Prøv avisen

Klaus Rifbjerg og den kroniske skrivekløe

”Jeg er overbevist om, at man ikke kan skrive noget fornuftigt eller noget, der betyder noget for andre mennesker, hvis man ikke selv er til stede på en ret voldsom måde,” siger Klaus Rifbjerg. – Foto: Leif Tuxen.

Klaus Rifbjerg fik en hård medfart af anmelderne i begyndelsen af karrieren. Han er blandt andet drevet af at skulle vise dem, at de tog fejl, fortæller han i det sidste interview i serien Tilbage til start

En vinternat i 1958 stod en ung forfatter på Rådhuspladsen i København og ventede nervøst på, at aviserne skulle udkomme med anmeldelserne af hans første roman. Det sneede, og han frøs, men han var spændt på dommen over sin debutroman.

LÆS OGSÅ: Rifbjerg er den store samtidsfortolker

Det er første og sidste gang, at jeg har stået i kulden på Rådhuspladsen og ventet på, at aviserne skulle udkomme. Den ene efter den anden avis udkom, og det blev mere og mere rædselsfuldt, siger Klaus Rifbjerg med et stort grin og tilføjer så mere tørt:

Det var ikke spor sjovt. Den kroniske uskyld blev slagtet i alle de store aviser. Og det blev værre og værre, efterhånden som jeg fik stavet mig igennem Berlingske, Politiken, Socialdemokraten og Aktuelt. Frederik Nielsen, som på det tidspunkt var en meget agtet kritiker, skrev for eksempel, at det var små spjæt i slatne drengemuskler, så er man vaccineret! Og jeg tror, at noget af det, der siden har drevet mig, at jeg nok skulle vise dem, at de tog fejl.

Klaus Rifbjerg læner sig tilbage i køkkenstolen i sit sommerhus i Rørvig og lader blikket glide ud over hybenbuskene, stranden og den lettere skyede himmel uden for vinduet, inden han tilføjer:

Kritikere forsvinder som sne, der faldt i fjor. Der er ingen, der kan huske kritikere. Det skulle da lige være Georg Brandes, som folk i dag knap nok ved, hvem er. Derfor skal man ikke tillægge kritikere for stor betydning. Man skal selvfølgelig lytte til god og intelligent kritik, og hvis noget oplyser en, så man forstår mere, end hvad man gjorde før, er det herligt. Men om det er tommelfingeren op eller ned, rager mig en høstblomst. Det store eksempel er Den kroniske uskyld, som blev svinet til og rakket ned hele vejen rundt bortset fra Information, hvor jeg selv var ansat. Og jeg måtte sige til mig selv, at hvis det her skulle blive til noget, måtte jeg holde fast, siger han og slår hånden så hårdt ned i bordet mellem os, at tekopperne klirrer, inden han fortsætter:

Dengang vidste jeg jo ikke, at bogen ville blive givet som studentergave næsten 70 år senere. Det kunne jeg ikke vide, men min erfaring og min teori er, at hvis man vil noget med at skrive, så man må bestille noget. Man bliver jo ikke forfatter af at skrive et par bøger. Nogle følger den sarvigske model, hvor digtet skal komme af sig selv, så digtet selv løber ned i regnmåleren og stiger, indtil det digteriske rum er til at svømme i. Det er ikke mig, men det er jo et temperamentsspørgsmål.

Jeg kan ikke holde mig væk. For mig er selve skriveprocessen sensuel. Det er vidunderligt at kunne forme digte eller sætninger, som man for nogles vedkommende slet ikke vidste, man kunne. Og pludselig står der et digt, som man ikke ved, hvor kommer fra. Det er en åbenbaring, som jeg jagter hele tiden, siger Klaus Rifbjerg, der siden Den kroniske uskyld har skrevet langt over 100 bøger i stort set alle genrer. Og selv hans tidlige bøger er bestemt ikke forsvundet som sne fra i fjor.

Den kroniske uskyld er ikke alene stadig gymnasiepensum. Den er blevet en klassiker, der efterhånden er solgt i over 300.000 eksemplarer. Men selvom den er Klaus Rifbjergs debutroman, debuterede han med et andet værk, der også er blevet en klassiker: Under vejr med mig selv. Og den debut fik faktisk en ganske nydelig modtagelse, som han selv siger. For Rifbjerg overraskede ikke kun anmelderne med sit veloplagte sprog, men også med sin utidige selvbiografi, der begynder med et digt om hans egen undfangelse, inden han skildrer sin fødsel og andre afgørende faser i sit liv som for eksempel mødet med sine bedsteforældre, Johannes V. Jensens digtning og livet som nygift.

De poetiske punktnedslag i hans eget dengang ret korte liv, der udgør kernestoffet i digtsamlingen fra 1956, læses også stadig af gymnasieelever landet over, ligesom resten af hans voluminøse forfatterskab ikke er til at komme udenom for nogen dansk litteraturhistoriker.

Store Klaus har skrevet lyrik, romaner, noveller, filmmanuskripter, revytekster, journalistik, anmeldelser, læserbreve og kronikker i et omfang, der kan tage pusten fra de fleste. Og han er blevet både læst og kanoniseret for den indsats.

I dag er det derfor ingen overdrivelse at påstå, at han har været en slags kulturradikal arvtager efter Georg Brandes og Poul Henningsen i kraft af sin gennemslagskraft og sin altid centrale position i det danske litteraturmiljø, hvor han altså oven i købet både har spillet rollen som forfatter, anmelder, debattør og en overgang endda også direktør for Gyldendal. Og som han sidder og serverer te og chokoladekiks i sit sommerhus i Rørvig, er den 80-årige forfatter stadig fuld af ord og fortælleglæde:

Jeg debuterede i en tid, hvor hele verden slog portene op. Krigen var overstået. Tiden var ikke længere så efterkrigspræget mere, og noget nyt kunne ske. Medierne åbnede sig. Der kom fjernsyn, der sad og galpede efter at bringe noget nyt, og aviserne var også parate til at trykke det. Jeg begyndte selv allerede i gymnasietiden at skrive digte, der aldrig blev rigtig gode, fordi jeg forsøgte at efterligne den herskende form for litteratur. Men pludselig fandt jeg ud af, at hvis jeg skrev mere, som jeg gerne selv ville i stedet for at skrive sådan, som de litterære gerne ville have, man skrev, så begyndte der at ske noget.

Efter gymnasiet fik Klaus Rifbjerg som en af tidens begavsede studenter et legat, så han kunne rejse til USA og læse amerikansk litteratur på Princeton Universitet. Skuffelsen over niveauet på Københavns Universitet, da han vendte tilbage, fik ham til at droppe ud, efter at han både havde læst sammenlignende litteratur, dansk og engelsk. Ad omveje blev han i stedet beskæftiget som skribent på dagbladet Information, hvor han hurtigt fandt sin foretrukne rolle som kritiker af både bøger og film. Og han sugede til sig af alle de nye strømninger i både dansk og navnlig amerikansk og tysk litteratur.

Der var så utroligt meget nyt at tage fat på, at det i sig selv blev en gensidig bevægelse. For her lå også inspiration. Den fine i litteratur røg ud, og pludselig var stemningen rå, men hjertelig. Der var noget i gang, og det var jeg selv en del af, og det spillede en afgørende rolle.

Frigørelse var et afgørende tema i både tiden og kunsten, og da portene begyndte at gå, greb Klaus Rifbjerg chancen for at blive blandt dem, der påvirkede den nye tidsånd.

Nu har man nok i det Herrens år 2012 meget svært ved at forstå, hvor lukket den tid var, jeg blev til i. De almindelige konventioner var meget markante. Der var ting, man kunne. Og der var ting, man ikke kunne. Det afspejlede sig også i litteraturen, der for eksempel i det afgørende tidsskrift efter Anden Verdenskrig Heretica var blevet meget højtidelig, from og næsten højkirkelig. Man fik fornemmelsen af, at man skulle tage hatten af og se artig ud i hovedet, hvis man ville beskæftige sig med litteratur. Og der var jeg en af dem, der sagde, at det også så anderledes ud ved for eksempel at beskrive hele den seksuelle side af sagen, hvor alting også var lukket til i en tid uden p-piller og en evig rædsel i ens forhold for uønskede graviditeter og forbudte aborter.

Klaus Rifbjerg udsender et dybt suk, inden han tilføjer:

Det tyngede og bandt én på alle ledder og kanter. Og tiden var præget af en åndelig fornærethed, der kan minde om Dansk Folkeparti i dag: Bare man får nogle strengere straffe og får lukket det hele af og ned, skal det nok gå, mens vi kan samle os i kolonihavehusene, men alt, hvad der ligger ud over det, er af det onde. Der var masser at tage fat på. Og jeg brugte selv humoren til at beskrive det fra begyndelsen. For jeg har altid holdt af det Thomas Mannske udtryk, at der skal være et element af heiterkeit, altså af munterhed, i tingene. Uanset hvor barske og dystre begivenhederne måtte være, skal der være dette humorens løft, der gør, at man også kan trække vejret.

Under vejr med mig selv er fuld af den slags munterhed, ligesom titlen også er en parafrase over Henrik Pontoppidans selvbiografi Undervejs til mig selv. Og måske er det tonen i digtsamlingen, der gør, at den stadig læses, mener Klaus Rifbjerg selv:

Jeg tror, at der er mange elementer i det, der kan genfindes i mine senere værker. Sansen for komedie, replikken og sproget i det hele taget. Sprogets mangfoldighed, bøjelighed og mulighed for at udtrykke alle mulige ting, som man måske gik rundt og troede, man ikke kunne. Det ligger der latent og parat som en lunte, der antænder al den føde, der kommer. Men det er ret rørende og også lidt mærkeligt, at en bog som Under vejr med mig selv stadig læses og bruges meget, ikke mindst i skolen, fordi digtene er nogenlunde lettilgængelige og kan læses som en beskrivelse af en tid, som man kan genkende, fordi der er grundelementer af den samme slags liv i det, jeg skildrer, som i de fleste andre liv.

Du har jo siden spredt dig over stort set alle genrer, men hvis du selv skal pege på noget, der samler dit forfatterskab, hvad er det så?

Frigørelsen har hele vejen været vigtig for mig for at komme de slidte konventioner til livs, så jeg kunne komme et andet sted hen og måske nå dybere ned eller længere hen. Men urhistorien og det fundamentale i det hele er min egen historie.

Dér ligger den store inspiration i de oplevelser, jeg selv har været vidne til. Og jeg er overbevist om, at man ikke kan skrive noget fornuftigt eller noget, der betyder noget for andre mennesker, hvis man ikke selv er til stede på en ret voldsom måde. Og det er ret sjovt med sådan en roman som Huset, der beskriver mit eget barndomshjem fra A til Z i stor detaljerigdom, at folk kommer hen til mig og siger Hvordan kan du skrive om mit hjem?. For dér rammer man en eller anden fællesnævner. Og jeg opfatter det som meget værdifuldt, at den genklang er der.

Man skriver jo ikke for skrivebordsskuffen, vi skriver for hinanden. Der må være nogen, som kan bruge det. Om det så er fem, 5000 eller 500.000, der ender med at læse det, er egentlig mig underordnet, så længe der er hin enkelte, som pludselig får sådan en på opleveren, at ting forandrer sig eller bliver gennemsigtige, så man kan se noget, man ikke kunne se før.

Rifbjerg revolutionerede allerede måden, forfattere gengav virkeligheden på, med sine tre første værker.

Under vejr med mig selv omsatte biologiske begivenheder som undfangelsen og fødslen til digte, Den kroniske uskyld brød seksuelle tabuer, og hans tredje og lige så banebrydende digtsamling Konfrontation fra 1960 var fyldt med hverdagsgenstande, der ikke før var brugt i poesien.

Det fik Tove Ditlevsen til at kalde digtene for blikkenslagerpoesi. Men kritikeren Torben Brostrøm omfavnede digtsamlingen og navngav tidens modernistiske digtere efter den.

For mig var det sjovt, at han talte om konfrontationsmodernisme, som om det var en generel position i litteraturen. For mine digte var jo af min egen aftapning. Men det betød noget, at der kom en kritiker til i form af Torben Brostrøm, som var indstillet på og forstod noget af det, vi gerne ville i min generation af forfattere.

Sådan opstod der en slags generationsfællesskab. Vi skrev ikke ligesom hinanden, men vi skrev åbenbart på en måde, som gjorde, at det, der var stærkt individuelt, også blev fælles, fordi det kom til at hænge sammen med tiden og alt det, der skete. Og Torben Brostrøm spillede en afgørende rolle, fordi han var min generations store indsigtsfulde teoretiker. Han kunne stikke nogle veje ud, der ikke altid blev fulgt, men de stimulerede de intellektuelle i miljøet.

Andre vil sige, at Klaus Rifbjerg selv blev et omdrejningspunkt i miljøet af modernistiske digtere, der ville gå nye veje med litteraturen. Og det afviser han heller ikke.

Jeg føler aldrig, at jeg selv har søgt at blive et omdrejningspunkt. Men hvis der er andre, der kan lide det, man laver, og gerne vil prøve at lave noget i stil med det, man selv gør, så bliver man jo et slags samlingspunkt. Og det skete nok for mig.

Selvom Klaus Rifbjerg undertiden er blevet opfattet som en rebelsk lederskikkelse i det litterære miljø, mener han ikke, at hans banebrydende værker har været en fornægtelse af fortidens forfattere.

For mit eget vedkommende er jeg opdraget i forlængelse af den danske litteraturhistorie og har altid beundret mine forgængere fra før Holberg og fremefter. For den danske litteratur rummer store og afgørende værker, og det er ikke så meget dem, vi gjorde oprør mod, men meget mere, at det var tyndet ud, så det, der var guldalder, pludselig viste sig at være en slags sølvalder til sidst, fordi man stadigvæk ville skrive, som man gjorde i slutningen af 1800-tallet. Man sprang for eksempel Johannes V. Jensen over.

Tom Kristensen udtalte for eksempel, at man skulle holde sig fra Jensen, fordi hans påvirkning var så stærk, at han kom til at stå alene og isoleret, i stedet for at den måde, han bragte noget nyt ind i poesien på, ikke blev taget op, før jeg personligt stærkt inspireret af hans digte tog fat, så tingene tog fart i det hele taget, siger Klaus Rifbjerg, der senere har søgt tilbage til den egentlige guldalder ved for eksempel at skrive tekster om Grundtvigs geniale poesi, som han sågar har holdt foredrag om for et par år siden.

Efter at jeg havde talt om Grundtvig i den tilsandede kirke i Skagen, overhørte min søn en skagkone, der sagde om mig: A tys nu, han kom noget nemt ved det, men så tilføjede hun: men han er jo heller ikke nogen kirkens mand. Og det havde hun jo fuldstændig ret i, siger Klaus Rifbjerg og bryder ud i en hjertelig latter, inden han tilføjer:

Jeg synes, at naturen og alle de vidunderlige hoveder, der findes i verden, er alt nok for mig. Der behøver ikke være nogen skabende person, der tager sig af det. Det ordner Darwin with a little help from his friends. Så hvis du vil finde meningen med livet, kan du bare se ud ad vinduet, siger Klaus Rifbjerg og peger ud på sine hybenbuske og den private strandadgang uden for huset.

Dét er meningen!.