institution. Og det, synes jeg, åbner for nogle spændende perspektiver for sådan en som mig. Og det er også et sted, jeg kender godt. Jeg har for eksempel været involveret i udgivelsen af Blixens værker, siger Lasse Horne Kjældgaard, der allerede har arbejdet for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab gennem længere tid som både udgiver og medlem af selskabet. Og som litteraturforsker har han blandt andet forsket i Søren Kierkegaards og Karen Blixens forfatterskaber, ligesom han i øjeblikket er ved at skrive en bog om, hvordan velfærdsstaten har påvirket danske forfattere.

På den måde har han længe vidst, hvad selskabets databaser af gamle skrifter kunne bruges til:

Da jeg begyndte at forske i litteratur, opdagede jeg selv, hvor stor rigdom der ligger i arkiverne. For man kan finde ud af meget om et værk, hvis man går lidt ud over den slagne vej i litteraturforskningen og læser nogle af de skrifter, der er blevet glemt eller måske aldrig er blevet anset for at være særlig betydningsfulde. Tidsskriftslitteratur kan for eksempel lede til en dybere og anden forståelse af de værker, vi har fået overleveret. Og man kan på den måde blive klogere på klassikerne ved at læse rundt om dem, og det er et arbejde, der berører Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs kerneydelse: at stille kilder til rådighed. Og jeg ved fra mit eget arbejde, hvor meget det kan betyde, siger Lasse Horne Kjældgaard.

Han vil gerne have talt med folk i organisationen, før han alt for konkret giver sit bud på, hvad vagtskiftet på DSL kan betyde:

Klassikerformidling er en af DSLs kerneopgaver, og det vil det blive ved med at være. Og vi må blive ved med at tale om, hvordan vi formidler dem bedst. For det tror jeg ikke, at der kun er én formel på. Men jeg kan godt forestille mig, at globalisering kunne være et fremtidigt fokusområde. For der er ingen tvivl om, at globaliseringen kun gør klassikerne endnu mere nødvendige.

På den ene side kan klassikerne lære os, hvor vi kommer fra kulturelt. Og det vil der være efterspørgsel på, når vi skal ud i verden og præsentere os selv med vores danske kulturarv. Men på den anden side ligger der i forvejen et internationalt udsyn i dansk litteratur. Og det er sjovt, at to af de forfatterskaber, der i øjeblikket allerede er under udgivelse på DSL, netop er Karen Blixen og Ludvig Holberg, der begge hver for sig var meget globaliserede forfattere. De er fælles om, at de gerne ville nå ud til et publikum uden for landets grænser, og de er også på forskellige måder højst aktuelle i dag, siger Lasse Horne Kjældgaard, der godt tør være optimistisk, når det gælder de danske klassikeres plads i fremtiden:

Umiddelbart kan man godt opfatte globaliseringsdagsordenen som en trussel mod den nationale arv og kulturarv, men det tror jeg ikke, at den er. Jeg tror snarere, at det er en udvikling, der gør klassikerne endnu mere vigtige. For jeg tror, at tidens informationsstrøm skaber yderligere efterspørgsel på solide værker, vi kan genkende os selv i. Og for mig handler det grundlæggende også om at formidle vores lidenskab for litteratur.

Et lille smil skriver sig ind i Lasse Horne Kjældgaards ansigt:

Jeg har to drenge på tre og seks år. Jeg aner ikke, hvad de kommer til at lave senere i deres liv, og jeg vil også gerne have, at de selv finder ud af det. Men uanset hvad er der en håndfuld tekster, som jeg pinedød gerne vil vise dem, fordi det er tekster, der har betydet noget for mig og bliver ved med at anfægte mig. Det kan godt være, at de tekster så ikke tænder dem, men jeg vil alligevel gerne gøre forsøget på at gøre dem interesseret i det. Og det er også en anden måde at tænke kanon på. At vi bærer rundt på nogle tekster, som vi ikke kan slippe, fordi de plager os på en positiv måde.

For de store forfattere er jo en slags alkymister, der har formået at gøre deres egne personlige erfaringer og lidelser til kunst. For mig personligt er Karen Blixens Min afrikanske farm for eksempel en roman, jeg hele tiden kan vende tilbage til, fordi hun netop som en anden alkymist skaber fantastisk æstetik ud af sit liv, der ellers ikke gik, som det skulle. Det var ikke meningen, at hun skulle blive syg, skilt og gå konkurs, men hun vender det til kunst, så det også kan blive et eksistentielt spejl for os andre. Sådan en roman kan man blive ved med at finde nye dybder i. Og hvis man så ved hjælp af for eksempel DSL læser lidt rundt omkring romanen og går på jagt i arkiverne, er det min erfaring, at man bliver belønnet for det. Søg og du skal finde.

ohrstrom@k.dk