Prøv avisen

Klassisk musik og påske hører sammen

Påsken er højtid for den klassiske musik. Foto: Martin Rosenauer/Ritzau.

Påskens store dramaer og dens korte tidsforløb har gjort højtiden til den klassiske musiks højsæson

Påsken er ikke alene kristendommens vigtigste højtid, den er også den klassiske kirkemusiks absolutte højsæson. Men hvorfor er det netop blevet påsken, og ikke eksempelvis julen, komponister i stort antal har sat sig foran nodepapiret for at fastholde i musik?

Påsken kan man fastholde i et enkelt værk

Ifølge Mogens Christensen, der er musikhistoriker og professor emeritus i musikformidling ved Syddansk Musikkonservatorium, er forklaringen enkel:

”Julens fortælling strækker sig fra Mariæ bebudelsesdag i marts til helligtrekongersdag i januar året efter. Påskens fortælling er derimod koncentreret til en enkelt uge fra palmesøndag til påskedag, hvor der sker hele tre dramatiske begivenheder: nadveren, korsfæstelsen og genopstandelsen. Påsken er dermed nemmere for komponisterne at fastholde i et enkelt værk,” siger han og tilføjer:

”Dertil kommer, at julen er glæde og ikke andet. Med påsken har vi inderligheden i nadveren, det traurige i korsfæstelsen og glæden i genopstandelsen. Set fra en komponists synspunkt giver det meget mere at rive i.”

Jørgen I. Jensen, cand.theol. og tidligere lektor i kirkehistorie og forfatter til flere musikbiografier, er enig. Han understreger musikkens betydning for oplevelsen af påskens budskab:

”Musikken kan noget, som ord ikke alene kan. Tankerækken kan nå dertil, hvor ordene slipper op, og tonerne må træde til. Det er ikke almindelig spiritualitet. Musik kan bibringe en højåndelig oplevelse og være med til at understrege teksten. Hvor juleevangeliet har gennembrud af englesang og er nærmest eventyrligt, er påskeberetningerne mere afdæmpede. Der er en stemning af gråvejr, noget usikkert og famlende. Og så er der en dobbelthed, fordi det er den opstandne, der går til korset. Musikken kan formidle det på en måde, man ikke kan få frem i en almindelig prædiken eller tekst,” siger han.

Det er især Johann Sebastian Bachs to store passioner, Matthæuspassionen og Johannespassionen, der trækker i koncertpublikummet op til påske og i selve påskedagene. Ifølge Peter Dürrfeld, der er forfatter til flere bøger om klassisk musik og anmelder ved Kristeligt Dagblad, er det ikke så mærkeligt:

”Passionerne er ikoniske, og det er næsten altid en enestående oplevelse at høre og se dem opført,” siger han.

Jørgen I. Jensen supplerer:

”Der har altid været folkelig interesse for påskemusikken og påskekoncerterne. Programmet i folkekirken er så tæt og indholdsrigt fra skærtorsdag til anden påskedag, og det er en kolossalt storladen sekvens, også musikalsk,” siger han.