”Hænger du lige på et øjeblik?”, spørger digteren Klaus Høeck, da han tager telefonen. Han skal fortælle om sin seneste (og måske også allersidste) digtsamling, men først skal han lige takke en venlig nabo med en traktor, der åbenbart er ved at pløje digterens dybe fodspor i sneen væk ude i indkørslen foran hjemmet ved Veflinge på Nordfyn.
Man bliver aldrig for gammel til at forundres over at gå i sine egne fodspor i sneen, skriver 82-årige Klaus Høeck i et af sine nye digte. Siden er den ellers altid produktive poet holdt helt op med at skrive digte. Nu nøjes han i stedet med at forny sin signatur i sneen, når han dagligt går ture i sine egne fodspor for at komme ud i den lokale skov omkring hjemmet, hvor han og litteraturprofessorhustruen Anne-Marie Mai – oven i deres frivillige coronakarantæne – måske var sneet helt inde, hvis de ikke kendte en barmhjertig landmand med en stor sneplov, der hurtigt kan fjerne både fodspor og snemasser for dem.
Ord kan også være som fodspor i sneen og forsvinde igen, medmindre man trykker dem helt ned i det snehvide skrivemaskinepapir, har Klaus Høeck erfaret gennem et langt liv som digter. Selv husker han heller ikke alle sine over 15.000 digte, der – siden han skrev sine første systemdigte i 1965 – har slidt hans trofaste Torpedo-skrivemaskine op, så Å’et nu har mistet sin glorie og ligner et A, og alfabetets sidste bogstav på den måde af sig selv har fundet tilbage til begyndelsen.
Men gennem alle årene har han foretrukket at skrive sine mange digte – med to stive fingre – på den samme gamle, tyske skrivemaskine, som kun de seneste måneder har fået lov til at hvile sig. For nu har den 82-årige digter altså udgivet sin – måske – allersidste digtsamling, ”Password”, der udkom i sidste uge og straks blev udråbt som en mesters værk af anmelderne. Også her i avisen.
Men selvom den produktive poet øjensynligt stadig er i poetisk topform, vil han, som han skriver i samlingens sidste digt, hellere selv afslutte sit forfatterskab end at lade døden gøre det, men han slutter trods alt heller ikke af med et punktum, men et spørgsmålstegn: ”Jeg trækker poe/ siens samuraisværd – sviitch/ hørte du suset?”.
Siden har den normalt så produktive digter ikke skrevet én eneste lyrisk linje, men i samlingens næstsidste digt takker den nu tilsyneladende pensionerede poet med den sædvanlige opbrudte syntaks sin skaber for overhovedet at have fået lov til at skrive så meget:
”Tak gud fordi du/ lod mig skrive alle dis/ se mange digte// jeg mener jeg kun/ ne jo have været død/ i en alder af// syvogtyve (hel/ ligåndens tal) som så man/ ge andre digte/ re og så havde/ der kun været yggdrasil/ tilbage – tak,” skriver han med henvisning til sit debutværk, ”Yggdrasil”, livets træ fra den nordiske mytologi, som han vender tilbage til mange gange i løbet af samlingen, der er fyldt med træer og skove.
På den måde kan man også læse titlen ”Password” som et kodeord, der leder lige ind i digterens grønne hjerte, der banker for, at vi finder ud af det digitale helvede, som menneskeheden er ved at gå til grunde i, som han også skriver i samlingen, der også er inspireret af Bibelens sidste bog – Johannes’ Åbenbaring – i ni digte, der er skrevet med store bogstaver for at lede menneskeheden tilbage på sporet.
”Så, nu er jeg tilbage. Undskyld ventetiden,” siger Klaus Høeck og tilføjer:
”Det er egentlig også helt forkert, at vi nu sidder på hver sin ø og taler digitale koder ind i hver sin mobiltelefon, når hele min digtsamling kan læses som et forsvar for den fysisk sanselige, analoge verden, hvor man kan se hinanden i øjnene og mærke sneen knirke under sine sko. Men min hustru og jeg tør simpelthen ikke tage imod gæster på grund af smittefaren lige nu, når jeg er så gammel,” siger han, inden han svarer på, om det nu virkelig kan passe, at han er passé som aktiv poet.
”Det kan man aldrig vide. I samlingen kalder jeg mig en sandfærdig løgner, og det kan da være, at der gemmer sig en backup med nye digte et sted, men lige nu føler jeg også selv, at forfatterskabet er afsluttet, som jeg gerne ville have det.”
”Password” kan også læses som en civilisationskritik, fordi mange af os ikke kan lave noget uden vores små mobiltelefoner, der hele tiden skal åbnes med koder, så vi glemmer at se op på den virkelige verden, som han siger.
”Jeg synes, at det virker så fjollet at se andre i skoven stå med deres mobiltelefoner og fotografere sig selv i skoven i stedet for bare at være i den. Computeren er da en vidunderlig opfindelse, der har hjulpet os meget. Jeg begyndte selv tidligt at udregne digteriske algoritmer, der kunne hjælpe mig i min digtning. Jeg har endda udtænkt min egen computer i digtsamlingen ’Projekt Perseus’ (1977, red.), inden den digitale verden eksploderede som et sprogligt vulkanudbrud, der pludselig reducerede vores tale til computertal. Det skulle gøre vores liv nemmere, men nu er vi endt i et digitalt helvede, som man nærmest kun kan bryde ud af ved at gå en tur i skoven uden sin mobiltelefon. Det er derfor, at jeg går ture hver dag for at genfinde og genforbinde mig med naturen. For vi må ikke blive så forelskede i vores egne opfindelser, at vi glemmer at se op og dufte, smage og røre den verden, som vi er ved at ødelægge, så jorden bliver giftig, og vandet bliver fyldt med plastic.”
I digtsamlingen opremser han med store bogstaver i ni digte, der er inspireret af det mangehovedede uhyre i Johannes’ Åbenbaring, de dårligdomme, som mennesket bør omvende sig fra, hvis vi ikke skal ødelægge både naturen og vores egen fremtid.
”Jeg tror på Gud. Punktum. Det betyder, at jeg hverken kan udlægge, forsvare eller forklare min tro. Jeg kan huske, at en filosof engang sagde, at han troede på Gud, fordi det er absurd, men jeg vil vende det om og sige, at jeg tror på Gud, fordi det modsatte ville være absurd. Tættere kommer jeg det ikke. Men min tro har nogle konsekvenser – blandt andet taknemmelighed og en følelse af ansvar for det, vi har fået givet. Jeg tror på, at der findes en skaber, der som udgangspunkt skabte alting godt, men ødelæggelsen af naturen er i høj grad menneskeskabt. I forhold til alle andre levende væsener har vi på samme tid fået en ekstraordinær evne til at tænke på andre og en ekstraordinær evne til at smadre alting omkring os, så sommetider har vi brug for at tænke os lidt ekstra om.”
”De fleste ved jo godt, at vi ødelægger verden ved at svine den til med vores overforbrug, og hvis der én god ting ved coronakrisen, er det, at den har givet os en tænkepause, så vi har fået tid til at reflektere over vores adfærd, fordi vi er blevet stoppet lidt i den forfærdelige vold, vi udøver mod planeten,” siger han og peger på, hvordan vi lige nu ikke kan flyve og fare rundt, men i stedet ser vi, hvordan kloden langsomt er ved at ånde lettet op som en lungepatient, der er stoppet med at ryge, fordi luften pludselig bliver friskere.
”Det får os forhåbentlig til at ændre adfærd, når coronakrisen er overstået. Jeg siger ikke, at vi skal skrue tiden tilbage fra før mobiltelefonerne og computerens opfindelse. Jeg siger ikke engang, at landbruget skal nedlægges, men det bør omlægges, så det ikke forgifter jorden og mishandler dyrene, så må vi forbrugere bare betale regningen, så landmændene har råd til at opføre sig ordentligt,” siger Klaus Høeck, der i sine digte kredser om naturen, og han glæder sig til alting igen bliver ”grønt som et billardbord”, når sneen smelter, og skoven springer ud.
Tænker du også på inspirationen som en gudgiven gave?
”Jeg har nok altid selv haft et ret aggressivt forhold til inspiration, som jeg aldrig har siddet derhjemme og ventet på skulle falde ned fra himlen. Jeg er selv gået ud for at hente gaven, kan man sige. Ellers havde jeg nok ikke fået skrevet ret meget. Det er endnu en grund til at gå en tur i skoven, for der findes inspiration overalt, men det kræver, at man selv opsøger den,” siger han som en garvet poesijæger, der skriver om alt fra sine afdøde rockidoler til ”den væmmelige tanke”, at vi alle en dag skal væk.
Og det er en trøst for ham, at han i det mindste efterlader sig en masse ord, selvom det ikke engang er dem, der er vigtigst i hans digte.
”Det er ofte ting, der slet ikke står i digtet, som gør, at det virker. Som et usynligt enzym, der får noget til at blomstre op i læserens sind. Mellemrummene og pauserne i et digt er derfor mindst lige så vigtige som ordene. På den måde minder digtning også om gartneri. Man kan også ødelægge et digt ved at hælde for meget poesi ned i det, ligesom man kan kvæle blomster med for meget gødning. Men et godt digt lader præcis nok stå tilbage til, at det kan vokse videre i læseren.”
I sit eget sind mærker Klaus Høeck også, hvordan hans værker er vokset ud af hinanden, så de hænger sammen på deres ”egen metafysiske måde”, som han gerne vil holde for sig selv. Men med ”Password” går han åbenlyst tilbage til begyndelsen af sit forfatterskab, der altså også startede med et trætema. Hvis man følger sine egne fodspor ender man jo som regel det samme sted, som han siger, ligesom Bibelens sidste svære bog Johannes Åbenbaringen spejler skabelsesberetningen i Første Mosebog i begyndelsen af Bibelen, hvor Gud skabte alting ud af ingenting, mens den opstandne Jesus i Johannes Åbenbaringen siger: ”Se, jeg gør alting nyt”. Og Klaus Høecks egen skaberkraft har også suget meget næring i Bibelen gennem alle årene.
”Bibelen er uden tvivl det største digteriske værk, der nogensinde er skrevet, så det er klart, at vi kunstnere vender tilbage til den hele tiden. Jeg er ikke mindst en stor læser af Johannes Åbenbaringen, der er svær at forstå som en kryptisk digtsamling, men til gengæld har et vidunderligt kraftfuldt billedsprog, som man aldrig bliver færdig med. Og Paulus er også en stor poet,” siger han og nævner Kærlighedens højsang i Korintherbrevet, hvor Paulus i sit smukke kærlighedsdigt får understreget, at alting er ingenting uden kærlighed. Det har Klaus Høeck altid troet på.
”Kærligheden er den største trøst i livet, jeg kan tænke mig. Det er kærligheden, der gør livet værd at leve. Selv har jeg selvfølgelig også prøvet at glemme og forsømme kærligheden, men hvis man har kærligheden i sit liv, så skal man for alt i verden passe på den, for det er kærligheden, der står tilbage, når alt andet falder væk,” siger Klaus Høeck.
Selv skriver han sig ind i et ekko af både Kærlighedens højsang og Brorsons populære salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort” i et af sine digte, hvor han spørger ”hvad skal jeg sige efter alle disse år?” – og ender med at svare i den ene sætning, der står tilbage som hans endelige og ultimative svar: ”Jeg elsker dig.”