Klenau fik sin længe ventede hævn i overset opera

En menneskealder efter værkets uropførelse i Stuttgart har Paul von Klenaus ukonventionelle opera ”Michael Kohlhaas” omsider fået en stort anlagt dansk premiere i Aarhus

En gennemført scenografi med jordbrune bondekulisser og modernistiske adelsmiljøer var med til at gøre premieren til et begavet og livfuldt eksempel på vigtigt kulturarvsarbejde. Her ses Filippo Bettoschi som Michael Kohlhaas. –
En gennemført scenografi med jordbrune bondekulisser og modernistiske adelsmiljøer var med til at gøre premieren til et begavet og livfuldt eksempel på vigtigt kulturarvsarbejde. Her ses Filippo Bettoschi som Michael Kohlhaas. – . Foto: Den Jyske Opera.

Én ting står helt klart, efter at Den Jyske Opera onsdag aften havde dansk premiere på ”Michael Kohlhaas”, Paul von Klenaus oversete opera fra 1933: Hvis komponisten, der voksede op i København, men tilbragte det meste af sin karriere syd for grænsen, havde udvist samme diplomatiske sans i det hjemlige musikliv, som han gjorde over for det nazistiske styre i Tyskland, havde dansk musikhistorie ikke været den samme.

Selvom librettoen, som Klenau selv har baseret på den tyske forfatter Heinrich von Kleists novelle af samme navn, i perioder kæmper med at finde en narrativ fremdrift, er det allerede fra første akt tydeligt, at Klenau er et sprælsk og underbelyst bekendtskab rent musikalsk.

I Kleists fortælling er Michael Kohlhaas en holberg’sk figur i en kafka’sk farce. Den renfærdige hestehandler bliver svindlet af en ung adelsmand, og da korruption forhindrer en tilfredsstillende løsning ved domstolene, sætter Kohlhaas sammen med en mindre hær af bønder det halve Sachsen i brand for at finde den skyldige. I hans eget verdensfjerne sind er det et simpelt spørgsmål om retfærdighed, og den blodige farce står tørt mejslet i Kleists snørklede kancellisprog.

Klenaus ”Michael Kohl- haas” er dog ingen komedie. Hestehandleren er ikke længere en Don Quijote-figur, men en dramatisk helt, og den modgang, han møder, har mindre karakter af vilkårlig magtudøvelse end af overlagt fjendtlighed. Nu handler Kohlhaas ikke kun for egen stædigheds skyld, men for en større, klassebevidst sag. Instruktør Philipp Kochheim får tilmed flettet et stærkt feministisk lag ind i oprøret mod den dekadente og lystne adel. Centralt står dog fortsat spørgsmålet om hævn og retfærdighed. Altså et spørgsmål om at få modsætninger til at mødes. Og det er her, Klenaus på én gang konservativt sværmende og egensindigt moderne musik føjer nye dimensioner til librettoen. I operaen forenes så modsatrettede stiltræk som krasse tolvtonerækker, svulmende senromantik og afstikkere til folkeviser, renæssance og kirkelig musik. I nogle passager kan det lyde kluntet og fortænkt, i andre lyder det elegant og dragende. I alle tilfælde lyder det ganske unikt for en komponist på Klenaus tid.

Det var ikke kun udfald mod Carl Nielsen og føjeligheden over for det nazistiske styre i Tyskland, der fik det danske musikliv til at styre uden om Klenaus værker. Det var i lige så høj grad hans æstetiske orientering, som havde det vanskeligt i et miljø, der havde sat sig for at lægge afstand til det 19. århundredes romantik og ikke følte synderlig trang til at udforske den nye tolvtonemusik, der udgik fra Wien. ”Michael Kohlhaas” demonstrerer på eksemplarisk vis, at meget går tabt, når den form for ensretning får lov at præge et kunstnerisk miljø.

Nu har Klenau imidlertid fået genoprejsning, 70 år efter sin død. Hans udogmatiske tilgang til tidens musikalske strømninger blev loyalt demonstreret af Aarhus Symfoniorkester under ledelse af den tyske dirigent Jonas Alber. Og den italienske baryton Filippo Bettoschi vejede i sit portræt af Kohlhaas op for et noget ujævnt hold af sangere, selvom også han lod sine talte replikker falde lige så stift som mange andre på scenen.

En gennemført scenografi, der med jordbrune bondekulisser og modernistiske adelsmiljøer spejlede kontrasterne i Klenaus partitur, var til gengæld med til at gøre premieren til et begavet og livfuldt eksempel på vigtigt kulturarvsarbejde.

”Det var ikke kun udfald mod Carl Nielsen og føjeligheden over for det nazistiske styre i Tyskland, der fik det danske musikliv til at styre uden om Klenaus værker. Det var i lige så høj grad hans æstetiske orientering”