Fremragende stjernespækket Vivaldi-opera
5 ud af 6 stjerner
Mange af Vivaldis operaer er gået tabt i løbet af årene. Med barokmusikkens opblomstring i løbet af 00'erne har man dog genopdaget meget i arkiverne, og man støder oftere og oftere på udgivelser med enten udvalgte arier – og mere undtagelsesvist – hele operaer.
Til sidstnævnte hører "Ercole sul Termodonte", som dirigent Fabio Biondi bringer til ære og værdighed igen i en vidunderligt vital og voldsomt stjernespækket udgivelse med blandt andre sopranen Diana Damrau og mezzosopranerne Joyce DiDonato og Vivica Genaux. Ved operaens premiere for 288 år siden i Rom var der dog ingen kvinder på scenen. Fra pavens side havde man udstedt et dekret om, at kun mænd måtte optræde i operaer, og det vil sige, at man var tvunget til at lade kastrerede mænd synge og spille kvinderollerne.
Det må ikke have været nemt i en fortælling, som nærmest er utænkelig uden kvinder, for den drives frem af en kamp mellem Herkules' græske mænd og en gruppe mandehadende amazoner; det hele ender dog tilforladeligt lykkeligt med ægteskab på kryds og tværs de stridende parter imellem. Og selvom Vivaldi har taget en stribe af sine bedste arier fra tiden i Venedig og genbrugt dem til denne første, succesfulde løftestang for ham ind i Roms musikliv, finder man også mange fremragende "nyskrevne" arier, deriblandt Herkules' livskraftige og rytmisk vitale "Quella beltà" og Theseus' "Occhio ch'il sol rimira", som er en dybt bevægende largo sunget af Romina Basso, der med sin mørke, silkebløde stemme er lidt af et fund. Men der er mange fine sangpræstationer, inklusive én af kontratenoren Philippe Jaroussky, der brillerer i rollen som Alceste.
Men på nær Rolando Villazón, der synger over-the-top, som han plejer og ikke har megen fornemmelse for den tids musik, kommunikerer alle i det hele taget smukt det virvar af følelser, man som lytter udsættes for, lige fra kærlighed og forelskelse over raseri og håbløshed.
Det skal slutteligt noteres, at værket er kommet i stand ved at sammenstykke den bevarede originale libretto, arier fundet rundt omkring på biblioteker i Paris, Münster og Torino, rent orkestrale passager fra andre Vivaldi-værker samt recitativer genskabt af Biondo selv.
Vivaldi: Ercole sul Termodonte. 2 cd'er. Europa Galante. Dirigent: Fabio Biondi. Virgin Classics. 6945450.
En lidt for tam russisk prinsesse
3 ud af 6 stjerner
Den 21. januar i år blev Placido Domingo 70 år. Det fejres med en lang række genudgivelser og enkelte spritnye.
Til sidstnævnte hører en indspilning af Umberto Giordanos opera "Fedora" fra 1898, hvor Domingo synger rollen som grev Loris. Umberto Giordanos tonesprog er dybt forankret i samtiden, der var kendetegnet af verismo-bølgen, så hvis man forestiller sig en knap så melodirig udgave af Puccini, er det ikke helt galt.
Operaen kan i øvrigt som de fleste af Puccinis også kun karakteriseres som en kærlighedstragedie inklusive ingredienser som en russisk prinsesse (Fedora), glødende lidenskab, utroskab, uoverlagt manddrab, skæbnesvangre breve og selvmord ved indtagelse af gift. Den rummer med andre ord det, som enhver god tragedie indeholder, og rollen som den russiske prinsesse, der går så meget ulykkeligt igennem fra start til slut, kræver sin kvinde, når det kommer til at formidle de helt, helt store følelser.
Hun skal simpelthen have noget hysteri og temperament rullende i årerne og en stor, ekspressiv stemme, når hun folder sig ud i alt lige fra hævngerrige til angerfulde arier. Det har sopranstjernen Angela Gheorghiu i rollen som Fedora desværre ikke. Hun synger med yndefuld renhed, men hun lyder hverken lidelsesfuld eller lidenskabelig nok til, at man tror på hende; hun mangler noget sjæl og måske viljen – eller evnen – til at komme ud over sig selv.
Så er Domingo langt bedre i rollen som Loris, og han viser i operaens vel mest kendte arie, den kun to minutter lange "Amor ti vieta", at han stadig kan fylde rummet ud med sin fantastisk fyldige, omsluttende klang. Og så er han er langt mere inde i rollen end Gheorghiu. Det er barytonen Fabio Maria Capitanucci også i rollen som diplomaten De Siriex, hvorimod den ellers nok så feterede Nino Machaidze som Olga høres sært skingert og urent.
Alberto Veronesi kan sin verismo og dirigerer La Monnaie Symfoniorkester med tydelig kærlighed for det melodramatiske i det for så vidt ikke vildt ophidsende partitur, men på bundlinjen står stadig en udgivelse, der halter, fordi der mangler glød og vildskab i titelrollen.
Umberto Giordano: Fedora. 2 cd'er. Orchestre symphonique et chæurs de la Monnaie. Dirigent: Alberto Veronesi. Deutsche Grammophon. 477 8367.