Instruktørtyranni hos Verdi
Verdi: Nabucco. Dirigent: Carlo Felice Cillario. Instruktion: Barrie Kosky. Kor og orkester fra den australske opera, Melbourne. Jonathan Summers, Elizabeth Connell, Bruce Martin, Rosemary Gunn, Anson Austin, sang. Opusarte, OA 4027 D.
Der står computerspil over hele linjen i denne spektakulære, men ret så forfejlede iscenesættelse af Verdis tidlige opera fra den australske opera i Melbourne. Instruktøren Barrie Kosky laver, som det desværre er blevet skik hos mange af hans kolleger, sit eget visuelle show på stykkets bekostning. Jødernes babylonske fangenskab og kong Nebuchadnezars vanskæbne, da han udråber sig selv til gud og rammes af vanvid for sit overmod, bliver reduceret til en række kulørte prospekter med massevis af digitale lyseffekter og visuelle gimmicks.
Det er flot at se på, og publikum klapper også bravt, da kongen rammes af lynet og slynges til jorden, men hvad disse klovnesminkede figurer fra en emotionsløs eventyrverden har med Verdis opera at gøre, er ikke til at få øje på. Og den musikalske side af forestillingen er ikke på et niveau, der kan kompensere for det. Koret og orkestret spiller og synger acceptabelt under ledelse af Carlo Felice Cillario, og koret står jo, som sikkert bekendt, for operaens musikalske højdepunkt med det berømte fangekor. Jonathan Summers synger godt i titelrollen og spiller så indfølt, som iscenesættelsen nu giver mulighed for, mens skurken i stykket, hans datter Abigaille, er som et levn fra en svunden operafortid i skikkelse af den voluminøse sopran Elizabeth Connell med de teatralske gestus. Ingen af de øvrige sangere hæver sig over det middelmådige.
Mikael Garnæs
Fine svenske ungdomskor
Ave Maria. Korallerna, Cantores Cathedrales, Lund Domkirkes Drengekor, dirigent: Eva Svanholm Bohlin. Proprius PRCD 2042.
Det er ungdomskor i eliteklassen, man kan høre på cd'en "Ave Maria" fra det svenske forlag Proprius. Kordirigenten Eva Svanholm Bohlin har i mange år været en af Sveriges førende eksperter i arbejdet med unge stemmer, og her viser hun, hvad hun formår at hente ud af tre kor fra Lund: pigekoret Korallerne, det unge mandskor Cantores Cathedrales og drengekoret fra Lunds Domkirke.
Repertoiret er hymner til Jomfru Maria fra mange århundreder, men primært af nyere dato. Og hvor forskellige komponisterne end er, mærker man en fælles indflydelse fra den gregorianske sang og fra den specielle form for inderlighed og hengivelse, som Maria-musikken ofte inspirerer til.
Løvens part af cd'en tilfalder helt fortjent pige- eller måske snarere kvindekoret Korallerne, et ensemble på 23 sangere i alderen 16-24 år. Det er et fint ensemble, der behersker vanskelige stykker som "Mary's Song" af nordmanden Knut Nystedt (f. 1915) med sikker intonation og stor bredde i styrkegraderne. Også mandskoret Cantores Cathedrales med 12 medlemmer i alderen omkring 20 år klarer sig nydeligt gennem krævende stykker som Francis Poulencs "Quatre petites prières de Saint Francois d'Assise", selvom den lidt ufærdige klang af unge mandsstemmer i mine ører er noget mindre charmerende end drenge- eller pigekor.
De to vokalensembler synger en række sange hver for sig og slutter sig sammen, når der kræves blandet kor, som for eksempel en smuk udgave af Benjamin Brittens korklassiker "A Hymn to the Virgin" og to spændende stykker af nulevende amerikanske komponister Morten Lauridsen (ja, han er amerikaner trods navnet) og Eric Whitacre.
Mikael Garnæs
Første Verdens-krigs-musik
Ravel/Stravinskij. New York Filharmonikerne. Dirigent: Lorin Maazel. Deutsche Grammophon. 477 7175.
DG Concerts er det hæderkronede selskab Deutsche Grammophons nye forsøg på at nå flere yngre klassiske lyttere ved at lægge koncerter med verdenskendte symfoniorkestre ud på internettet, så de kan downloades. Visse af de optagne koncerter bliver dog også udgivet på cd, som det er tilfældet med denne optagelse med New York Filharmonikerne. I spidsen for orkestret finder man den legendariske dirigent Lorin Maazel, der har dirigeret stort set alt, hvad der er værd at dirigere. Og selvsamme Maazel og hans New York Filharmonikere har nok stået for 2008's hidtil mest omdiskuterede begivenhed i den klassiske musiks verden, nemlig da orkesteret den 26. februar gav koncert i Nordkorea. En begivenhed, der er blevet diskuteret heftigt, for kan det forsvares at spille i diktaturstater? Denne signatur mener det ikke, men det skal ikke diskvalificere cd'en, der viser newyorkerne og deres dirigent fra den bedste side. To værker af henholdsvis Ravel og Stravinskij fra omegnen af Første Verdenskrig behandles med ynde og lethed. Både Ravels "Dafnis og Chloé" og "Spansk Rapsodi" spilles med et utroligt sanseligt nærvær, som om hele orkestret blot er et stort multifunktionelt instrument, Maazel kan spille på. Samme overlegenhed og teknisk fremragende fortolkninger finder man af Stravinskijs "Nattergalens sang" og "Ildfuglen". Man mærker orkestrets overskud i disse brillante udførelser, men man mærker også, at Maazel spiller musikken, som det passer ham. Det vil sige, at Maazel af og til ser stort på intentionerne i partituret til fordel for sin egen fortolkning, så tempo, fraseringer og pauser ikke altid optræder i musikkens tjeneste. En note: Den russiske balletmester Serge Diaghilev var involveret i tilsynekomsten af både Ravels "Dafnis og Chloé" samt Stravinskijs værker, og hans ånd er den samlende kraft på denne interessante udgivelse.
Jakob Holm
Reformationens musik
Robert Parsons: First great service. Voces Cantabiles. Dirigent: Barnaby Smith. Naxos. 8.570451.
Til alle yndere af reformationens korale kompositioner er der godt nyt: Den ukendte engelske komponist Robert Parsons (15301572) kommer til ære og værdighed på en ny cd. Han har måske ikke samme dybde i sit personlige udtryk, som nogle af hans mere berømte samtidige, men hans musik rummer stor skønhed og er yderst fængslende.
Hans melodilinjer er klare, rene og inspirerende, aldrig uklare eller overbroderede. Dermed afspejler hans musik den enkelhed og fokus på det engelske sprog, som Thomas Cranmer efterspurgte i sin "Book of Common Prayer" fra 1549. Men selvom Parsons musik lever op til værdierne bag den engelske reformation, og hans "First Great Service" var et af de første liturgiske arrangementer, der blev skrevet på engelsk, mangler hans musik ikke noget, når det kommer til stil eller detaljer.
Tværtimod bibeholder hans musik den samme storslåethed både i omfang og polyfonisk pragt som i den gamle katolske tradition, men altså blot ved brug af den nye protestantiske liturgi. Parsons kompositoriske vingefang oplever man også på cd'ens første komposition, Parsons største værk, den latinsk-sprogede "Magnificat". Dirigenten Barnaby Smith og koret, Voces Cantabiles, yder Parsons kompositioner fuld retfærdighed. Deres stemmer er smukt sammenvævede, tempoet perfekt, så selv de mest komplekse passager fremstår klare og lydefri. Så denne cd opnår meget: Både at revitalisere en glemt komponist, at vise dennes færdigheder og følsomhed over for både tradition og innovation samt endelig at viderebringe et historisk interessant dokument fra det store vendepunkt, som Reformationen udgjorde, til vores samtid.
Jakob Holm
