Jeg er meget optaget af den debat, der foregår på de amerikanske universiteter og hele spørgsmålet om identitetspolitik. I den sammenhæng har jeg læst en del bøger om, hvorvidt vi skal fokusere på det, der adskiller os, eller det, som samler os. En af bøgerne ”The Coddling of the American Mind” af Jonathan Haidt og Greg Lukianoff handler om, hvordan forældre er meget pylrede omkring de her unge mennesker, og det kommer der ikke noget godt ud af.
Ellers læser jeg rigtig meget skønlitteratur. Jeg elsker klassikere, og det gør jeg, fordi de minder os om, at alt det, vi går og tænker og føler, har generationer før os også følt og tænkt. Vi går alle sammen og tror, vi er så specielle og unikke, men i virkeligheden elskede man lige så voldsomt på Shakespeares tid. Klassikere giver en god følelse af, at man har hjemme i verden. Jeg elsker ”Brødrene Karamazov” af Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstojs ”Ivan Iljitjs død”. Vi kan hurtigt blive optagede af, hvem der nu skal tømme opvaskemaskinen og så skændes om det. Så er det altså godt lige at læse ”Ivan Iljitjs død”. For så retter man igen blikket det rigtige sted hen. Vi går alle sammen og tror, at vi lever i sådan en unik tidsalder. Men de helt grundlæggende ting er fuldstændig de samme, som de var på Dantes tid, og det synes jeg er vigtigt at blive mindet om. Også fordi utrolig mange mennesker er pressede, fordi de føler, de skal være unikke på en eller anden måde. Så er det meget rart at blive mindet om: Hey, slap af. Klassikerne minder om, at man lige skal trække vejret, og at der har været mennesker før os.
Jeg går aldrig på biblioteket. Jeg køber altid bøger og har bøger over det hele. Jeg har altid en kuglepen inden for rækkevidde, for jeg elsker at skrive og understrege. Jeg læser rigtig meget litteratur fra lande, jeg har studeret i eller boet eller rejst i. Det er en måde at komme ind under huden på en kultur på, få et tilhørsforhold og komme til at høre hjemme.
Jeg læser altid. Hver dag. Det vigtigste for mig i litteraturen er stemmen, der fortæller. Ligesom når man har en rigtig god ven, der fortæller dig noget, og som du har tillid til. Den er autentisk, ægte. Det er derfor, man skal læse bredt: Du ved aldrig, hvor den stemme er henne. Jeg elsker derfor også litteratur skrevet af helt andre stemmer end min egen og finder det utrolig vigtigt at læse på tværs af køn og hudfarve. Det viser nemlig, at det ikke er det, der definerer os. Køn definerer os ikke, hudfarve definerer os ikke, seksualitet definerer os ikke. Vi kan nå hinanden på tværs af alle de ting. Litteraturen kan bringe os sammen. Og det gør den på smukkeste, smukkeste vis, synes jeg.