At være ung i dagens Danmark medfører at blive kastet hovedkulds ud i at træffe afgørende valg. Måske uden at være parat?
I modsætning til vores forældre og bedsteforældres generationer har vi alle muligheder åbne, hvilket på samme tid kan virke fantastisk og skræmmende. Allerede fra slutningen af folkeskolen skal man beslutte, hvilken ungdomsuddannelse man vil tage for efterfølgende at vælge en studieretning. Hvis man tager en gymnasial uddannelse, er studieretningens fag afgørende for, hvilke videregående uddannelser man kan komme ind på. Mulighederne bliver altså begrænset, for hvert valg man træffer.
For mit vedkommende er der mange bolde i luften. Samtidig med min interesse for journalistik og naturvidenskab dyrker jeg min passion for klassisk musik ved henholdsvis at synge i DR Pigekoret og spille violin ved et treårigt forløb, der forbereder unge musikere til en konservatorieuddannelse (MGK).
Min drøm har, siden jeg som fireårig begyndte på violinen, været at opnå en karriere inden for musikken. Men efter opvæksten i et musikerhjem er det blevet klart, at livet som klassisk musiker ikke kun er en dans på roser. Allerede som ung musiker kan man opleve, at selvværdet kan styrtdykke, hvis ikke man føler, man lever op til niveauet.
Modsat er det også en motivations-faktor til at øve sig mere. Men livet alene i et øvelokale kan hurtigt blive isoleret og ensomt. Derfor er det som at blive sat fri, når man får lov til at spille eller synge med andre. Kommer man til det punkt, hvor det ikke gælder om at promovere sig selv, men om at indgå i en større sammenhæng og forsøge at løfte hinanden, er det noget af det mest befriende. Det er et særligt og enestående bånd mellem mennesker, der er svært at hente andre steder.
Den største usikkerhed ved at uddanne sig inden for klassisk musik er for manges vedkommende udsigten til en uklar fremtid.
Siden globaliseringen har sat ind, er konkurrencen blevet meget større. De relativt få tilbageværende orkesterpladser er uden tvivl et nåleøje, man skal igennem. Og det kan være svært at hamle op med musikere fra Asien og Østeuropa, hvor mange får musikken og disciplinen serveret med modermælken.
Når det er sagt, er der selvfølgelig ikke nogen, der vil udsætte sig selv for ovenstående, hvis ikke man har en passion og virkelig elsker musikken – skønt det lyder som en kliché. Når man har viet en stor del af sit liv til noget, bliver den til en del af ens verden og personlighed. Den energi, der strømmer gennem en, når man spiller, og adrenalinen efter en vellykket koncert, er det hele værd. Samtidig er det hjertevarmende at glæde andre mennesker med musikken, så den får et formål. Uanset om min fremtid er inden for musikken, vil musikken for evigt være en uundværlig del af mit liv.
Der er altså mange overvejelser, der kommer i spil, når man som ung skal træffe et valg. For tiden er jeg eksempelvis i erhvervspraktik hos Kristeligt Dagblad, hvor min interesse for journalistik kun er blevet større. Om det får en indvirkning på mit uddannelsesvalg, må fremtiden vise.
For de fleste unge gælder det også uden tvivl, at man er bange for at træffe det forkerte uddannelsesvalg. For man har ofte kun et skud i bøssen. Og hvad hvis man rammer ved siden af?