Hollywood-storfilm med Lady Gaga i hovedrolle er et herligt betagende melodrama

”A Star is Born” er en medrivende drøm fra drømmefabrikken og tilhører en anden tid end den, vi tror, vi lever i

Det smukt iscenesatte og velspillede melodrama ”A Star is Born”, der har taget USA med storm, er dybt traditionel i sin beskrivelse af manden og af kvinden.
Det smukt iscenesatte og velspillede melodrama ”A Star is Born”, der har taget USA med storm, er dybt traditionel i sin beskrivelse af manden og af kvinden. Foto: Foto fra filmen.

Vi har så travlt, at vi konstant forsøger at bedrive historievidenskab om den tid, vi lever i. Knap nok er MeToo blevet et slagord, før parolen definerer kultursynet. Knap nok er Donald Trump blevet præsident, før kunstværker tolkes som opposition til hans kultursyn. Knap nok er den hvide, midaldrende, magtfulde mand erklæret som alles fjende, førend vi afskriver majoriteten. Alt sammen også ofte bagud i kulturhistorien.

Men denne nye og samtidig klassiske Hollywood-storfilm befæster, at mentaliteten er mere hårdfør end de, der skriver mentalitetssamtids- historien, forfægter.

For det smukt iscenesatte og velspillede melodrama ”A Star is Born”, der har taget USA med storm, er dybt traditionel i sin beskrivelse af manden og af kvinden.

Historien er lige så gammel som historiefortællingen selv. Fra Odysseus, der som erobrer, forfører og opdager indoptager verden, til Hollywoods tindrende og gennemtrawlede trope, hvor en formørket midaldrende mand finder lyset i en ung Eliza Doolittle.

”A Star is Born” er da også endnu en i rækken af genindspilninger. Første gang historien om den mandlige weltschmerz-ramte kunstners møde med en ung funklende stjerne oplyste himmelen over Hollywood var i 1937. Siden er det blevet til 1954-versionen med Judy Garland og James Mason. Og i 1976 var det Barbra Streisand og Kris Kristofferson, der forelskede sig.

I dag er det kamæleonen Lady Gaga, storsælgende kvindelig musiker, der er Ally. Og Bradley Cooper (der også her instruktørdebuterer med glans) inkarnerer med kropslig tyngde og udslukte øjne rockstjernen Jackson Maine, der nok bliver hyldet fra alverdens stadioner, men har mistet sig selv undervejs på berømmelsens mousserende alter.

Han er alkoholiker. Hun er kernesund. De mødes. De forelsker sig. Han er på vej over toppen. Hun bliver katapulteret til tinden. Han skaber hende i sine drømmes billeder. Hun bliver større stjerne end han. Det er romantisk og indtagende filmarbejde, som kun Hollywood kan levere det. Og har leveret det tusinde gange før.

Alligevel falder verden i svime igen. Det viser, at urhistorierne om kærlighed og romantik ikke er sådan at slippe. Eller undslippe. Og derfor er kærlighedshistorien mellem Ally og Jackson evig aktuel.

”Hvem tror jeg, jeg er?”, spørger Ally, da hun får tilbudt en pladekontrakt og bliver tilbedt fra de hungrende fans, der elsker berømmelsen i sig selv lige så højt som sangene. Og svaret er tilsyneladende et rungende ”ingen”. For der er ikke personlighed bag stemmen. Ally er et instrument i historien, der egentlig ikke er så interesseret i fødslen af en stjerne som i udslukningen af en anden.

Portrættet af Jackson Maine er rigt. Her er følelser og forhåbninger, sorger og forbrydelser i overmål. ”Du ligner en stjerne,” siger han til hende. Men en stjerne ser ikke sig selv.

”A Star is Born” er charmerende og endnu en medrivende drøm fra drømmefabrikken at forsvinde ind i. Og så er den en påmindelse om, at tiderne ikke skifter nær så hurtigt, som vi ellers kan foranlediges til at tro.