Historien om Japans mest ikoniske klaver begynder i Californien. Omkring 1920 var det opretstående Baldwin-piano et musikinstrument, der i mange velstående amerikanske hjem var en del af møbleringen – det gjaldt også klaveret hos det japanske ægtepar Kawamoto i Los Angeles. Hun hed Shizuko og var kommet til staterne for at studere videre efter endt gymnasieuddannelse – dengang et sjældent fænomen for japanere.
Han hed Genkichi og havde en ledende stilling i et forsikringsselskab. Han elskede sin unge kone højt og tog hende med på alle sine forretningsrejser. De ville gerne have børn, men Shizuko, der var begyndt at arbejde som lærer på en skole i nærheden af hjemmet, havde til sin store sorg svært ved at blive gravid. Som en slags plaster på dette sår købte Genkichi et klaver til hende, og hun tilbragte mange timer ved tangenterne. Musikken havde åbenbart en vederkvægende virkning på hendes krop. Den 25. maj 1926 blev en skelsættende dato i hendes liv: Hun blev mor til en velskabt datter, som forældrene gav navnet Akiko. Pigen blev naturligvis forkælet efter alle kunstens regler – og voksede op med klaveret som sit kæreste legetøj. ”Det her har været ventetiden værd,” skrev Genkichi i sin dagbog.
I 1933 flyttede familien tilbage til Japan. Det har der sikkert både været personlige og geopolitiske grunde til. Det må have været en betydelig omvæltning for den nu syvårige Akiko, der ansporet af forældrene begyndte at føre dagbog, også for at vænne sig til det så anderledes japanske alfabet. Familien havde slået sig ned i en forstad til Hiroshima, og det amerikanske klaver var fulgt med. Efterhånden var Akiko blevet så dygtig, at hun kunne spille firhændigt sammen med sin mor. Chopin var en af de komponister, de holdt mest af at spille.
Men det var vanskelige tider. Japan havde i 1930’erne udviklet sig til en aggressiv militærmagt, og efter det voldsomme angreb på Pearl Harbour i december 1941 føltes den lykkelige barndom i Californien længere væk end nogensinde. I juni 1942 skrev Akiko: ”Jeg har ikke længere den store glæde ved at føre dagbog.” Den unge pige, der var begyndt i gymnasiet, havde tydeligvis svært ved at orientere sig i det mandsdominerede, militariserede samfund, som Japan dengang var – og i de følgende år ventede nederlaget og katastrofen.
Første nytårsdag skriver Akiko i sin dagbog: ”Nu har jeg levet en tredjedel eller en fjerdedel af mit liv.” Sådan skulle det ikke gå. I sommeren 1945 var verdenskrigen et afsluttet kapitel i Europa, men Japan gjorde endnu sej modstand. Amerikanerne advarede indtrængende, men forgæves den japanske ledelse om, hvad der ville ske, hvis ikke kejseren og hans generaler kapitulerede. Og så skete det frygtelige. Den 6. august 1945 klokken 8.15 lokal tid eksploderede atombomben i 600 meters højde over Hiroshimas centrum og dræbte i løbet af et øjeblik omkring 80.000 mennesker.
Akiko var på det tidspunkt deltager i en såkaldt studentermobilisering. Eksplosionen væltede hende omkuld, og såret og forbrændt søgte hun hjemad. Broerne over Ota-floden var imidlertid sprængt i luften, men det lykkedes hende at svømme over på den anden side og nå frem til en bakke i nærhed af hjemmet. En nabo opdagede hende, og Shizuko blev alarmeret og bar sin datter hjem. Man kunne håbe, at Akiko var kommet over det værste, men den usynlige radioaktive stråling havde ødelagt hendes krop. Hun døde dagen efter, den 7. august. I sin dagbog nedfældede Shizuko hendes sidste ord: ”Mor, må jeg ikke få nogle tomater?”.
Tilværelsen kan i ekstreme situationer have sin egen bitre ironi: Akiko, der regnede med at have langt hovedparten af sit liv til gode, blev bare 19 år. Hendes far døde i 1989 i en alder af 101 år. Hendes mor, der til det sidste hægede om datterens dagbøger og ejendele, som var de relikvier – ikke mindst det opretstående klaver – døde den 29. marts 2005, hele 103 år gammel.
Det ufattelige i en begivenhed som atomsprængningen over Hiroshima, hvor det samlede tabstal er opgjort til flere hundrede tusinde, er måske forklaringen på, at man i millionbyen i dag nærer en forkærlighed for at fokusere på enkelte skæbner. Et andet eksempel herpå er den stråleramte pige Sadako, der tilsyneladende var sluppet uskadt fra katastrofen – hun var blot to år gammel i august 1945. Men en halv snes år senere blev hun pludselig syg. Det begyndte med en kronisk forkølelse og stivhed i nakken. Kort tid efter begyndte hendes ansigt at svulme op. Lægernes diagnose var klar: Sadako havde fået ”strålesyge”, leukæmi, og havde højst et halvt år tilbage at leve i.
Hun blev indlagt på Hiroshima Røde Kors Hospital. Her gav hun sig til at dyrke origami, den traditionelle japanske papirfoldning, for hun havde hørt legenden om, at ens ønske ville blive opfyldt, hvis man kunne folde 1000 traner. Sadako nåede op på 645, inden hendes korte liv i 1955 var forbi. Hun blev i lighed med Akiko en af de skikkelser, man i Hiroshima aldrig vil glemme.
Under mit besøg i Japan, hvortil jeg sammen med to musikere fra Danmarks Radios Symfoniorkester var inviteret som en del af det omfattende Music for Peace-projekt, besøgte jeg i sidste uge det klaverværksted i udkanten af Hiroshima, hvor Akikos klaver kort tid endnu har sin plads. Man kunne tydeligt se ”arrene” efter august 1945 på venstre side af klaveret, der i forbindelse med eksplosionen var blevet ramt af store glasstykker fra vinduerne i huset.
Det snart hundredårige instrument har fået en gennemgribende restaurering – klaverteknikeren Hiroshi Sakaibara redegjorde omhyggeligt for detaljerne i det omfattende arbejde – og skal i bogstavelig forstand spille med, når man i august 2020 skal markere 75-året for atombombens nedslag over byen. En af de andre besøgende, en journalist fra Paris, satte sig til tangenterne og gav sig til at spille begyndelsen på et impromptu af Schubert. Klangen vakte smertelige associationer, som Schuberts musik ofte før det, men her havde den fået en anden dimension.
Et andet sted i Hiroshima havde nogle skoleelever fra Ushitas Mellemskole vundet en præmie i en landsomfattende konkurrence for at have lavet en dokumentarfilm om Akikos klaver. Den havde fået titlen ”Klaveret, der elskede Cho-pin” – et citat af Martha Argerich. På filmen kunne man opleve den verdensberømte argentinske pianist spille på klaveret, en stump af Chopins mazurka nr. 40 i f-mol.
Efterfølgende sagde Martha Argerich smilende, at det lød, som om klaveret huskede – og elskede – Chopin.
Således er musikken i stand til at give os lindring i livets sværeste stunder. Og Music for Peace fik pludselig en endnu dybere mening.