Klassisk musik holder cd’en i live

I dag smider mange deres cd-samling ud og lytter i stedet til musik fra nettets streamingtjenester. Men det gælder ikke for den klassiske musik, hvor der stadig udgives og købes masser af cd’er

Der er ikke mange reoler tilbage i de danske hjem, der bugner med cd'er.
Der er ikke mange reoler tilbage i de danske hjem, der bugner med cd'er. . Foto: Iris.

De senere år er cd’en officielt blevet betragtet som et døende musikmedie, og mange har i dag smidt deres cd-samling ud til fordel for et noget mindre pladskrævende digitalt musikbibliotek. Men ikke alle.

For mens genrer som rock, pop, elektronisk, jazz og hiphop i høj grad indkøbes og lyttes fra streamingtjenester på nettet som eksempelvis Spotify og Apple Music, er cd’en stadig det foretrukne medie til klassisk musik, lyder det fra ph.d. og musikbrancheforsker Rasmus Rex Pedersen, der er adjunkt ved institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet.

”Klassisk musik har gennem den senere årrække været underrepræsenteret i streamingbranchen, mens den har været overrepræsenteret på cd-markedet,” siger han.

Det skyldes først og fremmest, at det er de yngre musikbrugere, der har taget streamingtjenesterne til sig, mens de, der lytter til klassisk musik, har en langt højere gennemsnitsalder. Men der er også en anden væsentlig grund.

”Der skal være en fordel ved at skifte fra et medie som cd’en til et nyt som strea-mingtjenesterne. Hvis man lytter til for eksempel pop eller rock, er musikken let tilgængelig på tjenesterne, da alt er samlet ét sted. Men for dem, der lytter til klassisk musik, er det ikke nemt. For den måde, de digitale platforme kategoriserer på, er dårligt egnet til klassisk musik. Her søger man ofte efter en specifik komponist – og derefter måske endda en specifik dirigent og et specifikt orkester – og den mulighed udbydes ikke online,” siger Rasmus Rex Pedersen.

Tæt ved Rundetaarn i indre København ligger butikken Danacord, der er Nordens største butik specialiseret i klassisk musik. Her fortæller direktør Jesper Buhl, at salget af klassiske cd’er går strygende, og at der dagligt sælges langt over 100 cd’er til kunder i alle aldre.

”Der kommer hele tiden nyheder og nye pladeselskaber til. Vores største udfordring er at følge med og holde os opdaterede,” siger han.

Han mener ikke, at udviklingen inden for den klassiske musik kan sammenlignes med udviklingen inden for andre genrer.

”Jeg ser streaming som et bibliotek, hvor man kan gå ind og prøve en bog af – bagefter går man i boghandlen og køber den. Boghandlere og biblioteker har eksisteret side om side i hundredvis af år, og for mig at se er der ingen streamingtjenester, som kan udkonkurrere cd’en,” siger han.

Men det skal man ifølge lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet Morten Michelsen ikke være så sikker på.

”Det fysiske medie betyder rigtig meget for den ældre generation. Vi er oplært til at købe fysiske manifestationer af musik. Men de, der er unge i dag, er ikke vokset op med, at musik har en mate- rialitet. Det er den vej, at distributionen af musik er slået ind på, og cd-mediet kommer på et tidspunkt til at blive et minoritetsmedie,” siger han.

Det skyldes, at måden, vi lytter på, har ændret sig.

”Siden 1950’erne viser medieforskningen, at megen musiklytning har været betragtet som en sekundær aktivitet. Det vil sige, at man laver alt muligt andet imens,” siger Morten Michelsen.

Man kan eksempelvis sagtens skrue højt op for stereoanlægget og gøre rent i hele huset, mens Brahms’ 3. symfoni brager ud af højttalerne.

”Det kan lige så godt være et stykke muzak, man sætter på. Lyttemåden er den samme. Og når man bruger musikken sådan, får det også betydning for, hvilket medie man vælger,” siger Morten Michelsen og fortsætter:

”Den klassiske musik benytter sig af ganske omfattende former, men på nogle af streamingtjenesterne risikerer man at høre reklamer mellem satserne. Og i radioen hører man også oftere, at der spilles enkelte satser frem for hele værker, som om en symfoni er bygget op af fire ’numre’. Det synes jeg er helt tosset, men det synes mine studerende ikke. Og det er jo dem, der er fremtiden.”