Klassisk musik: Svanesøen og Pavarotti

Den nye udgivelse markerer 50-året for Pavarottis karrieres begyndelse. Her er han fotograferet i 2004 ved sin sidste optræden på Metropolitan Opera, New York, hvor han fik en femten minutter lang ovation. –
Den nye udgivelse markerer 50-året for Pavarottis karrieres begyndelse. Her er han fotograferet i 2004 ved sin sidste optræden på Metropolitan Opera, New York, hvor han fik en femten minutter lang ovation. –. Foto: Chang W. Lee The New York Times.

En symfonisk udgave af Svanesøen
Fem ud af seks stjerner

Denne anmeldelse bliver i vid udstrækning identisk med den, man den 19. december i fjor kunne læse her i avisen. Dengang var det Neeme Järvi og Bergen-filharmonikerne, der blev tildelt en masse verbale roser og fem stjerner for deres nye indspilning af Tjajkovskijs musik til balletten Tornerose, og efter gennemlæsning af den gamle anmeldelse og naturligvis ved at lytte til produktet af deres nye udgivelse, musikken til alle tiders ballet Svanesøen slår det mig, at man stort set kunne gentage teksten fra dengang, blot med en behørig udskiftning af de to titler.

Nu som før er det norske orkester i forstærket besætning aldeles fremragende. Bergen-musikerne spiller, så det må have runget og braget helt op i de norske fjelde tænk, at et norsk provinsorkester kan have så mange muskler. Og atter er Järvis tempi særdeles hurtige, ja, det virker, som om farten er speedet så meget op, at Järvi visse steder synes at blæse på risikoen for at blive fanget af hastighedskontrollen som heldigt nok for ham i dette tilfælde ikke varetages af radar eller politi, men af anmeldere. Det er desuden forklaringen på, at hele værket kan rummes på blot to cder med en generøs spilletid på henholdsvis 81 plus 73 minutter. Og man spørger igen sig selv, om det overhovedet kan lade sig gøre at danse ballet i det tempo? Og svaret må blive det samme som sidst: Hvis man abstraherer fra billedet af dansende ballerinaer og i stedet fokuserer på den overdådigt velklingende musik, vil man opleve værket som en storslået symfonisk suite. For øvrigt i den sædvanlige flotte lyd på Chandos super audio cd. Så her er på ny en chance for at blive overvældet af Tjajkovskij.

Og man kan allerede nu se frem til den tredje og sidste udgivelse i serien, når de samme kræfter tager livtag med Tjajkovskijs vidunderligt melodiske musik til Nøddeknækkeren.

Især for Pavarotti-fans
Tre ud af seks stjerner
Pavarotti The 50 Greatest Tracks 2 cder Decca 478 5944.

Man må tilgive mig overskriften, for selvfølgelig er en dobbelt-cd med 50 Pavarotti-skæringer især en udgivelse for Pavarotti-fans. Det aktuelle album hedder slet og ret Pavarotti The 50 Greatest Tracks, en titel, der også skal markere 50-året for hans internationale karriere og hans 50 år med Decca.

Men man kunne mene, at når Decca vil hædre den i alle henseender store italienske tenor, der levede fra 1935 til 2007, burde det være gjort med betydeligt mere stringens og omhu, ikke mindst når man tænker på selskabets nye Cecilia Bartoli-udgivelser, hvor der virkelig er blevet kræset for detaljerne. I dette tilfælde er vi desværre langt fra den standard. Den medfølgende lille booklet er mildest talt skrabet, og en rimelig kronologi eller logik i udvalget ville også have været på sin plads. Well, en vis linje er der: Den første skive er præget af de kendte, skattede italienske operaarier i Pavarottis smældende stil vi får en række af de bedste ørehængere fra Verdis og Puccinis operaer, og der sluttes af med et såkaldt bonus-track fra 1961: den første kendte Pavarotti-indspilning, hvor han synger Che gelida manina (Så kold den lille hånd er) fra La Bohème. Her er lydkvaliteten dog pauver. På den anden cd er vi med numre som O sole mio og Caro mio ben ovre i den mere populære afdeling, og til sidst går der nærmest Hansi Hinterseer i udvalget. Hvis man er interesseret i et vist musikalsk niveau, er det bare brandærgerligt Decca kunne med fordel have medtaget et par af hans arier som Idomeneo i Mozarts opera af samme navn, indspillet i september 1983 med Wiener-filharmonikerne, dirigeret af sir John Pritchard. De ville så afgjort have hørt hjemme i et udvalg med dén titel, de ansvarlige, men i dette tilfælde lemfældige redaktører på Decca har valgt.